Knapt har vi nået at glæde os over alle de nye teknologiske gaver juleaften, før vi igen skal til at savle over nye produkter og lanceringer.
Vi taler selvfølgelig om den årlige CES-messe.
Det er den største forbrugerelektronik-messe i verden. Mere end 150.000 mennesker forventes at vade igennem hallerne i det kasinofyldte Las Vegas.
CES åbner dørene tirsdag 9. januar og lukker igen 12. januar.
Tusindvis af virksomheder - nogle langt mere kendte end andre - vil skyde boder op i det tæppefyldte haller og forsøge at fange journalisternes og forbrugernes gunst og opmærksomhed.
Vi har taget et lille kig på, hvad du kan forvente af årets CES-messe. CES er ikke en messe med de store produktlanceringer, men mere en messe for lancering af teknologi. Og det er derfor, den er så spændende.
Fjernsyn
CES er en af de største messer for de husaltre, der står i alles hjem og viser os billeder fra hele verden.
De første 4K-fjernsyn så blandt andet dagens lys ved CES-messen tilbage i 2012, hvor et “Sony XBR-84X900” dengang kostede 25.000 dollars - knap 154.000 kroner.
I dag kan du købe et 4K-tv på tilbud til 4.000 kroner i Power, og al interessen for TV er rykket over på HDR/Dolby Vision-teknologier, der skal give et mere korrekt billede med mere detaljerede farver end blot et skarpere billede.
Forvent derfor fjernsynsnyheder omkring OLED-skærme, HDR10+ samt nyheder omkring billigere 4K/HDR-skærme. Vi begynder også at se flere fjernsyn med indbyggede tv-bokse som eksempelvis Android TV eller lignende, så det bliver spændende at se, hvordan trenden er i år.
Derudover kan du også forvente at se det første kommercielle 8K-fjernsyn nogensinde. LG har allerede lovet, at den koreanske fjernsynsgigant vil fremvise et 8K-OLED-fjernsyn.
Det er uvist, hvad i alverden du skal bruge et 8K-billede til.
Smartphones
CES er normalt ikke en særlig smartphone-tung messe, men forvent alligevel lidt nyheder.
Der verserer rygter om en Sony-lancering af nye XZ-telefoner med et mere moderne design, end Sony ellers har benyttet sig af de seneste år.
Det ville passe godt med, at Qualcomm også vil være til stede ved CES for at fremvise sin for nyligt annoncerede Snapdragon 845-processor, som vi kan forvente at se i mange af årets Android-telefoner.
Der florerer også rygter om, at Samsung vil præsentere sine kommende S9-modeller, men da der hverken har været invitationer til presse eller officielle “releases,” som Samsung ellers plejer at gøre, så er det usandsynligt.
Samsung vil dog være massivt til stede ved CES, og der er en chance for, at vi får et smugkig på en potentiel Samsung “Galaxy X” - en ny fleksibel og sammenklappelig Samsung-telefon, der rygtes en del om.
LG kunne også benytte CES til at præsentere en ny LG G6, men forvent først at se G6 til MWC-messen i februar.
Læs også: Oversigt: Her er årets bedste smartphones 2017
Computere
CES plejer at være en messe, hvor de store pc-producenter for første gang fremviser kommende computere, og i år bliver ingen undtagelse.
Dell har allerede fremvist en ny udgave af sin XPS-serie i hvid med ny hardware for det amerikanske medie TechRadar, som vil blive vist yderligere frem ved CES-messen, og du kan også forvente nyt fra firmaer som Lenovo, Razer og Asus.
Både HP og Asus fremviste i december nye bærbare computere baseret på ARM-processorer, og du kan vide dig sikker på, at vi kommer til at se mere til de ultra tynde, ultralette og ultra-batteribesparende computere ved CES.
Samtidig er CES også en messe, hvor det mest absurde bliver fremvist, så forvent en vild gamer-computer eller to.
Læs også: Oversigt: Intels nyeste processorer gør din næste computer rasende hurtig
Wearables
Smartwatches og lignende har langt fra fået den vilde udbredelse, som mange eksperter og analytikere ellers havde spået for tre-fire år siden.
De fleste smartphone-producenter har droppet ideen om et smartwatch, men flere af de mere klassiske urproducenter er nu begyndt at komme frem med ure, der er forbundet til din smartphone på den ene eller anden måde.
Desuden er mange wearables-selskaber begyndt at fokusere på sundhedsbølgen i stedet.
Selv Apple brander nu sit Apple Watch som et sundhedsprodukt, og der vil unægteligt blive fremvist et utal af forbundne tandbørster, hjerte-, blodtryk- eller søvnmålere og mange, mange andre typer sensorer ved CES.
Biler
Automobiler er normalt uden for den almene tech-verden, men har alligevel fundet sig en parkeringsplads ved CES-messen.
Faktisk er CES blevet en ganske stor bil-messe.
En af messens hovedtalere er da i år også Fords CEO Jim Hackett, og du kan forvente at høre meget mere om elektriske biler, selvkørende biler, billigere LiDAR-teknologier, samt lanceringer fra selskaber som Ford, Kia, Faraday og Hyundai.
Derudover kan du også forvente at se flere bilproducenter løfte sløret for bedre integration med digitale assistenter og løsninger i stil med Amazons Echo eller Google Home. Vi har allerede lidt af det i dag med integreret Apple Car og Siri.