Godmorgen fra Computerworld. Her kommer overblikket over it-nyhederne fredag morgen v/ morgen-briefing-bestyrer Dan Jensen.
Fagforening skælder ud over Nordeas fyringsplaner
Formand for Finansforbundet, Kent Petersen, er godt utilfreds med Nordea, som er på vej med fyresedler til næsten hver femte medarbejdere. De i alt 6.000 ansatte bliver overflødige blandt andet på grund af massive digitale investeringer.
Nordea investerer 10 milliarder kroner i at skifte fra fire it-systemer i hver deres land til en enkelt it-platform. Desuden satser banken på nye bots og apps til automatisering, ligesom der etableres et såkaldt kompetencenter i Polen, der skal varetage en stor del af bankens it-opgaver.
“Det er helt rigtigt, at digitaliseringen af den finansielle sektor tager til i disse år, og at det er det rigtige at omfavne den. Men derfor er det stadig forkert at gøre så mange af ens medarbejdere arbejdsløse, når man har en indtjening som Nordea,” siger Kent Petersen til Finans.
Det sker med henvisning til, at Nordea har landet et overskud på 18 milliarder kroner i årets første ni måneder.
Du kan læse mere om fyringsplanerne her: Nordea vil fyre tusindvis af ansatte efter gigantisk satsning på it og digitalisering.
Twitter har overdrevet bruger-antal i årevis
Twitter har opdaget, at selskabet i tre år konsekvent har overdrevet antallet af brugere i selskabets meldinger.
I tallene har Twitter nemlig medtaget brugere af selskabets tredjeparts-apps, men de skulle ikke have været talt med.
Det drejer sig om et par millioner brugere, som retteligt skal trækkes fra det oplyste antal månedlige brugere. Twitter er for tiden under massivt pres fra ikke mindst Snapchat, som forsøger at hugge markedsandele og ikke mindst annoncørkroner fra Twitter.
Twitters omsætning er i tredje kvartal faldet med 4,2 procent i forhold til den samme periode i fjor til nu 590 millioner dollar - små 3,8 milliarder kroner.
Du kan læse mere hos Twitter her: Q3 2017 Letter to shareholders.
Retsmøder fortsætter i Atea-sagen i dag
Retten i Glostrup fortsætter i dag rækken af retsmøder i den såkaldte Atea-bestikkelsessag.
I går torsdag handlede retsmødet om den såkaldte konto 2840. I dag fortsætter afhøringerne i sagen, der er den største korruptionssag i nyere dansk historie.
Det kom torsdag frem, at der er blevet brugt omkring en million kroner fra den såkaldte "Konto 2840" til køb af rejser, dyre middage, udstyr og lignende deriblandt til højtplacerede folk i Region Sjælland.
Det kan du læse mere om her: Atea-sagen: Atea brændte mere end en million kroner fra Region Sjælland af på rejser og luksusmiddage
Computerworld er til stede i retten fra morgenstunden, hvorfra vi skriver live i takt med, at dagen skrider frem. Så stay tuned på denne kanal.
EFI-systemet koster DR kassen - meddeler DR
Skats fejlslagne it-projekt, EFI, koster DR dyrt. Lukningen af det fejlslagne it-system - der skulle håndtere inddrivelser for Skat - har betydet, at DR ikke kan inddrive den licens, som DR mener at have tilgode hos mange danskere.
De manglende betalinger har udhulet DR’s kassebeholdning, som er ved udgangen af 2016 var faldet til 236,7 millioner kroner. DR vil nu have staten til at give en statsgaranti, så der også fremover kan være penge til driften.
"Hvis ikke vil DR kunne blive tvunget til at reducere sine omkostninger i betydelig grad, alene af hensyn til likviditeten,” hedder det i et aktstykke til Folketingets Finansudvalg.
Center for Cybersikkerhed: Svært at sikre sig mod forestående angreb
De fleste it-folk ved jo nok, at it-sikkerhed i dag er en kompleks størrelse, der kræver både avanceret teknologi, viden, awareness, en forståelse for virksomhedens strategi og kerneprodukter samt en løbende indsats.
Budskabet bliver understreget af chefen for Center for Cybersikkerhed, Thomas Lund-Sørensen, som Finans kort har spurgt om, hvordan man kan gardere sig mod et forestående kæmpeangreb, som Computerworld skrev om for nogle dage siden.
“Det er faktisk ikke så enkelt, for man kan aldrig vide, om ens enhed har virussen. Man kan afhjælpe problemet ved at opdatere sin enhed og sørge for at ændre password,” siger han til avisen.
Man kan godt sikre sig, fortæller han. Men det koster penge, og derfor bør man overveje, hvor vigtig ens hjemmeside er for virksomheden, påpeger han.
Du kan læse mere om angrebet her: Massivt cyberangreb under opsejling: En million organisationer allerede berørt.
Nyt open source-værktøj fra Microsoft kan scanne dit system for huller
Microsoft har netop lanceret det open source-baserede Sonar-værktøj, som ifølge selskabet kan scanne websites løbende for sikkerheds-issues, interoperabilitiet, performance og flere andre ting.
Ifølge selskabet integrerer Sonar med en række scanning-tjenester som SSL Server Test, aXe, AMP Project og snyk.io.
Du kan læse mere hos Microsoft her og tjekke scanneren ud her: Analyze your website now.
Vigtig deadline overskredet for dansk it-firma
Danskstiftede og børsnoterede Ominto er fortsat i overhængende fare for at blive smidt ud ad Nasdaq-børsen, efter selskabet fortsat ikke har offentliggjort det kvartalsregnskab, som er hele grundlaget for balladen, skriver Børsen.
Ominto er stiftet af danske Michael Brudevold Hansen og står bag cash back-platformen Dubli.com.
Han har tidligere sagt til avisen, at han var på trapperne med en meddelelse, men intet er siden sket, og avisen kan nu ikke få fat i direktøren, skriver den.
Læs også: Pengene vælter ud af danskstiftede Ominto: Alligevel scorer direktør 21 millioner kroner i bonus.
Antallet af velgørende it-projekter i Europa vokser markant
Antallet af velgørende it-projekter [‘tech for good’-projects] i Europa vokser ganske kraftigt, skriver Financial Times. Begrebet dækker over it-projekter inden for eksempelvis græsrodsbevægelser, sundhed, fremme af politisk engagement, lokal netværks-dannelse, offentlige services og lignende.
Antallet af disse projekter er næsten fordoblet siden 2015 til i dag næsten 2.000 stykker.
“Det store spørgsmål er ikke længere, hvordan teknologi kan anvendes til samfundsmæssige formål, men hvorfor så få af disse projekter er gået mainstream på samme måde som kommercielle projekter,” lyder det i avisen.
“Nye teknologier har ændret de måder, som vi handler, rejser og socialiserer på, men det samme kan vi ikke sige om de samfundsmæssige udfordringer,” hedder det.
Ifølge avisen kan du finde et overblik over alle projekterne på Digital Social-websitet, hvor man også selv kan tilføje flere projekter.
Nvidia-topchef: Fuldt selvkørende biler inden for fire år
Vi kommer til at se de første fuldt selvkørende biler på gaden inden for de kommende fire år, mener topchef for og stifter af for chipgiganten Nvidia, Jensen Huang.
Nvidia er nok mest kendt som producent af grafikchip, men faktisk skiftede selskabet for nogle år siden fokus over mod nye teknologi-områder som high-performance computing, kunstig intelligens og selv-kørende biler.
“Det vil ikke tage mere end fire år, før vi har fuldt selvkørende biler på gaden. Men det er et åbent spørgsmål, hvornår flertallet af bilerne på vejene vil være selvkørende,” siger han til Reuters.