Den 29. september 2017 var en helt særlig dag for danske Kristian Kuhn, der er bosat i Mexico City.
Det var nemlig dagen, hvor han sammen med sine kolleger lancerede et nyt teleselskab i landet, Simplii.
Kristian Kuhn er stifter af Simplii og administrerende direktør i virksomheden. Det er en såkaldt mobile virtual network operator (MVNO), der anvender netværksinfrastrukturen hos Telefónica - et af verdens største teleselskaber.
Simplii-satsningen var ikke en beslutning, der blev truffet i løbet af natten, for Kristian Kuhn, der oprindeligt er uddannet fra DTU, har efterhånden tilbragt mange år i Latinamerika, hvor han har arbejdet for selskaber som Nokia Siemens Network og Ericsson.
Da Computerworld via Skype taler med ham på kontoret i Mexico City, slikker byen stadig sårene efter et stort jordskælv. Alligevel hører man lyden af travlhed på kontoret i baggrunden.
“Vi er lidt i et interimistisk miljø efter vores jordskælv her,“ fortæller Kristian Kuhn, mens vi forsøger at få Skype-forbindelsen til at være tilstrækkelig stabil.
Som Danmark for 20 år siden
Efter nogle minutter lykkes det, og Kristian Kuhn finder et roligt sted, hvor han kan fortælle, hvad det egentlig er, han vil med Simplii i Mexico.
“Hvis vi går cirka 20 år tilbage i tiden i Danmark, begynder Frank Rasmussen, Morten Strunge og alle de her at introducere det, som vi nu kender som et MVNO-koncept.”
“Hvis vi kigger på de danske priser og det danske marked for 20 år siden og på markedsdynamikkerne på det tidspunkt, så skete der det, at MVNO’erne og gjorde det langt mere forståligt og nemt at at være telekunde - og de rykkede fuldstændig ved dynamikkerne på markedet,” forklarer Kristian Kuhn.
Muligheder i Mexico
Kristian Kuhn fortæller, at selvom lønningerne i Danmark er høje i en global sammenhæng, har vi alligevel nogle af verdens laveste mobilpriser takket mere ikke mindst MVNO’erne.
Sådan er det ikke i Mexico, hvor der i dag er tre store operatører. Telcel, der ejes af multimilliardæren Carlos Slim, har den største del af kagen og har, hvis man skal tro Kristian Kuhn, behov for at blive udfordret af nye og mere innovative spillere.
“Vi starter her i Mexico, hvor der er 130 millioner mennesker, men vi har ambitioner i hele Latinamerika. Vi vil vise, at konceptet virker, og så vil vi ekspandere.”
“Vi tør at udfordre status quo med noget nyt.”
Læs også: Tre vigtige ting du kan lære af danskere med stor it-succes i udlandet
Hvordan kom I frem til, at lige præcis Mexico var stedet at forsøge det her?
“Jeg er opvokset i Afrika, er uddannet på DTU og har rejst verden rundt hos Nokia Siemens Network. I 2001 kom jeg til Brasilien, og mine teams har været med til at bygge de fleste mobilnetværk i Latinamerika. Så jeg kender Latinamerika rigtig godt, og mit hjerte ligger her - det er et fantastisk sted.”
“Jeg har nogle meget gode venner fra Firmafon i Danmark, der ofte har spurgt, om vi ikke skulle lave noget i Latinamerika, og det var et naturligt sted for mig at gøre det, fordi jeg føler, at det er her, jeg hører til.”
Det første år bliver afgørende
Kristian Kuhn og Simplii-teamet har arbejdet på projektet i det seneste års tid, men gik først i luften med teleselskabet i slutningen af september. Derfor er der endnu også kun få kunder.
“Vi lancerede det i weekenden, og vi er nu oppe på små 100 subscribers. Vi er ikke gået i gang med markedsføringen endnu, for vi er stadig ved at file kanterne af, før vi skal til at fyre op under vores online marketing-kampagne.”
Simplii satser på at kunne nå break even i løbet af det første års tid.
“Hvis alle ting flasker sig, så burde vi faktisk være der i løbet af et års tid. Til den tid begynder vi så at kigge på de næste lande.“
Hvordan har I skaffet startkapitalen?
“Det startede med min opsparing, og så kom der nogle angel investors ind. Det har været vores seed capital, og det, vi havde brug for for at kunne lancere. Nu er vi så i dialog om de kommende investor-runder, som vi vil få brug for. Det bliver mit fokus i løbet af de næste par måneder.”
Hvor mange folk er ansat i Simplii i dag?
“Vi er cirka 15 mennesker i øjeblikket. Vi har et dansk hold her lokalt i Mexico City, hvor vi er fire danskere, og så er vi i gang med at opbygge den lokale del i form af servicemedarbejdere og vores kommunikationshold. Det er i høj grad et virtuelt hold, for vi har også udviklere i USA.”
Holder grillfest for Telefónica
Hvordan er det anderledes at lave forretning i Mexico end i Danmark?
“Jeg kan fortælle dig, at det danske hold her spurgte mig: 'Hvorfor har du inviteret Telefónica på barbecue i din have?'”
“Det har jeg brugt meget tid på at forklare dem, for vi er et relationship-based samfund. Det vil sige, at det er forhold først, forretning bagefter. Du kan ikke som i Danmark bare gå ind og sige 'Hej, jeg hedder Kristian - må jeg få 15 minutter af din tid?'”
“Så man skal bruge tid på at skabe en en menneskelig forbindelse. Det kan godt være, at den er overfladisk, men du skal skabe en forbindelse og først derefter forfølge dine forretningsmæssige mål.”
“Samtidig er tingene selvfølgelig noget mere bureaukratiske og komplicerede her. Der er nogle ting, vi tager for givet i Danmark, som ikke fungerer så godt her. Det er eksempelvis at få et cvr-nummer.“
“Der er fokus på at forbedre den slags fra regeringens side, men det tager selvfølgelig noget tid. Tingene er lidt mere kluntede, bureaukratiske og langsomme her. Men sådan er det bare,” siger Kristian Kuhn til Computerworld over Skype fra Mexico City.
Læs også:
Tre vigtige ting du kan lære af danskere med stor it-succes i udlandet