Google har offentliggjort anden generation af selskabets Pixel-telefoner med de to nye Pixel 2 og Pixel 2 XL.
Det er Pixel 2 XL, der nok ender med at løbe med mest opmærksomhed.
Den er produceret af LG og har en skærm med meget smalle kanter omkring sig lige som LG’s G6, hvorimod den mindre Pixel 2 stadig har samme tykke kanter i top og bund som ældre smartphones.
Ikke desto mindre ser begge ud til at imponere på hardwarefronten.
Begge kommer med en Snapdragon 835, årets topprocessor fra Qualcomm, 4 GB hukommelse og 64/128 GB lagerplads.
Der er ingen minijack-stik i telefonen. Det manglende stik var ellers noget, som Google gjorde grin med sidste år, da Apple droppede stikket på iPhone 7.
Dertil kommer et 2.700 mAh/3.520 mAh batteri i Pixel 2 og Pixel 2 XL og begge er også IP67-vandresistente.
Læs også: Test af Samsung Galaxy S8+: Super lækker smartphone med få, men ærgerlige mangler
Vildt kamera
Kameraet i sidste års Pixel og Pixel 2 var indtil for nyligt ubesejret som værende det bedste mobilkamera nogensinde, og imponerende nok har Pixel 2 og 2XL allerede taget tronen tilbage.
Kameraeksperterne DxOMark har i hvert fald givet telefonerne en højere score end både Samsungs Note 8 og Apples iPhone 8 Plus.
Læs også: Kameraeksperter: Det bedste mobilkamera nogensinde sidder i de nye iPhones (opdateret)
Kamera-opsætningen er ens på begge kamera og er et 12.2 megapixel-kamera med dualpixels. Dualpixels betyder, at for hver pixel på sensoren sidder der faktisk to pixels.
Det giver bedre billedestabilisering og muligheden for at lave falsk sløring til portrætfotos (“bokeh”), ligesom på eksempelvis Apples iPhones, der dog benytter to sensorer til det samme.
Intelligent software
Google står for udviklingen af Android, så selvfølgelig har Google selv pillet ved Android-versionen i Pixel 2 og 2 XL.
Blandt andet er den indbyggede Google Assistant klogere end nogensinde før, og telefonen kan automatisk - med din tilladelse - indeksere dine fotos, så du nemt kan finde dem ved at søge på person- eller stednavne, selv om du ikke selv har tilføjet de informationer.
Du kan også tage fotos af objekter med kameraet - eksempelvis Den Lille Havfrue - hvorefter Google Assistant ved, hvad det er og kan give yderligere information.
Det samme forsøgte Samsung at fremvise med sin Bixby-assistent.
Læs også: Test af OnePlus 5: Stadig vanvittig meget telefon for pengene
Kommer ikke til Danmark
Umiddelbart lyder Google Pixel og Pixel 2 XL til at være et par gode telefoner, men du skal ikke lægge dig i kø nede ved den lokale telebutik.
Google Pixel 2 og 2 XL kommer ikke til Danmark. I hvert fald ikke i første omgang.
Sidste års Pixel-telefoner blev heller ikke solgt i Danmark, men kun i lande som Storbritannien, USA, Canada, Tyskland, Australien og Indien, og det samme gælder i år (Pixel 2 XL vil også blive solgt i Spanien, Singapore og Italien).
Du vil garanteret kunne købe Pixel 2 og Pixel 2 XL via parallelimport til en voldsomt overpris ligesom med Pixel og Pixel XL sidste år, og ellers kan du altid tage en forlænget weekend til London.
Prisen for de to nye telefoner er 649/849 dollars - knap 4.100 kroner og 5.400 kroner før dansk moms og told.
Læs også: Test af [b]Samsung Note 8: Fremragende, betagende og kraftfuld smartphone - men den er altså svinedyr[/b]