Skærmproducenten BenQ oprettede sidste år datter-brandet Zowie specifikt for at addressere det voldsomt vækstende eSport-marked af ofte unge gamere.
Gamere som bliver hjulpet på vej mod sejren i sine spil ved hjælp af god hardware - og altså også en god skærm med eksempelvis 144Hz.
Så vi har kigget på Zowie, eller nærmere bestemt Zowie XL2411 til en pris på knap 2.000 kroner, og vi er slet ikke i tvivl om, at hvis du har hardwaren til det, er det en god investering.
Kedeligt, men sobert design
XL2411 er ikke så “XL” som først antydet. Skærmen måler 24 tommer hen over skærmpanelet, der har en opløsning på 1.920 x 1.080 pixels. Her er ingen fancy”QHD”-opløsning, for så var prisen en helt anden.
Resten af designet, udseendet af skærmen, er konservativt, for at sige det mildt. Forfra minder den om en gammelt gråt billedrørskærm med dens IBM-grå plast, men vi er fans.
Mange andre skærme rettet mod gamere - særligt fra firmaer som Acer - byder på farverige riller, drabelige logoer eller spidse elementer, som intet bringer ud over udseende.
Der står ikke et eller andet drabeligt produktnavn som ROC eller Predator. Der står kun et lille “Zowie.”
Den føles solid og skal nok klare at blive båret med til LAN-parties forskellige steder, men det er ikke en skærm, der i sig selv trækker opmærksomhed.
Du har mulighed for at hæve og sænke skærmen samt rotere skærmen både vertikalt og horisontalt, men foden giver skærmen stabilitet nok til ikke at reagere, når du banker i tastaturet.
Du kan selvfølgelig også hænge det op via standard VESA-beslag.
Porte
Skærmen byder på de sædvanlige porte med en enkelt afstikker. Skærmen har HDMI-port, D-sub og måske vigtigst: DVI-duallink. Manglen på Display-port er dog et minus, og ikke alle grafikkort har i dag DVI-porte.
Skærmen
Skærmen er af LCD-typen TN, hvilket oftest er benyttet til gamer-skærme blandt andet på grund af den hurtigere respondstid (helt ned på 1ms), men dog ved lidt tab af farvekorrekthed og betragtningsvinkler.
Ud af pakken måtte vi også justere på farverne, før vi var tilfredse så forvent lidt opsætningstid.
Skærmens 144 Hz sammen med den lave respondstid på 1ms gør en verden til forskel fra at spille på en mere "almindelig" 60Hz-skærm. Skygger, bevægelser, hurtige kamerapanoreringer og elementer som skud og granaters bevægelser bliver meget mere tydelige, så du lettere kan reagere på det.
Skærmen har også et par unikke funktioner. Skærmen har indbygget “blur reduction”, som betyder, at billedet står skarpere i spil, hvor du konstant bevæger dig rundt som eksempelvis et FPS-spil som Overwatch, ligesom du kan aktivere "black eQualizer", der gør mørke områder i spil lysere, så det er lettere at se de slyngler, der gemmer sig i mørket for at nakke dig.
Jeg oplevede en markant forskel fra den eksisterende 60Hz-skærm ved min gamer-computer og så XL2411 fra Zowie. Jeg er ikke verdens bedste Overwatch- eller LOL-spiller, men jeg oplevede, at jeg hurtigere kunne reagere i pressede situationer, ganske enkelt fordi skærmen kunne vise mig det hurtigere.
Konklusion:
XL 2411 er kedelig at se på sammenlignet med tilsvarende skærme fra Acer, Asus eller AOC. Det ændrer dog ikke ved, at selve skærmen - det man kommer efter - kan give dig en stor merværdi, hvis du ikke allerede sidder ved en 144Hz-skærm.
Det kræver, at du har en computer med dertilhørende grafikkort, som yder nok. Hvis du kun knap rammer 60 fps i de fleste spil, vil en 144Hz-skærm være spild af penge, men sidder du med en FPS på over 120 i de fleste spil og ikke allerede har en 144Hz skærm, så går du virkelig glip af noget.
Det er et minus, at XL2411 ikke har DisplayPort, og at de vidunderlige 144Hz kun kan opnås via DVI-stikket. Ikke alle grafikkort har sådan et i dag, og du skal være sikker på, at din adapter og HDMI-kabel kan håndtere det.
Prisen for XL2411 ligger på omkring de 2.000 kroner, hvilket er godt givet ud.
Vi er fans, også selvom mangler en DisplayPort og, at vi skulle kæmpe lidt med farveopsætningen, inden det blev godt.
Men jeg fik også flere kills i Overwatch på grund af skærmen, og så bliver det jo ikke bedre.
Læs også: Test: Acer Predator 17 er et rovdyr af en gamercomputer