Danskerne er de rene dydsmønstre, når det kommer til anvendelsen af ulovlige tjenester til streaming og download af tv, serier, film og musik.
Sådan lyder konklusionen i en ny rapport fra virksomheden AudienceProject, hvor man har undersøgt, hvordan det står til med traditionelt tv og streaming-tjenester i de nordiske lande, i Storbritannien og i USA.
Undersøgelsen fra AudienceProject er baseret på en online-survey i første kvartal 2017 med over 14.000 respondenter.
Danskerne er mest lovlydige
Blandt danske mænd er det kun tre procent, der benytter ulovlige tjenester hver uge, mens 15 procent svarer, at de har gjort det på et tidspunkt.
Hos kvinderne er det endnu lavere: Her er det blot en procent, der anvender ulovlige tjenester hver uge, mens 12 procent har prøvet det på et tidspunkt.
Til sammenligning er det i Sverige otte procent af mændene og seks procent af kvinderne, der anvender de ulovlige tjenester på ugentlig basis, og 33 og 34 procent har gjort det på et tidspunkt.
Også i Norge, Storbritannien og USA er mænd og kvinder mere tilbøjelige til at bruge de ulovlige tjenester, end man er i Danmark. Kun i Finland er man mere lovlydige end i Danmark, konkluderer AudienceProject.
Ulovlige musiktjenester bruges stort set ikke længere
Hvis vi udelukkende kigger på musiktjenesterne, er danskerne også meget lovlydige sammenlignet med andre befolkninger.
Det er eksempelvis kun to procent af de danske mænd, der streamer eller downloader musik ulovligt på ugentlig basis.
I Sverige er det fem procent og i USA er det hele 13 procent.
Ikke så aktive med streaming
Måske lidt overraskende er det, at Danmark er det land i undersøgelsen, hvor færrest streamer eller downloader indhold hver uge.
Det er 52 procent af danskerne, der gør det, mens det i USA eksempelvis er hele 67 procent.
Norge og Sverige ligger på henholdsvis 56 procent og 59 procent, konkluderer Audience Project.
De mest populære streaming- og downloadtjenester hos danskerne er Netflix (64 procent), DR TV (53 procent), YouTube (41 procent), Viaplay (21 procent), TV2 Play (21 procent) og HBO Nordics (20 procent).
Læs også:
Nye tal: Så mange millioner koster pirateri musikbranchen i Danmark