Selvkørende busser og smarte ringklokker til cyklen, der advarer mod fare forude. Det var blot få af de digitale vidundere, der blev fremvist på dette års Folkemøde i Allinge på Bornholm, der netop er blevet afviklet.
Teknologi er blevet en dagordensættende tendens - også på folkemødet. Foruden fantastiske fremtidsudsigter bliver der trukket en digital vinkel ned over så godt som alle debatter i øjeblikket.
Politikerne er også blevet pjattede med at tale om potentialet i teknologi, senest eksemplificeret ved Troels Lund Poulsens begejstring for robotter i den danske industri.
Det kan du læse mere her: Robotter sender produktion fra Kina til Danmark
It-toppen taler politik
Det nye er, at it-toppen også vil til at tale politik.
Det er det indtryk, som Computerworld tager med sig fra årets ffolkemøde. For mens landets politikere havde travlt med flette teknologiske termer ind i deres talestrøm, så var toppen af den danske it-verden mødt op i Allinge for at udlægge dens syn på verden.
For når politikerne vil tale om teknologi, så vil branchen også høres.
Blandt andre Microsofts folk var mødt talstærkt op. Computerworld bemærkede minimum fem personer fra ledelsen, ligesom GlobalConnect, TDC, Telenor og André Rogachevsky fra Netcompany var at finde i Allinge.
It-spidserne var kommet til klippeøen for at blive hørt og deltage i mange digitale debatter om alt fra folkeskolen, kvinder i bestyrelser til den kommende persondataforordning.
Det er en naturlig udvikling for en branche, som beskæftiger knapt 86.000 ansatte, men hvis produkter og services bruges af hele Danmark. Og et mønster som også ses fra USA, hvor de store tech-bosser ikke er blege for at blande sig i politiske debatter.
Artiklen fortsætter under billedet...
Ingen frygt for teknologisk massearbejdsløshed
En anden ting, som vi blev klogere på i løbet af sidste uges folkemøde var, at frygten for robotterne tilsyneladende er delvist aflivet.
Tidligere er det blevet voldsomt debatteret, om robotterne i de kommende år ville oversvømme fabrikshallerne og skabe såkaldt teknologisk massearbejdsløshed.
Den frygt ser ud til at være blevet erstattet af et mere positivt teknologisyn.
Nu står den borgerlige regerings beskæftigelsesminister Troels Lund Poulsen (V) side om side med Claus Jensen fra Dansk Metal og hylder i dagens udgave af Børsen det faktum, at integrationen af robotter i danske virksomheder efter sigende trækker arbejdspladser hjem fra Kina.
Nuanceret syn på privacy fra nye spillere
En sidste ting, der kom med hjem i kufferten fra Bornholm, er lyden af stemmer, der ønsker at nuancere debatten om privatlivets fred.
Tidligere har den gennemgående stemme og de fleste deltagere i debatten talt for, at beskyttelse af rettighederne var det altovervejende hensyn, der burde tages.
Derfor har især forbrugerbeskyttelse og den omfattende overvågning, som Snowden afslørede, haft vind i sejlene når der blev snakket privatliv og it.
Men det ændrer sig måske nu i takt med at teknologien udbredes og perspektiverne for udbredelsen materialiserer sig.
Derfor var det interessant at følge debatter på årets folkemøde, hvor blandt andet patientforeninger argumenterede for, at vi kan risikere at misse store muligheder ved ikke at bruge for eksempel sundhedsdata til store analyser, når der skal findes en kur mod kræft, demens eller lignende.
Det er tvivlsomt, om det har en effekt lige nu, men det er interessant at høre nye stemmer i en privatlivsdebat, som traditionelt har raset mellem store it-firmaer og forbrugerorganisationer.
Giv dit besyv med i debatfeltet herunder.