Danske virksomheder tager slet ikke digitaliseringen seriøst nok. Det kan betyde, at det danske erhvervsliv taber afgørende skridt i det globale kapløb.
Det mener Toke Kruse (tv), der er iværksætter og manden bag regnskabsprogrammet Billy.
"Mange danske virksomheder har ikke taget digitaliseringen til sig og tager i det hele taget ikke digitaliseringen alvorligt nok," sagde han forleden under en debat på det årlige Folkemøde.
Her skulle iværsætteren debattere fremtidens arbejdsmarked sammen med Computerworlds chefredaktør Lars Jacobsen (midt)
Post Nord som eksempel
Opsangen til de danske virksomheder eksemplificerede Toke Kruses ved hjælp af Post Nord.
Den udskældte postomdeler har i løbet af de seneste måneder fået på hattepulden i den offentlige debat - blandt andet fordi den sammensmeltede dansk-svenske postvæsen er under pres.
Forretningen halter bagefter, fordi danskerne sender færre fysiske breve til hinanden, hvilket egentlig kan tolkes som en sejr for digitaliseringen.
Men Toke Kruse køber ikke, at at forretningen er kommet under pres af den grund.
"PostNord er et godt eksempel på nogen, der ikke har set digitaliseringen komme. Se mod Kina. Der er en kinesisk virksomhed, der er gået fra nul til en miiliard-forretning, og de leverer præcis det samme pakker som PostNord," siger han.
"De danske virksomheder skal ikke føle sig sikre, bare fordi de sidder bag nogle sikre grænser i Danmark. Digitaliseringen hopper lige over grænsen, og der skal nok komme nogen og tage jobsene, hvis man ikke digitaliserer. Der er mange danske virksomheder, der skal i gang med at gentænke, hvordan de får et produkt, der også er attraktivt på den lange bane."
Uddannelse kan være løsningen
Der er dog ikke nogen tvivl om, at Danmark ligger blandt de forreste i feltet, når det kommer til digitalisering.
Det var de to debattører enige om, ligesom de var enige om, hvor der skal sættes ind, hvis den position skal fastholdes.
"Vi kan helt sikkert vinde på den tunge uddannelsesfront. Vi er mere uddannet end de andre, og det er det vi skal slå på. Vi skal ikke slå på at pakke kasser," lød det fra Toke Kruse, der slog ind på den samme holdningsmæssige vej som Lars Jacobsen.
"Vi skal passe på, at vi ikke nogle gange glemmer, hvorfor vi er så gode. Det er som om, vi en dag fandt os selv frit svævende i luften og glemte, at uddannelsesniveau, fleksibelt arbejdsmarked og efteruddannelse faktisk har skabt forudsætningen for, at vi er så gode i dag," lød det fra Computerworlds chefredaktør, der også rettede en kritik af besparelser på uddannelsesområdet.