Artikel top billede

Microsoft lukker og slukker for webtjeneste - brugerne skal flytte alle filer hurtigst muligt

Webtjenesten Docs.com lukker og slukker, meddeler Microsoft, der samtidig beder brugerne om at flytte deres filer og indhold hurtigst muligt.

Efter omkring syv år på markedet er det slut med Microsoft-tjenesten Docs.com, der blandt andet bruges til at dele Office-dokumenter.

Docs.com, der blev etableret i 2010, har haft en omskiftelig tilværelse, og både funktioner og design er ændret flere gange undervejs.

Men nu er det slut med Docs.com, meddeler Microsoft.

"Microsoft lader Docs.com-tjenesten udgå fredag d. 15. december 2017," lyder det i en besked fra selskabet til brugerne af Docs.com

Oprindeligt var Docs.com et samarbejde mellem Microsoft og Facebook, der skulle give Facebook-brugerne adgang til Microsofts Office web-apps, men siden er fokus med tjenesten skiftet til fildeling og samarbejde.

Alle filer skal flyttes

Til december lukker og slukker Microsoft så for Docs.com, og det betyder også, at brugerne skal finde andre steder at opbevare deres dokumenter.

"Vi beder derfor alle brugere om at flytte deres eksisterende Docs.com-indhold til andre fillagrings- og delingsplatforme hurtigst muligt."

"Docs.com er ikke længere tilgængelig efter den ovennævnte dato," skriver Microsoft.

Derfor er der ikke længere behov for Docs.com

Samtidig uddyber selskabet, hvorfor behovet for Docs.com ikke længere eksisterer.

"Efter Microsofts opkøb af LinkedIn er SlideShare blevet del af Microsoft-familien og repræsenterer den ideelle platform til publicering af Word-, PowerPoint- og pdf-indhold med 70 mio. virksomhedsbrugere og et enormt indholdsbibliotek."

"Brugerdefineret deling fås i OneDrive med supplerende værktøjer, indstillinger for tilladelse og sikkerhed for at medvirke til at dele og beskytte dine data og dit indhold."

Læs også: OneDrive bliver bedre til at synkronisere filer med længe savnet funktion

Microsoft lægger med lukningen af Docs.com dermed op til, at brugerne i stedet skal over på de nævnte tjenester, ligesom Microsoft så kan fokusere sin indsats der.

"Vi håber, at vores ydelser bliver mere strømlinede med udfasningen af Docs.com-tjenesten, og at vi kan levere en mere sammenhængende oplevelse på området."

"Vi sætter pris på din vedholdende brug af vores tjeneste, og beklager enhver ulejlighed overførslen kan medføre."

Her er tidsplanen

Microsoft står samtidig klar til at hjælpe Docs.com-brugerne med automatisk sikkerhedskopiering af kompatible filer til OneDrive og OneDrive for Business.

Læs mere om det her

Her kan du se Microsofts tidslinje for udfasningen af Docs.com:

9. juni 2017 - Oprettelse af nye Docs.com-konti understøttes ikke længere. Hvis du har en eksisterende Docs.com-konto, kan du stadig få vist, redigere, publicere, downloade og slette dit eksisterende indhold. Hvis du har eksisterende Journal- og Om-sider, kan du redigere dem på Sway.com.

19. juni 2017 - Hvis du bruger Docs.com med en arbejds- eller skolekonto kan din Office 365-administrator automatisk overføre alt Docs.com-indhold til OneDrive for Business på dine vegne. Vi opdaterer denne artikel med specifikke oplysninger på ovenstående dato.

1. august 2017 - Publicering og redigering af indhold på Docs.com understøttes ikke længere. Hvis du har en eksisterende Docs.com-konto, kan du stadig få vist, redigere eller downloade dit eksisterende indhold.

9. juni til 14. december 2017 - Hvis du har en eksisterende Docs.com-konto, kan du logge på og vælge at få dit eget indhold sikkerhedskopieret automatisk til OneDrive. Når dine data er blevet overført, ændres Docs.com-funktionaliteten til skrivebeskyttet, og links til dine dokumenter og filer omdirigeres til den nye placering på OneDrive.

15. december 2017 - Docs.com-webstedet og al dets indhold udgår officielt. Webstedet kan ikke længere tilgås efter denne dato.

15. maj 2018 - Evt. links til dit Docs.com-indhold, som du tidligere har delt med andre, og som automatisk er omdirigeret til dit overførte indhold på OneDrive (eller OneDrive for Business), fungerer ikke længere efter denne dato.

Læs også:

Gratis Office Web Apps til alle FaceBook-brugere

OneDrive bliver bedre til at synkronisere filer med længe savnet funktion