Unity er en af de største danske it-succeser i nyere tid. Nu er softwarevirksomheden på vej mod nye globale højder.
Unity har netop modtaget et gigantisk kapital-tilskud på omkring 2,7 milliarder kroner.
Det skriver nyhedsbureauet Bloomberg. Det er venturefirmaet Silver Lake, der foretager en investering på 400 millioner dollars i Unity Technologies.
Softwarevirksomhed, der blev stiftet tilbage i 2002 i København, har i dag 1.300 ansatte og hovedkvarter i San Francisco. Der er dog fortsat også omkring 250 medarbejder i Danmark.
I dag anvendes Unity Technologies' platform til at udvikle spil til alt fra iPhone og Android til pc'er, spilkonsoller og virtual reality-briller.
Attraktivt investerings-mål
Unity har ifølge Bloomberg været i dialog med flere forskellige mulige investorer, men valget er altså faldet på Silver Lake.
Flere andre inveseringsvirksomheder har allerede skudt penge i Unity, der har voldsom vækst og succes med sine løsninger til spilbranchen.
770 millioner gamere i berøring med Unity
Unity Technologies' platform bruges til at udvikle spil og apps i 2D og 3D, ligesom den også understøtter virtual reality og augmented reality.
De spil, der er udviklet med Unitys platform, er i berøring med over 770 millioner gamere over hele verden hver eneste måned. Spillene blev downloadet fem milliarder gange alene i tredje kvartal 2016.
34 procent af de 1.000 mest populære mobilspil er udviklet med Unitys teknologier. Blandt de store, kendte kunder er Coca-Cola, Disney, Electronic Arts, LEGO, Microsoft, NASA, Ubisoft og Warner Bros. Samtidig er der et hav af mindre spilvirksomheder, der anvender Unity.
Det vurderes, at Unity som selskab med den nye kapital er 2,6 milliarder dollars værd, omkring 17,3 milliarder danske kroner.
Lånte penge af forældrene til at begynde med
Medstifter David Helgason har netop fortalt hele historien om Unity til Computerworld.
Her kommer han også ind på, hvordan det så ud med pengene i starten:
"Vi låner lidt penge af en af vores fædre og lidt af banken," forklarer David Helgason.
"Vi forsøgte også at snakke med nogle danske investorer, men vi var en lille størrelse og kunne ikke selv helt forklare, hvorfor det var en god idé at investere i det, vi havde gang i."
I dag har Unitys situation ændret sig ganske meget.
"Vi har omkring 250 mennesker siddende i København og noget tilsvarende i San Francisco."
"Vi er cirka 1.300 medarbejdere i dag, hvor resten så er placeret alle mulige steder. Det er meget spredt med store kontorer i blandt andet Brighton, Helsinki og Montreal," forklarer David Helgason i interviewet til Computerworld.
"Jeg tror godt, at man kan sige, at Unity voksede viralt, men normalt tænker man det virale som noget, der sker over en weekend. Det tog meget længere tid for os."
Læs hele interviewet og få den fulde historie om Unity:
Læs også:
Danske it-successer er milliarder af kroner værd - men hvor skal de næste komme fra?