I mine tidligere klummer om Blockchain har jeg redegjort for selve indretningen og ideen bag den smarte kontrakt.
Herudover har jeg dels kigget nærmere på nogle af de udfordringer, som kan opstå vedrørende gennemsigtighed og privatliv, dels nogle af de udfordringer som kan tænkes at opstå i forhold til forbrugersegmentet og deres indgåelse af smarte kontrakter.
Dette indlæg vil kigge nærmere på fleksibiliteten af smarte kontrakter, som kan udgøre en af de større udfordringer for denne kontrakttypes virkelige gennembrud.
Endvidere vil kontrakternes forhold til den fysiske verden blive inddraget, da dette punkt har stort praktisk betydning.
Som udgangspunkt kan smarte kontrakter være - i hvert fald i teorien - helt automatiserede og selvhåndhævende. Fra det øjeblik, hvor vilkårene er indkodet i en computer og placeret på en blockchain, vil kontrakten fuldstændig upartisk og uden at divergere fra kildekoden eksekvere koden.
Særligt for erhvervsdrivende er der fordele i en sådan kontrakt, da mange af de traditionelle tillidsbyggende handlinger, som almindeligvis anses for værende en uadskillelig del af at indgå kontrakter, vil kunne skæres fra.
Transaktionsomkostningerne sænkes altså de facto væsentligt.
Behov for fleksibilitet - hvad gør man?
Mange advokater og andre aktører, der arbejder med koncipering af skriftlige dokumenter, ved, at det ikke er muligt at udarbejde kontrakter, der inddrager alle plausible scenarier og mulige udfald - ej heller i common law-lande, selvom kontrakter i disse lande almindeligvis vil være langt mere omfattende.
Af denne grund har domstolenes nøglefunktion altid været at træffe afgørelse i sager, hvor omstændighederne har ændret sig på en uforudset måde, og parterne af denne grund er havnet i en tvist.
En smart kontrakt vil (typisk) tage højde for dette ved at stille krav om, at enhver mulig afvigelse fra status quo - og i det hele taget fortolkningen af status quo - skal afgøres af en ekstern voldgiftsmand eller mægler, som således tager stilling til, hvorvidt der overhovedet er sket en afvigelse fra det oprindeligt aftalte.
Er det tilfældet, vil kontrakten selv herefter kunne tage stilling til, hvorledes tvisten skal behandles, og vil derfor være selvregulerende efter den eksterne aktørs beslutning.
Der kan dog opstå en situation, hvor parterne ikke vil have en streng overholdelse af kontrakten - som tilfældet ellers er i ovennævnte situation.
De kan i stedet befinde sig i en situation, hvor de ex ante ønsker at kontraktens håndhævelse bør bygge på og være afhængig af for eksempel retfærdighed i den givne situation.
Dette kan kræve større involvering fra parterne selv eller øvrigt udpegede aktører, men denne tilgang til håndhævelsen, hvor der benyttes andre mekanismer end blot streng håndhævelse, kan vise sig meget værdifuld, såfremt parterne ønsker at indgå kontrakter fremadrettet.
De vil altså muligvis i højere grad kunne bygge videre på det gode, professionelle forhold mellem parterne. Dette bør parterne have med i sine overvejelser, når de indgår aftalen, og kildekoden udarbejdes.
Kunstig intelligens kunne være en løsning
Til trods for de skitserede muligheder for at smidiggøre en kontrakt, vil fleksibilitet fortsat være et af områderne, som potentielt kan udgøre en barriere for smarte kontrakter, eftersom man forsøger at indbygge fleksibilitet i et system, der per definition forekommer ufleksibelt.
Netop dette vil kunne afhjælpes af kunstig intelligens (artificial intelligens), som kan indarbejdes i kontraktgrundlaget, og positivt vil kunne medvirke til, at den generelle efterlevelse og håndhævelse af kontrakten kommer til at ske.
Dog vil AI ikke i sig selv på nuværende udviklingstrin kunne bidrage med den efterspurgte rimelighed eller økonomiske effektivitet.
Det forekommer dog plausibelt, at vi om ikke alt for længe vil have AI på et så veludviklet niveau, at dette vil kunne finde sted. For nu er smarte kontrakter dog nødsaget til at være udefinerede på nogle områder og være afhængige af input fra advokater eller dommere.
Koblingen til den fysiske verden
Med det sagt, er der også en anden hæmsko, som kan spille ind på populariteten af smarte kontrakter.
For hvordan kobler vi den virtuelle kontrakt med den fysiske verden?
Tager vi eksempelvis en blockchain, der indeholder et register over ejerskab til forskellig landjord, kan selve arbejdet med at få denne information ind i et blockchain-register eller overført til en smart kontrakt vise sig at være den nemme del.
Det er nemlig selve spørgsmålet om at kunne verificere, at en person som hævder at have ret til bestemt landjord, også har denne ret, som kan vise sig vanskeligt.
Det, der i realiteten er nødvendigt for at sikre den så afgørende tillid til systemet, er, at alle registrerede rettigheder på blockchain 2.0-applikationer er underlagt ensartede retsregler, og herudover at informationen er indført og ajourført i et centralt register, der vedligeholdes af en pålidelig tredjepart eller staten.
At lave denne kobling mellem den virtuelle og fysiske verden, som er nødvendig hvis handel skal kunne ske, vil ofte være langsommelig og bekostelig.
Tak til min Bird & Bird kollega, stud.jur. Morten Bernhardt, for hjælp med udarbejdelsen af dette indlæg.
Klummer er læsernes platform på Computerworld til at fortælle de bedste historier, og samtidig er det vores meget populære og meget læste forum for videndeling.
Har du en god historie eller har du specialviden, som du synes trænger til at blive delt?
Læs vores klumme-guidelines og send os noget tekst, så kontakter vi dig - måske bliver du en del af vores hurtigt voksende korps af klummeskribenter.