The Upstarts af journalisten Brad Stone er en læseværdig bog, som fortæller historien om en nyslået internetmillionær, som ikke kunne få en taxa i San Fransisco.
Og historien om et par fattige designstuderende, som ville tjene en ekstra skilling ved at leje deres sofa ud.
For det var sådan de kontroversielle, men også populære, tjenester Uber og Airbnb startede for snart 10 år siden.
Kontroversielle fordi de med deres udgangspunkt i en mangelvare som pålidelig transport (i USA) eller billige overnatningsmuligheder udfordrede - og stadig udfordrer - myndigheder og etablerede erhvervsinteresser.
I bagklogskabens ulideligt klare lys er det nemt at se, at når først de tekniske udfordringer var overvundet (ideen til Uber blev oprindeligt undfanget før iPhonen) ville kampen stå på den politiske scene med PR- og lobbyister som parternes frontsoldater.
Den historie er også spændende og har været dækket tæt her på Computerworld.
For politik er, med en omskrivning af Carl von Clausewitz, fortsættelsen af teknologi- og forretningskampen med andre midler.
Vi lever i røverbaronernes tidsalder
Eller som John Wolpert, stifteren af den nu lukkede Uber-konkurrent Cabulous, siger i bogen:
"Vi lever i røverbaronernes tidsalder hvor du med nok penge og de rette kontakter kan ignorere de eksisterede regler. Du kan endda bruge overtrædelsen i din markedsføring. Og stadig vinde."
I lighed med selskaber som Taxi Magic valgte Cabulous at samarbejdede med de eksisterende taxi-selskaber og chauffører. En beslutning som måske var mere politisk spiselig, men som også betyder at ingen af selskaberne i dag længere er aktive.
De mange interviews og miniportrætter af konkurrenter og centrale spillere, der har en del af æren for Ubers og Airbnbs vækst, er i det hele taget med til at gøre The Upstarts: How Uber, Airbnb, and the killer companies of Silicon Valley are changing the world både interessant og letlæst.
Og undervejs møder vi både de folk, som ikke troede på ideerne. Og investoren, som i 2008 satsede 585.000 dollars på Airbnb-iværksætterne, for i dag at sidde med en ejerandel der anslås til at være over fire milliarder dollars værd.
Det er den slags historier, som myter skabes af. Men med The Upstarts kommer du også et spadestik dybere end den normale nyhedsomtale af nogle af de interessante selskaber, som er er med til at forandre verden på godt og ondt - og dem som fejlede.
Det gør The Upstarts til en læseværdig bog for dig, som er nysgerrig på hvor de frække firmaer egentlig kom fra.
Læs også om da en 51-årige fik job i en amerikansk start-up virksomheden: Allerede den første dag på arbejde indså han, at det måske havde været en fejl at sige ja til jobbet