Omkring hver syvende dansker har oplevet af blive snydt på nettet, viser en ny rapport fra Forbrugerrådet Tænk, hvilket svarer til cirka 600.000 skuffede danskere.
Og tendensen er stigende.
I perioden fra 2011 til 2016 er antallet af anmeldelser om databedrageri steget fra 647 tilfælde i 2011 til 22.339 i 2016.
Der er dermed sket en mangedobling af danskernes anmeldelser af digitalt bedrageri på bare fem år.
Som et modsvar mod den stigende tendens har Forbrugerrådet Tænk i samarbejde med Det Kriminalpræventive Råd og TrygFonden udviklet en app, der skal hjælpe forbrugere til at blive klædt bedre på mod de it-kriminelle.
Appen hedder Mit Digitale Selvforsvar og findes gratis til både iOS og Android.
Advarer mod phishing-kampagner
App'en 'Mit digitale selvforsvar' skal ruste forbrugerne til at passe på deres personlige oplysninger, hjælpe dem med at gennemskue fup på nettet og undgå it-kriminalitet.
Måske den vigtigste funktion i appen er et løbende advarselsfeed fra eksempelvis Nets, der advarer mod phishingmails i omløb. Andre samarbejdspartnere er blandt andet NC2, Danske Bank, Nordea, Forbrugerombudsmanden og E-mærket.
"App'en er unik, fordi den både advarer om aktuelle trusler med live-advarsler, tilbyder redskaber, råd og vejledning til sikker færden på nettet og endelig hjælper dem, der uheldigvis er blevet ofre for it-kriminalitet," siger Henrik Dam, formand for Kriminalpræventive Råd, som finansierer udviklingen af app'en.
I appen finder du også en god mængde viden til at undgå at havne i phishing-suppedasen samt viden til, hvad du skal gøre, hvis du frygter at have åbnet en ondsindet fil eller din computer bliver ramt af ransomware.
Imens nogle af rådene og informationerne virker banale, er det måske en god ide at dele appen med virksomhedens ansatte, som måske ikke forstår vigtigheden ved it-sikkerhed.
Læs også: Ransomware as a service boomer: Så nemt kan menigmand angribe dig med ransomware