Når man som virksomhed outsourcer it-opgaver, er den primære årsag, at man ønsker at kunne fokusere på kerneforretningen.
Det svarer 60 procent af deltagerne i en ny rapport fra PA Consulting Group og Whitelane, hvor over 1.000 unikke outsourcing-kunder fra Danmark, Norge, Sverige og Finland deltager som respondenter.
I rapporten svarer 59 procent af outsourcing-kunderne også, at det handler om besparelser, når man outsourcer.
Læs mer om rapporten: Dansk outsourcing-bølge på vej: Derfor vil virksomhederne outsource i stor stil
Det interessante er så, at outsourcing-leverandørerne har en lidt anden udgave af, hvorfor outsourcing er vigtigt.
Her siger 71 procent nemlig, at forretningstransformation er den vigtigste driver for kunderne i de kommende år. 65 procent siger dog samtidig også, at besparelser er vigtige.
Det er dog tydeligt, at der ofte er en forskel i opfattelsen af outsourcing-argumenterne, når man spørger kunder og leverandører.
Artiklen fortsætter under figuren...
Vil opnå forskellige ting
Computerworld har spurgt Henrik Ringgaard Pedersen fra PA Consulting Group, der er en af forfatterne til rapporten, hvorfor de to parter kan have så forskellige opfattelser af outsourcing?
"Når vi sætter os ned med parterne og spørger, hvad formålet med denne her outsourcing er, afsløres det tit, at det er nogle forskellige ting, man prøver at opnå."
"Leverandøren siger måske, at man vil drive forretningstransformationen, og kunden siger, at der skal leveres stabil drift til billige penge."
"Det er lidt groft sat op, men det oplever vi altså nogle gange. Man har ikke fået afstemt forventningerne og succeskriterierne."
Henrik Ringgaard Pedersen tilføjer, at den meget høje hastighed, både teknologier og forretninger udvikler sig med i dag, også kan være en udfordring i forhold til outsourcing-kontrakter.
"Man er nødt til at lave kontrakterne på en måde, så de kan tilpasses over tid. Det skal være mere agilt."
Det skal du overveje
Henrik Ringgaard Pedersen fra PA Consulting Group forklarer, hvad man grundlæggende skal overveje, når man vil outsource it-opgaver.
"Er der et marked for det? Altså er der andre, der gør det?" lyder et af spørgsmålene, man skal stille sig selv, ifølge Henrik Ringgaard Pedersen.
"Og så handler det om, hvor strategisk vigtig denne her opgave er for dig. Det er ikke fordi, du ikke skal outsource, hvis den er strategisk vigtig - men så skal du overveje, hvordan du outsourcer."
"Kritisk masse er også noget af det, mange virksomheder skal overveje: Har jeg selv medarbejdere og kompetencer til at kunne gøre det her med den kvalitet, jeg vil have."
læs også: Stor opgørelse over kunders tilfredshed med outsourcing-kontrakter: Sådan klarer din leverandør sig
Forretningstransformation kræver et andet mindset
Henrik Ringgaard Pedersen siger samtidig, at det kræver ekstra overvejelser, hvis man vil forsøge at tage fat på en forretningstransformation sammen med en outsourcing-leverandør.
"Vi ser nogle virksomheder gøre det og med blandet succes."
"Flere og flere virksomheder går over i nogle mere langsigtede partnerskaber med færre leverandører, som man så laver et større engagement med."
"De partnerskaber er så drevet af nogle fælles KPI'er, hvor begge parter har hånden på kogepladen. Det er der leverandører og kunder, der klarer rigtig godt, mens der også er nogle, der har svært ved det."
"Nogle kunder har lidt svært ved at forstå, at det sådan set ikke er en leverandør, men en partner, der skal have medindflydelse, hvis den også skal kunne stå på mål for det."
"Så man skal have det rigtige mindset omkring det partnerskab og nogle fælles succeskriterier, som begge parter skal stræbe efter," siger Henrik Ringgaard Pedersen.
Er it ikke kerneforretning?
Er der ikke er noget selvmodsigende i, at kunderne vil outsource it for at kunne fokusere på kerneforretningen, når kerneforretningen er lig med it og digitalisering i mange virksomheder i dag?
"Jo, forretningsudvikling og kerneforretning er smeltet sammen med it og digitalisering. Det er de færreste brancher, der efterhånden ikke har it og digitalisering som en kerneydelse eller en vigtig del af det at sikre deres kerneydelser."
Henrik Ringgaard tilføjer dog, at virksomhederne outsourcer mange forskellige ting og af forskellige årsager:
"Nogle virksomheder outsourcer den tekniske drift og infrastrukturen og nogle gange også applikations-vedligehold og -support."
Udvikling og design kan så være en være en anden historie, siger han.
"Og sådan noget som særlige ERP- og logistik- og andre kernesystemer vil mange måske også opfatte som en del af kerneforretningen og derfor vælge at beholde selv."
Ifølge rapporten fra PA Consulting forventer 50 procent af virksomhederne i Danmark at outsource mere i år, end de gjorde sidste år.
Læs mere om det her:
Dansk outsourcing-bølge på vej: Derfor vil virksomhederne outsource i stor stil
Stor opgørelse over kunders tilfredshed med outsourcing-kontrakter: Sådan klarer din leverandør sig
Her er listen: Danmarks dygtigste it-virksomheder til outsourcing, hosting og drift
Her er den næste bølge outsourcing: Inderne vil helt ind i kernen af din forretning