Der er høj efterspørgsel efter it-folk med højt kompetenceniveau i Danmark i disse år, hvor it-løsningerne og behovene bliver mere og mere komplekse.
Den type efterspørgsel har ofte afsmittende effekt på løn-niveauet for højtuddannede medarbejdere.
Blandt de højtuddannede it-folk - der har uddannelser på kandidat-niveau- er det datalogerne, der har den klart højeste årsløn.
Det viser en ny undersøgelse over den løn, som man kan forvente, hvis man tager en kandidat-uddannelse, som tænketanken Cepos har udarbejdet for Berlingske Business.
Ifølge listen giver uddannelsen som cand.merc i datalogi den højeste løn blandt de danske it-kandidater, nemlig 812.703 kroner om året. Det svarer til en gennemsnitlig månedsløn på knap 68.000 kroner.
I bunden på listen over lønninger til it-kandidater ligger personer, der har taget en kandidatgrad som cand.it i Games. De får i gennemsnit 431.941 kroner om året. Det svarer til en gennemsnitlig månedsløn på 36.000 kroner.
Her er listen fra Berlingske Business over gennemsnitlige lønninger for it-uddannelserne:
- Datalogi cand.merc.: 812.703 kroner om året.
- Datalogi cand.scient.: 758.576 kroner om året.
- It til organisationer, cand.it. 692.422 kroner om året.
- Civilingeniør (it), kand. 653.323 kroner om året.
- Datalingvistik, cand.ling.merc. 646,299 kroner om året.
- Tværfaglig it, cand.it. 642.664 kroner om året.
- E-business, cand.it. 614.524 kroner om året.
- Softwareudvikling og -teknologi, cand.it. 546.106 kroner om året.
- IT-informatik, civiling.kand. 526.262 kroner om året.
- Civilingeniør (Elektronik-IT), kand. 510.743 kroner om året.
- Digital design og kommunikation, cand.it. 457.377 kroner om året.
- Games, cand.it. 431.941 kroner om året.
Sælgere tjener mest i it-branchen
Tidligere tal fra IT Branchen viser, at gennemsnitslønningerne i den danske it-branche toppes af sælgere af it-udstyr.
Deres gennemsnitsløn ligger dog en en del under de højest-lønnede kandidater med et niveau i omegnen af 590.000 kroner om året eller godt 49.000 kroner om måneden.
Det kan du læse mere om her: Her får man den højeste løn i den danske it-branche.
Den danske it-branche beskæftiger omkring 84.000 danskere. Hertil kommer alle de personer, der arbejder med it uden for selve branchen. Der har i det seneste år især været øget efterspørgsel efter software-udviklere og it-konsulenter.
IT-Branchen har tidligere peget på, at den eneste grund til, at der ikke er beskæftiget endnu flere danskere i it-branchen er manglen på folk.
Ifølge IT-Branchen har helt op til hver tredje it-virksomhed måtte opgive at besætte stillinger på grund af manglen på kvalificeret arbejdskraft.
Ifølge it-jobportalen IT-Jobbank er der herhjemme især er mangel på folk med kompetencer inden for .Net og PHP.
Det kan du læse mere om her: Disse it-folk er danske it-virksomheder især på udkig efter
De høje lønninger er ikke mindst i det offentlige en udfordring, da mange it-folk vælger at søge over mod det private erhvervsliv, der ofte betaler bedre.
Således oplever de danske kommuner ofte, at it-folk siger op, fordi de får tilbudt mange tusinder kroner mere om måneden i løn fra private selskaber.
Det kan du læse mere om her: It-folk gider ikke have job i staten: "Det rækker altså ikke at tilbyde en it-professionel med 15-20 års erfaring 27.000 kroner om måneden"
Den danske it-branche vokser: Så mange danskere er beskæftiget i it-branchen