Det kan godt være, at 3 er den mindste dreng i klassen sammenlignet med TDC, Telia og Telenor, men det er 3's muskler, der vokser hurtigst i disse år.
Selskabet har netop offentliggjort endnu et årsregnskab med masser af vækst på de vigtige parametre.
Omsætningen i 3 steg med 12 procent i forhold til året før, så 3 nu har en omsætning på 3,2 milliarder kroner.
Samtidig gik det også glimrende med driftsresultatet (EBIT), der steg med 11 procent til 430 millioner kroner, mens nettoresultatet bankede i vejret med hele 16 procent til 402 millioner kroner før skat.
Det hele bunder i både en solid og velsmurt drift, men også i, at kundefremgangen i 3 fortsætter.
3 hentede således 47.000 kunder i 2016, så kundebasen gik frem med fire procent i forhold til 2015.
3 har nu ialt 1.201.026 kunder i Danmark.
Selskabet oplyser videre i en pressemeddelelse, at det investerede 189 millioner kroner i netværk i 2016, og at skatteomkostningen i 2016 lyder på 72 millioner.
Markedet er råt
"3 kommer i mine øjne flot ud af 2016 resultatmæssigt. Markedet er fortsat råt og præget af hård konkurrence om kunderne," lyder det i en kommentar fra Morten Christiansen, administrerende direktør i 3.
"Dette afspejler sig i vores begrænsede, men dog godkendte indtag af kunder. Til gengæld er vi i årets løb lykkedes med at sælge mere til kunderne på tværs af vores sortiment og tillægsprodukter, hvilket ses i vores EBIT, som steg med 11 procent," siger han.
"Vi har stenhårdt fokus på at drive en effektiv forretning, hvor vi samtidig kan være agile og ændre prioriteringer løbende for at optimere vores position i markedet," lyder det desuden fra direktøren.
Også i 2017 forventer 3 at kunne øge markedsandelen, oplyser selskabet.
"Et af årets store temaer bliver EU's regulering af roamingpriser, som kan blive en udfordring for nogle selskabers regnskaber."
"Vi har dog allerede indregnet denne omkostning i vores regnskaber, siden vi lancerede 3LikeHome i 2014, og derfor forventer vi ikke at blive ramt så hårdt af det."
Årsregnskabet fra 3 dækker også 3's Oister og Zenji.
Læs også:
Teleselskabet 3 skovler kunder ind: Kaprede 47.000 nye mobilkunder i 2016
Preben Damgaard investerer stort millionbeløb i Plenti - mobilselskabet nærmer sig 100.000 kunder