I 1990 var det blot tre procent af verdens produktion, der blev foretaget i Kina. I dag er det omkring 25 procent.
Ifølge det britiske nyhedsmagasin The Economist bliver 80 procent af verdens air-condition-anlæg, 70 procent af alle verdens mobiltelefoner og 60 procent af alle verdens sko produceret i Kina.
I løbet af knap et kvart århundrede har Kina altså udviklet sig til hele verdens produktionshal, og det er i dag svært at finde en elektronisk dims, der ikke er produceret i Kina.
I dag kan det være svært at forestille sig, at Kinas greb om verdensproduktionen vil forsvinde.
Men ifølge Henrik Schärfe, der er direktør for teknologifonden Autonomous og tidligere professor på Aalborg Universitet, ser vi i øjeblikket en teknologisk udvikling, der i løbet af de kommende år vil komme til at udfordre den forretningsmodel, som Kina har baseret en stor del af landets vækst på.
Læs også: Gratis konference: Kom og lær af Amazon, Google og Dansk Supermarked på Computerworld Summit
De cyber-fysiske systemer kommmer
Ifølge Henrik Schärfe skyldes det fremvæksten af det, som han kalder for "cyber-fysiske systemer".
Det er et begreb, der bruges til at beskrive produktionsanlæg, som er kendetegnet ved at være super-fleksible og som hurtigt kan om-konfigureres, så det kan udføre mange forskellige typer opgaver.
Et af de bedste eksempler på det er 3D-printere.
Her betyder de seneste års hastige teknologiske udvikling, at flere og flere virksomheder har adgang til avanceret 3D-modellering og 3D-printersystemer.
Udover at give virksomheden lettere og hurtigere adgang til at lave prototyper, så kan det revolutionere både produktionen og distributionen af produkterne.
Læs også: Kom med indenfor i Danmarks hemmelige verdensklasse-uddannelse
Produkter der tidligere blev produceret i Asien, kan nu i stedet produceres lokalt - tæt på slutbrugeren.
"Du behøver ikke længere at sende et produkt rundt om jorden tre gange, før det havner hos kunden. I stedet kan du blot sende en softwaremodel til en printer sammen med en materialespecifikation," siger han.
Og det kan ifølge Henrik Schärfe få konsekvenser for de asiatiske lande, der baserer deres økonomi på produktion.
"Lande som Kina har gennem årene levet i kraft af en bestemt forretningsmodel, hvor der er fokus på produktion. Det kan meget vel være, at de nu skal til at finde en ny forretningsmodel," siger han.
Flere produkter bliver "made in Denmark"Henrik Schärfe forestiller sig derfor, at vi vil opleve at produktionen ikke længere bliver flyttet ud af landet, men at flere industriprodukter i fremtiden bliver "made in Denmark".
Det betyder dog ikke nødvendigvis et nyt stort boom i industriarbejdspladser i Danmark - eller andre vestlige lande.
"Vi ved endnu ikke, hvilke konsekvenser det vil få for jobskabelsen," siger han.
Men Henrik Schärfe forestiller sig at fremkomsten af 3D-printere i industrien vil betyde, at der bliver skabt en ny type job.
"Vi har i årevis fjernet hænder fra industriarbejdspladser gennem automatiseringer, men jeg tror, at vi i fremtiden vil få brug for nye hænder, der varetager nye opgaver. Det kommer til at ske i takt med, at digitale processer glider ind i designarbejdet og udviklingen af nye produkter," siger han.
Allerede i dag ser vi ifølge Henrik Schärfe, at virksomheder tager teknologien til sig.
3D-printere bliver blandt andet anvendt i flyindustrien, hvor store dele af mange jetmotorer ifølge Henrik Schärfe i dag er 3D-printet.
Han fortæller også, at Mærsk har udstyret flere af virksomhedens skibe med avancerede 3D-printere, hvilket gør det muligt at printe nye reservedele ombord på skibet.
Det er ikke tryllestøv
Henrik Schärfe understreger dog, at det ikke er en udvikling, der med et fingerknips kommer til at ændre verden.
"Det er ikke et tryllestøv som vi kan kaste ud over industrien, og som herefter fra den ene dag til den anden slår benene væk under hele industrier eller transformerer den. Men i første omgang åbner det et hav af nye muligheder, som virksomheder kan benytte sig af," siger han.
Læs også: Inden 2020 vil én af disse teknologier forandre dit liv totalt
Derfor er der også stadigvæk situationer, hvor 3D-printerne kommer til kort i forhold til traditionelle produktionsformer.
"For mange virksomheder er holdningen til 3D-printing ofte lidt af et religionsspørgsmål og et spørgsmål om design-filosofi," forklarer Henrik Schärfer og uddyber:
"Der er nogle virksomheder, der ikke mener, at 3D-printere endnu er i stand til at løse de opgaver, hvor der skal sprøjte og støbes lige så effektivt som ved almindelig industriproduktion."
Men ifølge Henrik Schärfer vil vi komme til at se udvikling, hvor 3D-printerne bliver bedre til at håndtere forskellige typer materialer.
"Det er et område, som der for tiden bliver investeret rigtig mange forskningskroner i. Forventningen er derfor, at vi kommer til at se, at rigtig mange typer af nye print-teknologier og produktionsformer vinder frem, fordi vi bliver bedre og bedre til at printe med materiale som eksempelvis jern, skum og kulfiber, " fortæller han.
Læs også:
Her er ni gigantiske it-virksomheder fra Kina, som de færreste danskere har hørt om
Historien om hvordan Japan begik harakiri som elektronik-stormagt