New York: For 106. gang siden 1911 har den amerikanske detailorganisation National Retail Federation (NRF) trommet folk inden for detailhandel sammen for at tale om trends foran og især bag kasseapparatet.
I år er konferencen med tilnavnet "The Big Show" stærkt præget af digitale tendenser, der kan få kasserne til at klinge med fyldte dollar, yen, kroner, euro, pund og rubler.
Det betyder, at der flere steder i Jacob K. Javits Convention Centre på Vestmanhattan højlydt bliver talt it'sk om tendenser som big data, robothjælp, kunstig intelligens blandt NRF-konferencens 33.000 deltagere fra godt 3.000 selskaber i 94 lande.
"Det siges, at detailhandlen vil forandre sig mere i de kommende fem år, end vi har set i de forgangne 50 år," lyder det fra formand Bill Brand fra den interaktive detailkæde HSNI i åbningen af konferencen.
Stor rekrutteringsudfordring
Herefter åbner blandt andre administrerende direktør Greg Foran fra den amerikanske supermarkedskæde Walmart en paneldiskussion om de udfordringer, som detailhandlen står over for.
"Vi er kun så gode, som vores sidste handel viser," siger han.
Hn peger på, at mange af supermarkedskædens teknologiske landevindinger sker ved at afprøve dem i først én butik, derefter 10, så 100 og så i alle kædens 11.500 butikker.
For at ramme så rigtigt som muligt i første hug, skal alt fra indkøb, til lagerstyring, over markedsføring og til det afgørende salg i den enkelte butik styres så godt som muligt ved hjælp af dataindsamlinger.
Store dataindsamlinger. Om kunder. Om varer. Om optimal lagerstyring og markedsføring.
En udfordring for detailhandlernes data-brydning er, at der inden 2022 skal hyres en million it-folk inden for blandt andet dataanalyse, webudvikling og social medie-marketing alene i USA.
Læs også: Mangler du kvalificeret arbejdskraft? Her er en (måske) oplagt løsning
Maskinen lærer om dine indkøb
Siden 2012 er der allerede hyret en halv million folk i den amerikanske detailhandel.
"Vi skal jo altid have de folk, der kan forudsige, hvad kunderne skal bruge. Og her får vi selvfølgelig i høj grad brug for teknologi og teknologi-folk," forklarer Terry J. Lundgren fra Macy's, en amerikanske kæde af knap 850 stormagasiner med en årlig omsætning i alt på knap 200 milliarder kroner.
"Det er ikke kun teknologi-folk til de fysiske butikker, vi mangler. Hver fjerde amerikaner er tilknyttet detailhandlen, men stort set alle amerikanere har en smartphone, så den platform skal vi selvfølgelig også være endnu mere til stede på i de kommende år," fortsætter Terry J. Lundgren fra Macy's.
Så mens mobiludviklingen stadig ses som en stor udfordring - og mulighed - i detailhandlen, udser Greg Foran fra Walmart, at machine learning bliver det næste naturlige skridt for alverdens butikker at investere i.
"Vi ønsker fleksibilitet og forudsigelser, men hvor vi havner med machine learning, er endnu for tidligt at sige," lyder det fra Walmart-direktøren.