8.000 bredbåndskunder i Odense skiftede nytårsnat fra at have Stofa som internetleverandør til den lokale antenneforening Glenten.
Det har været et noget opsigtsvækkende forløb, der har været op til leverandør-skiftet.
Ikke nok med, at Stofa og Glenten har været igennem en voldgiftssag om, hvornår kontrakten om at levere internet skulle udløbe.
Efter Glenten vandt den sag, var parterne også rygende uenige om, hvordan selve skiftet så skulle foregå.
Glenten har blandt andet anklaget Stofa for chikane, mens Stofa omvendt har udtalt, at Glenten ikke har villet tage en dialog om, hvorvidt antenneforeningen ville købe kundeaftalerne med de mange tusinde bredbåndskunder.
Læs om sagen her: Dansk antenneforening og Stofa i bitter strid om 8.500 modemmer: Skal de overleveres - eller sendes på lossepladsen?
Nytårsnat fandt leverandørskiftet dog sted trods polemikken, og indtil videre tyder alt på, at der er hul igennem til internettet hos brugerne.
Det fortæller Glentens direktør, Lars J. Knudsen, til Computerworld.
"Vi har i hvert fald ikke fået nogen klager. Så man kan sige, at operationen lykkedes. Hvis vores medlemmer har fulgt anvisningen, har de det internet, de har bestilt."
"Dem, som ikke har fulgt vores anvisninger, har internet, men de har en lavere hastighed, end vi kan byde ind med, indtil de får skiftet deres modem."
"De henvendelser, vi fik fra morgenstunden den 1. januar, gik på det helt lavpraktiske omkring, hvordan og hvorledes det nu lige var med den ledning og så videre," lyder det fra Glentens direktør mandag.
Anklager om chikane
Antenneforeningen Glenten har kritiseret Stofa i hårde vendinger i forbindelse med, at aftalen mellem Glenten og Stofa skulle udløbe til nytår.
Med kontraktens ophør skulle internetkunderne ikke længere have internet fra Stofa, men kunne så i stedet vælge at benytte sig af Glentens internetprodukt.
Glenten mente blandt andet, at Stofa burde udlevere de nødvendige MAC-adresser og kundedata, så Glenten kunne komme i gang med at levere internet til medlemmerne via de modems, der allerede stod ude hos kunderne. Læs mere om det her.
Stofa mente dog, at Glenten havde misforstået, hvad der skulle ske ved aftalens udløb. Se hele Stofas udlægning af sagen her:
Stofa afviser anklager fra antenneforening: Vil da ikke overdrage alle kunderne kvit og frit
Kort før jul skrev Stofa et brev til kunderne med besked om, at selskabet ikke ville udlevere kundeoplysningerne til Glenten på grund af persondataloven - og at kunderne efter den 31. december ikke længere ville kunne bruge deres modemmer.
"Modemmet kan herefter afleveres på din lokale genbrugsplads," lød det i brevet - en melding som Stofa dog senere trak i land med igen i et nyt brev, efter at Glenten havde anklaget Stofa for at chikanere medlemmerne.
Glenten oplyser, at bredbåndsbrugerne i Odense står til at spare omkring 1.800 kroner om året ved skiftet, hvis man tager udgangspunkt i sammenlignelige bredbåndshastigheder.
Læs også:
Stofa afviser anklager fra antenneforening: Vil da ikke overdrage alle kunderne kvit og frit