Den første retssag i bestikkelsessagen finder sted i disse dage i retten i Glostrup.
Tre tidligere offentligt ansatte, to fra Københavns kommune og en fra DSB, sigtes for at have modtaget gaver og ekstraordinære rabatter i forbindelse med køb af elektronikvarer fra Atea.
Yderligere tre offentligt ansatte skal for retten den 8 december og 19 januar.
Du kan læse hele vores livedækning af tirsdagens retssag her: Tirsdagens liveblog: Sådan forløb bestikkelsessagen i retten
En af de tiltalte anklages for at have modtaget Apple-udstyr for over 12.000 kroner i 2012.
En anden af de tiltalte, der i sin tid arbejde hos Københavns kommune, sigtes for at have modtaget en iPhone 3, Nokia 3710, HTC Desire, iPhone 4, Cisco Router, 2 x iPad og en HP-bærbar for i alt 53.000 kroner.
En tredje sigtes for at have modtaget en Sony Ericsson-telefon, iPhone 4, Samsung Galaxy X Cover, Apple iPad 2, iPad 3 til en samlet værdi på 18.000 kroner.
Alle har modtaget enhederne fra Atea. Enten som en gave, som et "test-produkt" eller som en købsvare med en markent nedsat pris.
Starter med region Sjælland-sagen
Sagen udspringer af Region Sjælland-sagen vedrørende en rejse til Dubai, som Atea havde betalt i 2014.
En sag hvor Ateas danske direktør er sigtet: Ateas danske direktør sigtet i bestikkelsessag
I forbindelsen med ransagningen af Ateas computere finder politiet en lang række mails, der omtaler gaver og voldsomme rabatter til offentligt ansatte.
Det førte i sommeren 2016 til sigtelsen af 28 offentligt ansatte fra Statsadvokaten hos Særlig Økonomisk og International Kriminalitet (SØIK), bedre kendt som Bagmandspolitiet.
I forbindelse med ransagninger af personernes hjem blev der fundet iPads, smartphones og andet elektronik, der kan spores tilbage til de føromtalte mails.
Ja til gaverne, nej til bestikkelse
Tirsdagens tre tiltalte nægtede sig alle skyldige i at have modtaget bestikkelse, men erkendte at have modtaget samtlige enheder (iPads, tablets, router) af Atea på nær en enkelt computer.
Det drejer sig blandt andet om iPads, som de offentlig ansatte hos DSB og Københavns kommune har modtaget uden at have betalt for dem.
Ligeledes har Atea på anmodning fra de offentlige ansatte tilbudt iPad og smartphones med en klækkelig rabat. En af de tiltalte betalte 2.000 kroner for en iPad og en iPhone til en samlet værdi af 12.000 kroner til en bryllupsgave.
"Som med alt andet leder man jo efter et godt tilbud, og jeg må indrømme, at jeg ikke undrede mig over prisen. Jeg havde besluttet mig for at købe en iPad og en iPhone til konen, og derfor kiggede jeg ikke på, hvad den kostede," forklarede den tiltalte.
Sagen vil sætte en dagsorden
Offentlig ansatte må som udgangspunkt ikke modtage gaver, og offentlige ansatte må heller ikke modtage rabatter, som andre forbrugere ikke vil have adgang til, forklarer anklager fra bagmandspolitiet, Jørn Thostrup.
Når der står "som udgangspunkt", er det for at sikre, at man gerne må takke ja til en buket blomster som sygeplejerske eller en æske chokolade fra pårørende på et plejehjem.
Og det er det, sagen drejer sig om: At finde ud af om iPad-computere og smartphones hører under bagatelgrænsen, eller om det er ulovligt i forhold til straffelovens §144.
Hvem der har tilbudt gaver og rabatter i denne sag er underordnet. Sagen handler om modtagelse af bestikkelse, og bliver de tre kendt skyldige, vil det uden tvivl have effekt på offentlige myndigheder, der skal have spredt budskabet internt.
"Det er jo bare test-udstyr. Sådan gør alle"
Den tiltalte fra DSB havde modtaget smartphones og en iPad for at teste dem i forbindelse med brug i DSB. Hverken telefoner eller iPad blev efterfølgende sendt tilbage til Atea.
Det er almindelig praksis i private virksomheder, at låne udstyr fra leverandører til test, før man køber. Udsagn fra de tiltalte viser dog, at der også ser ud til at være samme kultur i det offentlige.
To af de offentligt ansatte havde modtaget såkaldte testprodukter, som efter test-perioden ikke blev leveret tilbage til Atea. Ofte gik produkterne efter endt test "ned igennem systemet" og blev arvet af de tiltaltes ægtefælle eller børn.
Påstanden er, at sådan gør alle. Man køber ikke produkter ind til test, hvilket også Københavns Kommune bekræftede under retssagen. Dog er det proceduren, at det testede produkt efterfølgende afleveres tilbage eller indgår i det efterfølgende køb og benyttes i arbejdsregi.
Atea-chef sagde god for gaver og rabatter
Hver af de tiltalte blev præsenteret for samtlige enheder, som anklagemyndigheden mente, at den tiltalte havde modtaget.
Hver gang blev gaverne, eller køb med høj rabat, bakket op af interne mails fra Atea.
Hver gang havde en af Ateas key account managers taget kontakt op i systemet til en ledende Atea-chef, der hver gang sagde god for overdragelsen af gaven eller rabatten. I de sendte mails stod der flere gange, om det var okay at give dem væk eller med "monster-rabat".
Det er forbudt ifølge straffelov §144 at modtage "anden fordel", hvad et tilbud med rabat kan være, som offentlig ansat.
Retssagen fortsætter onsdag med vidneforklaring mod de tre offentligt ansatte og fortsætter i begyndelsen af december og senere i januar med flere sager mod offentligt ansatte.
Læs også:
Ny sigtelse i bestikkelsessag: Atea betalte privat tur til Dubai (2015)
[b]Den store bestikkelsessag: Problemet rækker langt dybere end bare Region Sjælland.
Atea sigtet i stor bestikkelsessag: Kan komme til at koste selskabet dyrt
Rigspolitiet har fyret endnu en chef i Atea-sagen
Højtprofilerede sælgere stoppede i Atea under stor mystik: Nu bliver de sigtet i bestikkelsessag
Dansk it-bestikkelsessag griber om sig - nu inddrages også PostNord