Det er kun få dage siden, at Apple måtte udsende en meddelelse om skærm- og multitouch-problemer i iPhone 6 Plus.
Og nu er den gal igen.
Denne gang er det batterierne i den uhyre populære iPhone 6s, der får Apple til at gå ud med en meddelelse:
"Apple har fastslået, at et meget lille antal iPhone 6s-enheder uventet kan lukke ned," skriver Apple.
"Dette er ikke et sikkerhedsproblem, og det påvirker kun enheder inden for et afgrænset serienummer-område, der blev produceret mellem september og oktober 2015."
"Hvis du har oplevet dette problem, så besøg venligst en autoriseret Apple-serviceleverandør og få din enheds serienummer tjekket for at bekræfte retten til en gratis batteriudskiftning," skriver Apple til kunderne.
Stiller krav til iPhonens tilstand
Mens Apple i den nye iPhone 6s-sag altså tilbyder en helt gratis reparation, så er der med den anden sag, der vedrører iPhone 6 Plus, kun tale om, at man kan få rabat på reparationen.
Læs mere om det her.
Apple skriver dog også om batteriproblemerne i iPhone 6s, at iPhonen vil blive tjekket for at sikre, at den lever op til kravene for en gratis batteri-udskiftning.
"Hvis din iPhone 6s har skader som en ødelagt skærm, der har indflydelse på udskiftningen af batteriet, vil det problem skulle løses forud for batteri-udskiftningen. I nogle tilfælde kan der være en omkostning forbundet med reparationen."
Apple oplyser, at de ramte kunder - der lever op til kravene - kan få batteriet udskiftet gratis i op til tre år efter, at iPhone 6s kom på markedet.
Det gjorde den sidste efterår.
Læs også:
Apple om skærmproblemer på iPhone - nu kan kunderne få en "billig" reparation
Her er alle anmeldelserne af den nye iPhone 6s: Er den de mange penge værd?
Magtskifte på vej: Samsung og Apple mister grebet om smartphonemarkedet - konkurrenter stormer frem