Internettet har et problem. Eller rettere: De gigantiske globale tjenester som Google og Facebook, som ligger som et lag oven på internettet, har og er et problem.
Det mener Christian Peytz, stifter af og direktør i Peytz & Co, som selv gik online første gang i 1994.
Som en af det kommercielle danske internets pionerer har han siden midten af 1990''erne skabt netforretninger for både Børsen og TV 2 og siddet som mangeårig formand for FDIM, internetbranchens første brancheforening.
Og siden 2003 under eget tag som direktør for Peytz & Co.
Det er den erfaring, han trækker på, da Computerworld besøger ham og de 70 ansatte i Københavns nordvestkvarter for at høre, hvordan internettet egentligt har i dag - 25 år efter den første hjemmeside gik i luften.
Den første hjemmeside
Det skete helt præcist 6. august 1991, da siden http://info.cern.ch kom online fra det fælleseuropæiske forskningscenter CERN, hvor idemanden bag det moderne internet, Tim Berners-Lee, arbejdede.
Tim Berners-Lees chef havde ellers, da han fik notatet i 1989, blot noteret i toppen, at det oprindelige forslag var "uklart, men spændende...".
Og det var også ret uklart, hvad man skulle bruge nettet til i den første uskyldige periode, da Christian Peytz sad hos Børsen i midten af 1990'erne.
Her handlede det om, at man måske kunne bruge de nye smarte e-mails som alternativ til de dyre fax-aviser, som Børsen sendte ud hver morgen.
Artiklen fortsætter under billedet...
Derefter gik Christians rejse til tv2.dk, som blev en af datidens største danske internetportaler fra første dag.
Men samtidig var der sket noget afgørende: Verden var, med Christian Peytz ord, blevet 'crazy'.
Pludselig kunne simple portaler sælges for astronomiske beløb, og investorer stod parat med penge til ethvert firma, som ville noget med internettet at gøre.
Det var ifølge Christian Peytz et berettiget skift i investorernes fokus.
For verden blev til et marked og virkeligt meget større med internettet og online-tjenesterne.
Og det gik godt. Indtil det gik galt, og pengestrømmene svandt ind med dot-com sammenbruddet i år 2000 og 2001.
Dot-com var ikke kun en fejl
Christian Peytz er dog ikke parat til at afskrive dot-com-bølgen som en historisk fejltagelse:
"Selvfølgelig kan man diskutere de konkrete værdiansættelser på firmaerne, men hvis man kigger på, hvad folk sagde om nettet den gang i 1998-1999, så holder meget af det stik. Vores fejl var, at vi som sædvanligt overvurderede, hvor hurtigt tingene ville ske og undervurderede, hvor store ændringerne ville blive. Nu står vi midt i ændringerne."
Det er de ændringer, der har skabt online-giganter som Facebook og Google, som Christian Peytz i dag kigger bekymret på.
Facebook og Google har vundet
Ikke fordi han som sådan har noget imod de to tjenester, for han er faktisk overbevist om deres gode intentioner.
Men fordi de er blevet så store, at de reelt er at sammenligne med infrastruktur a la vandledninger, el-net eller selve forbindelsen til internettet.
Den størrelse, og de mange data som de indsamler om os, gør dem i stand til at levere services, som hænger sammen på tværs af enheder.
Det er noget, som Christian Peytz ikke tøver med at betegne som "skidesmart."
Men, påpeger han, størrelsen er selve problemet. For som det er nu truer tjenesternes størrelse både konkurrencen og selve det frie ord på nettet.
"Facebook og Google har vundet forbrugerne og har et globalt og lokalt reach, som giver dem en altdominerende position. Det kan vi lige så godt indse. Bagsiden er, at næsten alt, hvad de laver af nyt, dermed er konkurrenceforvridende. Det eneste, som næsten kan stoppe dem, er antitrust-lovgivning", forklarer han.
Her er netop dilemmaet ifølge Christian Peytz. For brugerne elsker, når produkter og service hænger sammen og efterspørger stadig flere tjenester fra de store firmaer.
Men på den anden side står EU og konkurrencekommissær Magrethe Vestager (R) og truer tjenesterne med bål, brand og bøder.
Artiklen fortsætter under billedet...
Et godt eksempel er Googles Flight-tjeneste, som viser en række flyafgange og selskaber i forbindelse med en almindelig søgning som "Fly til Las Vegas".
Det er potentielt smart for forbrugerne, der kan bruge Google-søgninger som portal for alle indkøb.
Men er du konkurrent, eller EU-konkurrencekommissær, så er den enkle forklaring, at Googles størrelse gør servicen til en dødelig konkurrent for andre firmaer, der formidler flyrejser.
Fortsætter vi derfor som vi plejer, er Christian Peytz derfor ikke i tvivl om, at vi ender med "retssager om konkurrenceforhold fra nu og til dommedag."
Facebook er infrastruktur
Ifølge Christian Peytz er løsningen ikke at slække på kravene til de store virksomheder på nettet. I stedet skal vi se på tjenesterne på en ny måde:
"De store tjenester er blevet infrastruktur. Og så må vi regulere dem derefter. I gamle dage havde man nationaliseret dem, som man gjorde med jernbanerne, fordi de blev set som så vigtige. Men i dag er der ikke nogen nationer, selv ikke USA, som kan nationalisere Google."
Løsningen handler derfor om, at få sikret lige adgang på lige vilkår til de store globale tjenester. Det burde EU og Vestager ifølge Christian Peytz være langt mere optaget af.
Norske avisfotos og danske bryster
Regulering ville samtidig løse nogle af de eskalerende problemer som især Facebook har med at håndtere brugernes indhold på den sociale tjeneste.
Senest hvor den norske avis Aftensposten, som fik blokeret et ikonisk krigsfoto af en nøgen pige der grædende flygter fra et napalmangreb under Vietnamkrigen.
Sagen endte med, at Facebook måtte acceptere, at billedet blev vist på den sociale tjeneste.
Den viste samtidig i hvor høj grad Facebook optræder som en usynlig og vilkårlig dommer over tjenestens indhold.
Det er en rolle, som Christian Peytz ikke mener, at Facebook er egnet til at håndtere - eller i virkeligheden ønsker sig:
"Hvis man tænker over det, så er der noget grundlæggende usundt over, at det er op til Facebooks direktion at bestemme, om der må være bryster globalt. Tænk hvis direktionen en dag besluttede, at der ikke måtte blive vist kvinder, medmindre de havde slør på." siger han og fortsætter:
"Jeg tror slet ikke, at Facebook har ønsket sig at sidde her som en eller anden censor. Selskabet er bare vokset og vokset på at levere service til brugerne. Og så nu sidder det med diskussioner om, hvorvodt det skal vise det ene eller andet, og det er helt oppe og vende hos Mark Zuckerberg med spørgsmål om, hvorvodt det er ok at vise nogle af Donald Trumps opdateringer."
Netop censor-rollen understreger for Christian Peytz endnu engang problemet med at have tjenester, som reelt er at sammenligne med infrastruktur, men som reelt er under privat og uigennemsigtig kontrol.
Reguler adfærd, ikke teknologi
Det er et problem for os som borgere på nettet. Men det er også, slår Christian Peytz fast, et problem for Google, Facebook, Apple og lignende tjenester:
"De er groft sagt fucked på kort sigt. For alle vil have alt til hænge sammen med data og services, men ifølge lovgivningen så må de ikke. Og så er de samtidig så store at når de tager en beslutning om bryster så giver det genlyd over det hele."
Derfor er både adgangen for firmaer og privatpersoner ikke længere et spørgsmål om at få adgang til nettet. Men også et spørgsmål om at få adgang til de store firmaers tjenester, som i dag reelt sorterer og filtrerer vores adgang til tjenester og informationer.
Firmaer som i dag kun står til regnskab over for deres bestyrelser og aktiemarkedet.
Skal vi fikse det problem, så kræver det, at vi begynder at lave regulering efter infrastruktur og ikke teknologi.
Eller som Christian Peytz udtrykker det:
"Det er på tide, at vi regulerer adgang og adfærd i stedet for teknologien."