Watson, cognitive business og cloud computing.
Det var hovedbudskaberne på IBM Danmarks Business Connect-konference onsdag i Tivoli Congress Center i København.
Her kunne IBM-medarbejdere, -partnere og -kunder høre administrerende direktør Henrik Bodskov ridse IBM's - og dermed også kundernes - fremtid op.
Under sloganet "A new era of thinking" forsøger IBM at demonstrere, hvordan cognitive business og kunstig intelligens - hvad der i IBM-terminologi groft sagt kaldes Watson - hænger sammen med et andet hot emne: Disruption.
"Teknologien er her faktisk nu. Teknologien er i spil - i modsætning til sidste år, hvor man måske tænkte: Er det lidt varm luft fra IBM?" indledte Henrik Bodskov konferencen med omkring 1.100 deltagere.
Han forklarede, hvorfor man i 2016 som virksomhed skal passe på med at stå stille. Man skal ganske enkelt tage nogle chancer for at kunne overleve, mener Henrik Bodskov.
"Man skal springe ud i tingene. Som virksomhed gør det ikke noget, at man springer lidt videre, end man gør i dag," forklarede IBM Danmark-direktøren og tilføjede, at IBM som virksomhed selv har oplevet, at det modsatte kan have alvorlige konsekvenser:
"Det har vi også måtte erkende i IBM. Hvem skulle tro, at vi i IBM ville blive disruptet af en boghandler? Men det skete faktisk med Amazon, og det havde en ret stor indflydelse på vores forretning."
"Derfor er vi også en cloud-forretning i dag," lød det fra Henrik Bodskov.
IBM's store transformation
IBM har globalt som lokalt her i Danmark i en række år været i gang med at omstille sig til nye forretningsområder.
Læs meget mere om det her.
Den store transformation har kostet mange medarbejdere jobbet, og IBM er endnu ikke i mål med de nye forretningsområder, der skal opveje faldet i indtjeningen i de gamle - men det går den rette vej.
I den forbindelse er der næppe tvivl om, at det passede Henrik Bodskov og IBM ganske godt, at deltagerne på dette års Business Connect-konference kunne møde to store IBM-kunder på scenen, ISS og Novo Nordisk, der begge anvender IBM's Watson- og cognitive business-løsninger.
"Jeg er stolt af, at Danmark er et land, hvor der virkelig sker noget, og hvor tingene flytter sig," lød det fra Henrik Bodskov, der heller ikke undlod at nævne det nye innovationcenter med 250 ansatte, som IBM har annonceret vil blive oprettet i Danmark.
Læs om det her: IBM åbner nyt innovationscenter i Danmark - skal bruge 250 medarbejdere
Artiklen fortsætter under billedet...
Samarbejdet med Novo Nordisk og ISS
Vincent Turgis, der er senior vice president for it i Novo Nordisk, beskrev i sit oplæg, hvordan medicinalgiganten bruger digitaliseringen og ikke mindst de avancerede cognitive business-løsninger i research og produktudvikling.
"Fremkomsten af digitale teknologier og de muligheder, de giver, er kommet samtidig med, at der er udfordringer i sundheds-systemer," lød det.
Novo er især interesseret i udnyttelsen af trends som health tracking, digital terapi og nye platform for data- og healthcare analytics.
"Vi hører alle om big data og cloud, og når du får data leveret konstant i stedet for to-tre gange om dagen, er det naturligvis ret interessant," lød det fra Novo-chefen med henvisning til, hvordan en diabetes-patient i dag og i fremtiden registrerer sine sundhedsdata.
"Når vi ser på at bringe alting sammen for at kunne hjælpe patienterne, mener vi, at vi kan bygge det sammen med IBM. Vi er en innovations-drevet virksomhed, og det er IBM også," sagde Vincent Turgis
Læs også: IBM Danmark lander kæmpekontrakt med ISS: Skal levere Watson IoT til 25.000 bygninger
Jesper Ladegaard Mikkelsen, der er leder af 'integrated facility services' i servicegiganten ISS, forklarede, hvordan Watson, internet of things og cognitive business ændrer måden, man kan drive og optimere store kontorbygninger på.
"Vi ser vigtigeheden af i langt højere grad at begynde at arbejde med cognitive business. Vi er på vej hen imod at blive langt mere outcome-baseret og til i langt højere grad at levere værdi til kunderne."
"Vi tror på, at der er rigtig meget data, som vi kan gå ind og understøtte vores kunder med. Hvordan kan vi understøtte en langt højere brugertilfredshed ved hjælp af data?" lyder et centralt spørgsmål hos Jesper Ladegaard Mikkelsen og ISS.
"Alt sammen med det formål, at vi minimerer omkostningerne ved at drive en bygning, og at vi optimerer brugeroplevelsen."
Samtidig blev det fremhævet af Henrik Bodskov, at Watson og cognitive business ikke kun er relevant for store koncerner som ISS og Novo Nordisk:
"Det dur ikke at komme ud med den store forkromede løsning. Man er nødt til at starte i et hjørne. Derfor man man bruge det i både store og små virksomhederne," lød det fra IBM-direktøren på Business Connect-konferencen i København.
Kniber stadig med regnskaberne
Henrik Bodskov blev administrerende direktør i IBM Danmark sidste efterår, og han har i det seneste år stået i spidsen for massive forandringer i IBM Danmark med satsningen på nye forretningsområder som cognitive computing og ikke mindst Watson.
Læs mere her: IBM Danmark i fuld gang med massive forandringer: Her er planen
Senest har han også været med til at annoncere åbningen af et nyt IBM-innovationscenter i Danmark, hvor 250 ansatte skal arbejde med blandt andet teknologier inden for big data, cognitive computing og nye digitale forretningsområder.
Læs mere om det her.
IBM Danmark har dog - trods den omstilling, der nu har stået på i en årrække - fortsat store problemer med at levere vækst og positive resultater.
I årsregnskabet for 2015 fik IBM Danmark et underskud på 146 millioner kroner på bundlinjen.
I 2014 var selskabets underskud på 175 millioner kroner, og lægger man de seneste fem års resultater sammen, har IBM Danmark haft et samlet underskud på 450 millioner danske kroner.
Kun i 2012 blev det til et overskud på beskedne seks millioner kroner.
IBM Danmark havde i det seneste årsregnskab 2.286 fuldtidsansatte.
Læs også:
IBM Danmark i fuld gang med massive forandringer: Her er planen
IBM åbner nyt innovationscenter i Danmark - skal bruge 250 medarbejdere
Endnu et kæmpe-underskud til IBM Danmark - har tabt 450 millioner kroner på fem år
IBM Danmark lander kæmpekontrakt med ISS: Skal levere Watson IoT til 25.000 bygninger