Horsens må vinke farvel til tv- og bredbåndsselskabet Stofa, der efter 60 år med hovedsæde ved Horsens har besluttet i stedet at satse på Aarhus.
Læs om det her.
400 Stofa-medarbejdere skal derfor nu samles i det nye hovedkontor i Aarhus Syd, hvor også flere aktiviteter fra Stofas ejer, SE, skal flytte hen.
Beslutningen om at flytte hovedsædet til Aarhus bunder i høj grad i kampen om at kunne skaffe de dygtigste digitale medarbejdere, lyder det fra Ole Fruekilde Madsen, der er administrerende direktør i Stofa.
"Når vi opslår stillinger til eksempelvis vores udviklingsafdeling, er det vanskeligt at finde folk, der virkelig har kompetencerne inden for software-kodning og som forstår en tv-verden," forklarer han til Computerworld.
Ikke kun Aarhus
Samtidig tilføjer Ole Fruekilde Madsen dog, at selvom det er vigtigt at have virksomhedens kerne og den digitale ekspertise samlet i Aarhus, skal konkurrencen om de digitale ressourcer ikke begrænses til Aarhus.
"Nu flytter vi til Aarhus, men vi skal ikke tænke i, at Aarhus er det eneste sted, man kan arbejde for Stofa."
"I en digitaliseret verden kan man jo sidde i Auckland i New Zealand og kode og have et meget tæt samarbejde med Stofa, uden at man nødvendigvis har en funktionærkontrakt ved Stofa. Det er den måde, vi skal tænke det på."
"Men vi skal bruge nogle ressourcer (i Aarhus, red.), som evner at styre den slags projekter, og som har kompetencen til både at forstå et softwareudviklingsprojekt og til at styre et netværk af underleverandører."
Alligevel mener Ole Furekilde Madsen, at Stofa skal holde fast i det, selskabet altid har arbejdet med - det skal så bare ske på nutidens præmisser:
"Stofas DNA er, at vi i 60 år har gjort underholdning let tilgængeligt forstået på den måde, at man ikke skulle have en parabol på sit tag."
"Grundlæggende skal vi også gøre underholdning let tilgængeligt de næste mange år - vi skal fjerne bøvlet. Vi skal gøre den digitale underholdning let tilgængelig. Det er det, vi skal bruge udviklingsressourcer til," siger Stofa-direktøren til Computerworld.
Stofa har godt 900 medarbejdere, hvoraf i omegnen af 100 har en længere it-uddannelse, mens mange - blandt andet i kundesupporten - også har en teknisk baggrund.
Tv-leverandørerne er under pres
Stofa er på lige fod med blandt andre YouSee i disse år under et stigende pres, fordi flere og flere forbrugere bruger mere og mere tid på on demand-baserede tjenester som Netflix, Viaplay og HBO, mens tv-pakkerne falder i popularitet.
"Vi er jo en virksomhed, der lever i et marked, der er på vej igennem et paradigmeskifte. Den måde, vi lader os underholde på, er forandret mere de seneste to år end de seneste 20 år," siger Ole Fruekilde Madsen til Computerworld.
"Det er en virkelighed, vi er godt på vej til at omstille os til. Vi kigger ind i et marked, hvor den traditionelle måde at se flow tv på vil falde over tid, og vi er også godt klar over, at tv-pakkerne også på et tidspunkt når deres begrænsning."
"Så vi kigger på den næste generation af underholdning."
Spørgsmålet er dog, hvordan en dansk virksomhed med trods alt begrænsede udviklingsressourcer kan følge med, når selskaber som Netflix, HBO, Google og Amazon kører kode-kanonerne i stilling?
"Jeg ser dem faktisk mere som partnere end nødvendigvis som konkurrenter," siger Ole Fruekilde Madsen og uddyber:
"Det er vanskeligt at lave en global løsning til tv- og underholdning, som kan aggregere både dit lokale content og det internationale content. Det kan et selskab som Google heller ikke."
"Den tekniske løsning er sådan set let nok at lave, men de lokale rettigheder er begrænsningen for at kunne lave det. Dér har vi stadig en rolle at spille."
Samtidig har Stofa også den fordel, at selskabet leverer selve bredbåndsforbindelserne.
"Det er selvfølgelig også en del af det; at vi har infrastrukturen til at levere tjenesterne oven på."
Stofa har hidtil haft hovedkontor i Horsens, mens SE, der ejer Stofa, har hovedkontor i Esbjerg.
Stofas nye hovedsæde bliver i Bestsellers tidligere hovedkvarter på Slet Parkvej i Aarhus Syd. Her vil 7.500 kvadratmeter fra foråret 2017 blive hjem for afdelinger fra hele Stofa-organisationen.
Stofa oplyser, at alle virksomhedens medarbejdere er blevet tilbudt at flytte med til Aarhus, og at Ole Fruekilde har en klar forventning om, at stort set alle siger ja tak til dette.
Læs også:
Efter heftige milliard-investeringer: Nu er der opbrud i den danske fiberbranche
Syd Energi har investeret fem milliarder i fiber - men det kniber med tilslutningerne