En af tidens mest fascinerende teknologier er Microsofts HoloLens, der er et headset, der kan vise hologrammer svæve i den virkelige verden via et gennemsigtigt visir.
Vi har prøvet brillerne og dets augmented reality, AR, to gange her på Computerworld, og hver gang er vi blevet forført af teknologien, og hvor godt den egentlig virker.
Men hvad kan HoloLens rent faktisk bruges til? Kan brillerne andet end at vise virtuelle hunde løbe rundt i min stue eller vise Netflix på en virtuel storskærm på endevæggen i stuen?
"Ja," svarer Thomas Poppelgaard.
Han er konsulent med speciale i visual computing og rådgiver kunder verden over omkring, hvad virtual- og augmented reality kan bruges til i virksomheder.
"Der er et stort potentiale i AR-teknologien og HoloLens-headsettet, og jeg er sikker på, at AR bliver større end VR - specielt i virksomhederne. Jeg vil kalde det fremtidens computer," siger Thomas Poppelgaard.
Hvad er HoloLens?
Microsofts HoloLens er en fuldt fungerende computer med en batterilevetid på cirka tre timer.
Headsettet skanner rummet omkring dig via en række sensorer og et par 3D-kameraer, som kendes fra Xbox Ones Kinect-kamera, og kan på den måde forstå, hvad der er vægge, borde, gulv og loft.
Det giver muligheden for at få virtuelle hologrammer til at svæve i rummet, eller du kan fasttøjre apps på vægge eller på bordet foran dig.
Det lyder som noget fra en scene fra filmen Minority Report og føles også sådan, når man prøver brillerne for første gang, for teknologien føles færdig nok til, at Thomas Poppelgaard opfordrer virksomheder til at overveje teknologien.
"Der er så mange use cases, hvor brillerne kan give merværdi i en virksomhed, hvad end det handler om salg, udvikling eller kommunikation, og produktet er færdigt nok til, at man kan kaste sig ud i det," siger Thomas Poppelgaard.
Til udvikling
HoloLens og AR-teknologien kan blandt andet bruges til at visualisere 3D-modeller af kommende produkter.
"Du kan lynhurtigt tage en 3D-model og projicere den ud i rummet foran dig. Da andre med HoloLens-briller kan forbinde og se de samme hologrammer, kan du hurtigt få en meget mere kreativ udvikling fremfor bare at se det samme på en flad 2D-skærm," siger Thomas Poppelgaard.
Thomas Poppelgaard har arbejdet med klienter, der benytter teknologien i forbindelse med arkitektarbejde, hvor hele huse i deres oprindelige størrelse vises som hologrammer, og hvor arkitekten og entreprenøren kan gå rundt inde i hologrammet.
Det kan ske enten via de tilegnede UWP-apps, Universal Windows Platform-apps, som du finder i Windows Store, og som fungerer via alle Microsofts platforme.
Et alternativ er at fjerntilslutte via HoloLens' indbyggede Edge-browser enten til en cloud-client eller til en lokal computer og på den måde få et egentligt skrivebord til at svæve foran dig.
Til salg og undervisning
Et andet eksempel er brugen af brillerne til at vise dine produkter til potentielle kunder.
Det kan være svært at vise en gigantisk gravemaskine frem i et mødelokale, eller hvordan jeres datacenter ser ud, men brillerne kan give den potentielle køber et indblik i produktet.
"Din kunde kan tage HoloLens på hovedet og se en eksakt kopi af dit produkt og endda gå rundt om det, da hologrammet kan stå på bordet i mødelokalet. Eller du kan opstille 3D-modeller af et serverrack i hjørnet af modelokalet," siger Thomas Poppelgaard.
Dertil kan brillerne på samme måde bruges til undervisning, hvad end det er internt i virksomheden eller i uddannelsessystemet.
En gruppe unge kan se ind i et hologram af en menneskelig krop for bedre at forstå, hvordan kroppen fungerer.
Ansatte kan på samme måde få et hurtigt overblik over et kompliceret produkt, der splittes ad i mindre hologrammer for øjnene af dem.
Brillerne kan også bruges til fjernkommunikation. Et tænkt eksempel er en ansat på en boreplatform midt i Vesterhavet får hjælp fra en ansat i Esbjerg, der kan tegne 3D-pile på fysiske rør, hvor den ansatte skal skrue.
Til sikkerhed
Til sidst nævner Thomas Poppelgaard også brillerne som en løsning mod et af de mere basale, men alvorlige sikkerhedsproblemer: Folk der kigger dig over skuldrene.
"Når du har brillerne på, er det kun dig, der kan se dine virtuelle skærme. Derfor kan brillerne bruges i et hav af scenarier, hvor andre ikke må se de sensitive data, du sidder med," siger Thomas Poppelgaard.
Et par eksempler er socialrådgiveren på Borgerservice, der sidder med personhenførbare data hver eneste dag i ofte åbne kontorlandskaber. Med brillerne vil rådgiveren alene kunne se dokumenter eller rapporter, som andre ikke skal se.
Et andet eksempel er i finansverdenen eller under store handler med advokater, hvor man i dag ofte sidder med filtre på computerskærmen og specielle briller til at se igennem filtret. Med HoloLens kan du have 10 vinduer åbne på samme tid med fortrolige data, som ingen andre kan se.
Se videoen for oven og hør Thomas Poppelgaard fortælle om mulighederne i HoloLens og AR-teknologien.
Læs også: Nyt om HoloLens: Her er syv vigtige detaljer om Microsofts hologram-headset