"Urimelig, besynderlig stævning og stærkt forundrede."
Sådan lyder det fra KMD, når der spørges til den stævning på 692 millioner kroner, som skatteminister Karsten Lauritzen (V) onsdag sender afsted i firmaets retning.
Læs også: Staten stævner KMD for 700 millioner på grund af skandale-system
KMD har ikke modtaget stævningen endnu, men har fået besked om, hvad der er på vej.
"Det er KMD's klare opfattelse, at det er Skat, der har ansvaret for problemerne med inddrivelsesprojektet," lyder det i den officielle udtalelse, som firmaet har skrevet i forbindelse med stævningen.
KMD's juridiske direktør og advokat, Mark Skriver Nielsen, har følgende kommentar til meldingen om en stævning fra Skat:
"KMD er stærkt forundrede over stævningen. Vi finder den urimelig, men vi imødeser at få sagen afklaret i retten, da det er vores vurdering, at vi har en særdeles god sag," siger han, og fortsætter:
"Det er vores klare opfattelse, at det er Skat, der har ansvaret for problemerne med inddrivelsesprojektet. Som det har været fremme i pressen, så er det løbende blevet afdækket af Rigsrevisionen, diverse ekspertrapporter og Skatteministeriet selv, at Skat ikke har haft styr på inddrivelsesprojektet og Skats organisation."
KMD er af den mening, at det er Skat, der ejer inddrivelsesprojektet, og at myndigheden har haft ansvaret for grundlæggende og afgørende forhold, herunder design, arkitektur, systemintegration, datakvalitet og fordringer.
KMD: EFI virker ikke efter hensigten
KMD erkender dog, at EFI-systemet har været "problematisk, og systemkomplekset ikke endte på et kvalitetsniveau, som parterne havde håbet på og forventet."
Men firmaet fralægger sig ansvaret for den manglende kvalitet i systemet.
"Vi har af flere omgange fået bedømt kvaliteten af vores kodning, og den har været tilfredsstillende."
Ligeledes peger KMD på, at Skat har valgt at overhøre de advarsler, som firmaet har sendt til Skat, hvilket blandt har omfattet en advarsel mod idriftsættelse tilbage i 2013.
Det handler om noget helt andet
Faktisk peger KMD på, at der er helt andre og politiske grunde til, at Staten vil stævne firmaet:
"Det er vores oplevelse, at stævningen er udtryk for et behov for at signalere handlekraft og finde en for Skat og ministeriet bekvem ekstern ansvarsplacering," lyder det fra Mark Skriver Nielsen.
"Vi finder det naturligvis stærkt beklagende, at vi nu skal bruge mange ressourcer på sagen - men på den anden side ser vi frem til at fremlægge dokumentation i det offentlige rum, som en retssag vil være."
Du kan læse mere om problemerne med EFI her:
Skat: EFI virker ikke, og nu lukker vi det ned
Efter EFI: Skatteministeriet kaster millioner i nyt it-system - vil selv udvikle det
Samlet regning for Skats kuldsejlede EFI-system ender på næsten 1,2 milliarder kroner
Markante ændringer på vej efter EFI-skandalen: Skattelov skal skrives om