"Folk ved ikke, hvad de vil have, før de ser det."
Det har været filosofien hos Apple, der aldrig har været bange for at kaste brugerne ud på dybt vand og sløjfe gamle teknologier før alle andre.
Apple gjorde det med floppy-disken, dvd-drevet, flash-teknologien og senest fjernede virksomheden det traditionelle USB-stik på Macbook-computeren.
Nu ser turen ud til at være kommet til hovedtelefon-stikket: Det såkaldte 3,5 mm jackstik, der ifølge rygtestrømmen ikke vil være at finde på den nye iPhone, som Apple lancerer onsdag aften.
Der er næppe nogen tvivl om, at beslutningen er kontroversiel. For der findes millioner og atter millioner af folk med hovedtelefoner derude, som nu bliver tvunget til at anvende en adapter, hvis de ønsker fortsat kunne bruge deres hovedtelefoner, som muligvis har kostet tusindvis af kroner.
Mange vil uden tvivl stille spørgsmålet: Er Apple gået for langt denne gang?
Læs også: Apple vil fjerne hovedtelefonstikket fra den næste iPhone - her er fem mulige forklaringer
Hvorfor er det nødvendigt?
For det kan være svært at se, hvad det præcist er, vi får til gengæld for afsavnet af stikket.
Tilsyneladende bliver telefonen i denne omgang ikke tyndere eller får et markant anderledes design, som følge af at stikket forsvinder.
En del af den forklaring, som Apple vil give onsdag aften, bliver formodentlig, at virksomheden kan finde bedre anvendelse for den interne plads, som stikket lægger beslag på.
Det kan være til forbedrede højttalere, et større batteri eller som det senest er blevet gisnet om: En mere avanceret 3D-touch-sensor.
Derudover skal Apples historik for at kassere aldrende teknologier findes i et ønske om at presse forbrugerne ud af deres komfortzone. Væk fra forældet teknologi og over til nye overlegne standarder.
Inferiøre standarder er sejlivede
I teknologiverden kan inferiøre standarder ofte få lov at herske i årtier. Alene fordi det er svært og omkostningstungt at få forbrugerne til at skifte til nye og bedre standarder.
QWERTY-tastaturet er det klassiske eksempel. Det blev angiveligt udviklet til den første Remington-skrivemaskine, der kom på markedet i 1874.
Tastatur-layoutet blev angiveligt ikke udviklet med henblik på at sikre den højeste skrivehastighed. I stedet var hensigten at undgå, at skrivemaskinens arme filtrerede sig sammen.
Nogle hævder eksempelvis stadigvæk, at det såkaldte Dvorak-tastatur er et overlegent alternativ, når formålet er at sikre den højeste skrivehastighed.
Alligevel anvender vi i dag - langt ind i touchskærmens tidsalder - fortsat QWERTY-standarden, fordi omkostningerne og effektivitetstabet ved at skifte til en ny standard vil være for høj.
Det kræver således en enorm gennemslagskraft, hvis en virksomhed ønsker at gennemtvinge et sporskifte væk fra en i forvejen vedtaget standard.
En af de få virksomheder, der har bevist, at den har teknologiforståelse, timinig og gennemslagskraft til at gøre det er Apple.
Bør ikke komme som et chok
Det bør ikke komme som et chok for nogen, at 3,5 mm stikket forsvinder nu.
Stikket er en teknologi, der blev udviklet til telefoncentraler tilbage i slutningen af 1800-tallet. Og for folk der har fulgt udviklingen i trådløse teknologier, bør det være åbenlyst, at standarden efterhånden lever på lånt tid i almindelig forbrugerteknologi.
Spørgsmålet er derfor heller ikke, om det er en fejl, at Apple dropper hovedtelefonstikket.
Det er højst et spørgsmål om det en fejl, at Apple gør det allerede nu.
Får begrænset betydning
Alligevel kan vi næsten med sikkerhed se frem til, at internettet vil flyde over med påtaget vrede, latterliggørelser og memes af svingende kvalitet over stikkets forsvinden.
I virkelighedens verden kommer vi dog næppe til at se anden effekt end at nogle ganske få forbrugere hist og her udskyder deres iPhone-køb et ekstra år, mens enkelte andre vil forsøge sig med en Android-telefon.
Men følger palaveren den sædvanlige drejebog, så ved vi dog, at vreden hurtigt damper af, og Apple ender med at sælge et ni-cifret antal iPhones.
Samtidig vil udbudet af gode Bluetoooth-høretelefoner eksplodere, og om få år vil det være umuligt at opdrive en smartphone - uanset mærke - der har et hovedtelefon-stik.
Til den tid vil vi sidde undrende og tænke tilbage på dengang, hvor det helt åbenlyse teknologiskift til trådløse hovedtelefoner var kontroversielt.
Hvad mener du? Giv dit besyv med i debatfeltet herunder.
Apple er på vej med ny Macbook Pro - kan blive den største nyhed i fire år