Lars Fruergaard Jørgensen, der både i 2009 og 2012 var nomineret til Årets CIO i Danmark for sit it- og digitaliseringsarbejde i Novo Nordisk, stryger nu helt til tops i selskabet.
Det meddeler Novo Nordisk i en pressemeddelelse, hvor det fremgår, at Lars Rebien Sørensen stopper i Novo Nordisk ved udgangen af 2016.
"Lars Fruergaard Jørgensen, der i øjeblikket er vice president og head of Corporate Development, vil efterfølge ham med start den 1. januar 2017," skriver Novo Nordisk.
Ansvaret for forretningsudvikling i Novo Nordisk inkluderer i høj grad og digitaliseringsansvaret - et ansvar, som de fleste CIO'er i store koncerner i dag har.
Dermed bliver det altså en it-topchef i form af Lars Fruergaard, der nu stryger helt til tops i dansk erhvervsliv, hvilket på mange måder er opsigtsvækkende - også for it-branchen og it-Danmark.
Læs portræt af Lars Fruergaard Jørgensen: CIO i Novo Nordisk: Ansvarlig for it for milliarder
Lars Fruergaard Jørgensen, der oprindeligt er cand.merc. fra Handelshøjskolen i Århus, må betegnes som en topleder med en moderne og forretningsorienteret tilgang til it og digitalisering.
Betyrelsesformand i Novo Nordisk, Göran Ando, siger om valget af den nye CEO i Novo Noirdisk.
"Beslutningen om at udpege Lars Fruergaard Jørgensen som ny CEO er resultatet af lang proces, hvor et antal kvalificerede kandidater blev overvejet."
"Med hans track record med at skabe resultater, drive forandringer og være en rollemodel i 'The Novo Nordisk Way' at køre en virksomhed på, er bestyrelsen sikker på, at han er den perfekte efterfølger til Lars Rebien Sørensen."
"Jeg elsker udfordringer"
Lars Fruergaard Jørgensen udtaler selv, at han "er stolt og ydmyg over at have fået tilbudt jobbet som CEO."
"På den ene side har Novo Nordisk aldrig haft en stærkere portefølje og organisation; på den anden side står vi over for et hidtil uset niveau af pres og konkurrence."
"Jeg elsker udfordringer, og derfor kan jeg ikke forestille mig et mere spændende tidspunkt at blive tilbudt jobbet som CEO i Novo Nordisk på - en virksomhed, jeg har arbejdet for i mere end 25 år og virkelig brænder for," lyder det fra Lars Fruergaard Jørgensen.
Lang karriere i Novo
Lars Fruergaard Jørgensen har i sin tid i Novo Nordisk haft en række stillinger.
I 1991 blev han ansat som økonom i Health Care, Economy & Planning, og han har igennem årene blandt andet haft stillinger i Holland, USA og Japan for Novo Nordisk.
I 2004 blev han udnævnt til vice president for IT & Corporate Development.
I januar 2013 blev han executive vice president og CIO og fik dermed det øverste ansvar for IT, Quality & Corporate Development.
I november 2014 fik Lars Fruergaard stillingen også ansvaret for Corporate People & Organisation og Business Assurance i Novo Nordisk.
Da Lars Fruergaard Jørgensen var nomineret til titlen som Årets CIO i 2012, fortalte han til Computerworld om sine digitale ambitioner og om ansavret med at forvalte et it-budget, der dengang lød på hele 2,4 milliarder kroner.
"Jeg har meget fokus på, hvad det er for en rejse, Novo Nordisk er på - og hvad vi skal gøre fra it for at understøtte det," fortalte Lars Fruergaard Jørgensen blandt andet i det store interview, som du kan læse her.
Læs mere om Lars Fruergaard Jørgensen:
CIO i Novo Nordisk: Ansvarlig for it for milliarder
It-direktør i Novo Nordisk: Her er vores ERP-setup
Derfor satser Novo Nordisk fortsat på 4.000 BlackBerry-smartphones