ComputerViews: Det var årets største nyhed i den danske telebranche, da Telia og Telenor den 3. december 2014 meddelte, at de to selskaber ville smelte sammen til et i Danmark.
Og det var også årets største nyhed, da Telia og Telenor den 11. september 2015 måtte kaste håndklædet i ringen og erkende, at fusionen ikke blev til noget alligevel.
Det er nu næsten et år siden, at den stort anlagte fusion endte som en fuser.
Telia og Telenor måtte erkende, at måneders hårdt arbejde på fusionen havde været helt og aldeles forgæves.
Kravene fra EU's side blev simpelthen så mange og så strenge, at det ikke gav mening at gennemføre fusionen, forklarede de skuffede selskaber om den droppede fusion.
Læs også: Telia-topchef: Derfor dropper vi fusion med Telenor: "Vi er ekstremt skuffede"
Omvendt argumenterede den danske EU-konkurrencekommissær Margrethe Vestager for, at fusionen kunne føre til mindre innovation, højere priser og begrænsede valg for kunderne på det danske telemarked.
Uanset hvem der havde mest ret, endte det med, at fusionen blev droppet.
Champagnen måtte blive på køl, og fusions-festen endte som den største fuser i den danske telebranche i mange år.
Her et år senere er det vigtigt at huske på, at fusions-planerne faktisk var opstået af en grund - og at den grund fortsat eksisterer.
Vi har flere gange fortalt historien om, hvorfor fire store teleselskaber i Danmark grundlæggende er ét for meget til en relativ lille befolkning.
Læs også: TDC, Telia, Telenor og 3: Nu er de fire - men snart kun tre
Der er stadig fire store teleselskaber i Danmark, og det betyder stadig, at selskaberne har svært ved at tjene nok penge.
Fusionen kunne (måske) have ændret den situation, men sådan blev det altså ikke.
Den droppede fusion har dog så til gengæld haft en række konsekvenser over det seneste år.
Her er konsekvenserne
Selvom man kan diskutere, om nedenstående konsekvenser udelukkende skyldes fusionen, der floppede, er det svært ikke at se, at det har været en stærkt medvirkende årsag.
Lad os bare starte med det, som Hr. og Fru Smartphone først og fremmest kan forholde sig til:
Alle de store danske teleselskaber har i det seneste år hævet priserne på de billigste mobilabonnementer til nye kunder.
Der er tale om mindre prisstigninger, men det er ikke desto mindre ganske opsigtsvækkende på det dansk telemarked, hvor der ellers har været dømt priskrig i en række år.
Læs mere her: Efter mange års priskrig: Derfor stiger prisen for et mobilabonnement i Danmark
Når TDC sidste efterår som det første af selskaberne kunne komme afsted med at hæve priserne - og få konkurrenterne til at følge trop - var det i høj grad på grund af, at den droppede fusion havde skabt en helt særlig situation på markedet.
"TDC har udnyttet en mulighed til at hæve priserne i kølvandet på den mislykkede fusion, hvor både Telia og Telenor står med et stort problem, der skal løses, fordi de ikke kunne få lov til at fusionere," har Sydbank-teleanalytiker Morten Imsgard forklaret. Læs mere om det her.
Den droppede fusion har dog også haft klare konsekvenser for selskaberne selv.
I sidste uge måtte Telenor Danmark opsige 79 medarbejdere og lukke fem butikker rundt omkring i landet.
"I et presset marked som det danske, har vi kontinuerligt behov for at kigge vores forretning efter i sømmene og tage hånd om vores udfordringer for at kunne blive så effektive og agile som muligt," udtalte Jesper Hansen, administrerende direktør i Telenor Danmark.
Læs mere her: Telenor Danmark fyrer 79 medarbejdere og lukker disse butikker med omgående virkning
I januar var det Telia, der måtte fyre 43 medarbejdere i Danmark, fordi selskabet ikke havde nået de finansielle mål, og fordi de effektiviseringer og tilpasninger, Telia allerede havde gennemført, ikke var tilstrækkelige. Læs mere om det her.
Har nedskrevet for milliarder
Samtidig skal man huske på, at Telenor-koncernen efter det danske fusions-flop valgte at melde ganske klart ud, at den danske Telenor-forretning ikke længere var strategisk vigtig for den norske koncern.
"Telenor behøver ikke at være i Danmark. Danmark er ikke et strategisk marked for os," lød den opsigtsvækkende og ganske klare melding fra koncernchef i Telenor, Sigve Brekke.
Læs om det her: Telenor-topchef sætter den danske Telenor-forretning til salg: Derfor er han så klar i mælet
I det hele taget har det været lidt af en mavepuster for teleselskaberne, at fire selskaber ikke blev til tre ved hjælp af en fusion - men i stedet er forblevet fire selskaber.
Med de samme udfordringer vel at mærke.
Konsekvensen har blandt andet været, at de tre største spillere på det danske marked - TDC, Telia og Telenor - alle har nedskrevet værdien af deres forretninger.
Læs også: Dansk teleindustri i krise: Førende teleselskaber har nedskrevet for milliarder
Samlet set blev der på blot én måned nedskrevet for 7,7 milliarder danske kroner.
Både Telenor og Telia henviste direkte til den droppede fusion, da nedskrivningerne blev meldt ud.
3 vil også gerne en konsolidering
3 ser ud til at være det teleselskab af de fire, der klarer sig bedst efter den droppede fusion - men det er samtidig også det mindste af de fire selskaber, og 3-direktør Morten Christiansen har tidligere meldt ud, at 3 gerne deltager i en konsolidering på markedet.
Læs også: 3-direktør efter fusions-kollaps hos konkurrenter: 3 klar til at fusionere med rival i Danmark
Samtidig har vi over det seneste år set, at der er flere nye spillere, der har meldt sig på banen som udfordrere til de store, etablerede teleselskaber.
På mobilmarkedet har Plenti meldt sin ankomst, og på bredbåndsmarkedet er det Hiper, der er i gang med at kapre kunder.
Læs også: Opbrud og uro i den danske telebranche: Derfor slår Hiper og Plenti til netop nu
En del af forklaringen på, at de nye selskaber slår til netop nu, er, at timingen er god, efter at fusionen mellem Telia og Telenor gik i vasken, og mens de store operatører i disse år er under pres og derfor ikke umiddelbart har nogen interesse i eksempelvis at gå med på en ny priskrig.
Har ikke set de sidste konsekvenser
Det er i næste uge præcis et år siden, at Telia og Telenor måtte droppe ægteskabsplanerne.
Det satte en stopper for de to selskabers fusion, men det har ikke ændret den pressede situation på det danske telemarked, der i første omgang gjorde fusionen relevant.
Det har allerede haft en række dramatiske konsekvenser på det danske telemarked, at fusionen floppede.
Vi har efter al sandsynlighed slet ikke set det sidste til de konsekvenser.
Læs også:
Dansk teleindustri i krise: Førende teleselskaber har nedskrevet for milliarder
Efter havareret fusion mellem Telenor og Telia: Alt er (stadig) i spil i dansk telekrig
Telenor Danmark fyrer 79 medarbejdere og lukker disse butikker med omgående virkning
Efter mange års priskrig: Derfor stiger prisen for et mobilabonnement i Danmark
Opbrud og uro i den danske telebranche: Derfor slår Hiper og Plenti til netop nu
TDC-topchef: "Man kan faktisk godt sælge et mobilprodukt uden at have den laveste pris på markedet"