Den nye danske bredbåndsspiller Hiper har i det første halve års tid fået skabt en hel del røre på markedet.
Det er primært TDC's infrastruktur, som Hiper anvender, og det er ikke mindst Hipers aggressive priser på fiber-forbindelser, der vækker opsigt.
I øjeblikket koster en 1000/1000 Mbit-fiberforbindelse hos Hiper (via TDC's net) 299 kroner i abonnement om måneden.
Selve oprettelsen koster 299 kroner samt et teknikerbesøg til 699 kroner, og så er der forsendelse på 99 kroner - altså en samlet pris 1.097 kroner til etablering for kunden.
Det er langt under det typiske niveau for at få etableret fiber på markedet.
Læs også: To helt konkrete tilbud på fiberbredbånd fra TDC og Hiper - det får du for pengene
Når Hiper kan levere fiber billigere end de fleste andre - og herunder også TDC - skyldes det dog ikke kun, at selskabet har et stort behov for at nå en kritisk masse af kunder og derfra har lagt fra land med aggressive priser.
Det bunder også i en dom fra landsretten, som hjælper Hiper, mens den koster TDC dyrt.
I dagens udgave af Børsen kan man læse, at dommen betyder, at TDC er forpligtiget til at betale for gravearbejdet og for udgiften til trække kabler fra det nærmeste knudepunkt og ind til den nye husstand - selvom det altså er Hiper, der er løbet med kunden.
Læs også: Efter heftige milliard-investeringer: Nu er der opbrud i den danske fiberbranche
Ifølge Børsen kan TDC's regning med udgangspunkt i dommen løbe op i en milliard kroner på sigt, hvilket TDC dog ikke har ønsket at kommentere.
Konsekvensen er altså, at TDC skal betale hele anlægsarbejdet, når Hiper får en ny fiberkunde, og ifølge Børsens oplysninger modsvarer lejeindtægterne fra Hiper slet ikke etableringsomkostningerne.
Det har TDC tidligere sagt
Computerworld interviewede for nogle måneder siden TDC-topchef Pernille Erenbjerg om, hvordan TDC har det med, at andre televirksomheder anvender TDC's infrastruktur til at levere løsninger til danskerne.
"Det er klart, at med den dominerende stilling, vi har i Danmark på fastnet-infrastrukturen, skal den selvfølgelig være tilgængelig for andre spillere også. Det er der slet ikke noget mærkeligt eller problematisk i," sagde Pernille Erenbjerg dengang til Computerworld.
Koncernchefen tilføjede dog samtidig:
"Vi er så selvfølgelig optagede af, at de priser, som reguleringsmyndighederne sætter på det gensalg, også er nogle priser, der giver os en mulighed for at blive ved med at investere."
Læs interviewet her: TDC-topchef: For billigt for andre teleselskaber at udnytte TDC's netværk
"For os er skrækscenariet, at man banker de priser i bund, og at der kommer nye eller etablerede gensælgere, som så også bare er optagede af at lægge nogle lave priser ud til kunderne."
"Det kan man selvfølgelig godt blive glad for på den første dag, men hvis vi så spoler det billede tre år frem, er skrækscenariet selvfølgelig, at der er ikke er nogen, der tjener penge i værdikæden, og at der derfor heller ikke er nogen, der kan investere i for eksempel at bygge et net, der kan levere gigabit til Danmark."
Hipers forretningsmodel
Hipers koncept er grundlæggende at sælge rå bredbåndsforbindelser uden tv-pakker eller andet.
Selskabet udnytter den infrastruktur andre selskaber allerede har etableret. Konkret er det primært TDC's infrastrurtur, der anvendes.
"Jeg synes, at det går glimrende, og at vi er kommet godt fra land. Nu har vi fået lanceret og er kommet i rigtig drift. Vi tager kunder på hver dag," fortalte Stig Myken, administrerende direktør i Hiper, for nogle måneder siden til Computerworld.
Læs den artikel her.
Stig Myken var i sin tid var medstifter og direktør i Fullrate og indtager nu de samme roller i Hiper.
Bag det nye bredbåndsselskab står også Nicolai Lamborg, der også var med til at stifte Fullrate, og Simon Skals, der har en baggrund fra blandt andet Cybercity og Telenor.
Stig Myken har endnu ikke villet afsløre, hvor mange kunder Hiper har på nuværende tidspunkt.
Han har dog oplyst, at Hiper har brug for en "kritisk masse."
"Vi har fokus på at komme derhen, hvor vi på driften begynder at lave overskud, og det kræver en kritisk masse af kunder. Det ligger typisk et sted omkring de 10.000, måske lidt mere."
Læs også:
To helt konkrete tilbud på fiberbredbånd fra TDC og Hiper - det får du for pengene
Hiper klar med gigabit-bredbånd på TDC's net: Kan disse priser kapre kunder?
Efter heftige milliard-investeringer: Nu er der opbrud i den danske fiberbranche
Efter tre måneder på bredbåndsmarkedet: Dette antal kunder jagter Hiper
Nu indledes ny dansk bredbåndskrig: Sådan vil Hiper kapre kunder
Ny dansk priskrig i den danske telebranche: Derfor ender priskrige igen og igen med opkøb