Google har lidt et forsmædeligt nederlag i en retssag, hvor en lang række kunder sagsøger firmaet for at svindle med reklamevisninger.
Søgegiganten havde bedt den amerikanske højesteret om at undersøge en afgørelse fra en appeldomstol, som har godkendt, at tidligere reklamekunder hos Google kan anlægge et såkaldt gruppesøgsmål. Men mandag afslog retten begæringen. Det skriver The Register.
Reklamer på døde sider
Sagen drejer sig om hvor vidt Google har taget penge for at vise kundernes reklamer på hjemmesider, som ikke havde reelle besøgende. Sagsøgerne påstår, at Google bevidst har vist deres reklamer på fejlsider og parkerede domæner, som ingen mennesker ville besøge.
Derfor sagsøger reklamekunderne Google for svindel og ulovlige forretningsmetoder henover en fireårig periode, der strækker sig fra 2004 til 2008. I de år kunne reklamekunderne nemlig ikke selv vælge hvilke sider, deres reklamer blev vist på.
Med en afvisning af Googles ønske om højesterets indgriben i sagen, kan reklamekunderne nu fortsætte sagen ved retten i Californien.
Læs også: Oracle må skyde en hvid pind efter 10 milliarder dollar fra Google