De smukke syrener begynder så småt at springe ud, og ferien ved poolkanten i Spanien, de franske sandstrande eller camping ved Hvide Sande nærmer sig.
Hvis du derfor har fundet dine krøllede løbeshorts frem og tørret støvet af dine løbesko, så er der her en lille liste over fitness-trackere, som måske kan forbedre din træning.
Fitbit Blaze
Fitbit Blaze er den nyeste tracker til håndleddet fra californiske Fitbit. Med farveskærm, søvn- og hjertemåler og Fitbits præcise skridttæller er Blaze et godt valg - hvis du altså kan lide det specielle, lidt futuristiske design.
Urets system er relativt let at finde ud af, men til gengæld mangler der GPS til at overvåge din løberute.
Pris: 1.900 kroner.
Jawbone Up3
Jawbone er en enkel fitness-tracker med et unikt design. Up3 indsamler en stor mængde data, så du kan følge din gøren og laden igennem en hel dag, men den har til gengæld ikke nogen skærm. Al observation sker via din smartphone eller computer, men prisen er til gengæld lavere end mange alternativer.
Skal prisen lidt længere ned, kan du med fordel købe Jawbone Up2.
Pris: 1.200 kroner
Fitbit Charge HR
Hvis du ikke har brug for en touchskærm, men stadig gerne vil kunne se klokken, når du nu har noget på håndleddet, så kan Fitbit Charge HR måske være en løsning.
Charge HR har indbygget hjertemåler - deraf navnet HR - som kan hjælpe dig med at måle din puls under træningspas.
Pris: 900 kroner.
Microsoft Band 2
Microsoft Band 2 sælges officielt ikke I Danmark, men ikke desto mindre er uret stadig en interessant fitness-tracker. Band 2 er tyndere og lettere end det første Band fra Microsoft, og fitness-trackeren kan vise dig notifikationer fra din smartphone, uanset om det er en iPhone, Android eller Windows Phone.
Der er også indbygget puls- og søvnmåler, og sammen med ni andre sensorer burde du være dækket ind af målinger.
Pris: 1.200 kroner (købes i udlandet)
Withings Activité
Hvis dit firtnessur rent faktisk skal ligne et ur, kan du kigge efter Withings Activité.
Uret byder på et design, der minder om et dansk Skagen-ur, men det har indbyggede aktivitetsmålere såsom skridttæller og en søvnmåler.
Uret er også vandtæt ned til 50 meter, og batterilevetiden er otte måneder.
Ingen opladning her - du skifter bare det lille urbatteri som på et rigtigt håndledsur.
Til gengæld viser uret ikke nogen former for notifikationer, og oversigten over din gøren og laden sker via din smartphone.
Pris: fra 1.100 kroner.
Garmin Vívoactive
Garmin Vívoactive har indbygget GPS og fungerer samtidig som et smartwatch. SMS'er, mails og opkald vises på uret, der i et spartansk look også kan vise dig din aktivitetsstatistik.
Uret kan både bruges til at måle løb, gåture, cykling, golf og svømning, er vandtæt og holder strøm i op til tre uger, hvis du ikke bruger GPS-funktionen.
Tænder du GPS-funktionen, holder uret stadig strøm i 10 timer.
Pris: fra 1.000 kroner.
Læs også: Salget af Apple Watch skuffer - får tæsk af Fitbit