Begynder dine møder med kabel- og opsætningsproblemer, efterfølges af whiteboards med mere eller mindre slidte tuscher og slutter med et billede taget med en mobiltelefon, der glemmes i galleri-appen?
Så har Microsoft en løsning til dig.
Surface Hub er en 55" eller 84" stor touch-skærm i 4K-opløsning med indbygget computer, webcams og mikrofoner, der vil samle whiteboards, bordtelefoner og webcast-systemer sammen med en dyb integration af Microsofts tjenester.
I Danmark er det Atea, der indtil videre er eneforhandler af de to vægcomputere, og prisen for hver af de to enheder ligger på henholdsvis 64.955 kroner for 55"-modellen og 159.995 kroner for 84"-modellen.
Det lyder af rigtig mange penge, hvilket også er grunden til, at Computerworld tog på besøg hos Microsoft Danmark. Hvad er det skærmen kan, som retfærdiggør så høj en pris?
I videoen øverst kan du se divisionchefen for Windows hos Microsoft Danmark, Martin Thorning Hansen, fortælle om hvordan en Surface Hub kan bruges. Det er 55"-modellen, der vises frem.
Læs også: Microsoft udskyder stor lancering: Surface Hub er forsinket igen