Hvis du har 'hacker-kompetencer', får du nu mulighed for at udnytte dem til interessante - og endda helt lovlige - formål.
Forsvarets Efterretningstjeneste åbner nemlig til august et helt nyt hackerakademi.
"FE forventer, at der i de kommende år vil blive stillet endnu højere krav til den teknologiske ekspertise, samtidig med at der vil blive stadig større konkurrence om egnede it-specialister. For at imødegå dette opretter FE nu et hackerakademi med opstart den 1. august 2016," skriver FE i en pressemeddelse.
Samtidig fremgår det af selve ansøgningssiden:
"FE's hackerakademi er for dig, der har et særligt talent, men endnu ikke har niveauet til at kalde dig blackhat-specialist. Akademiet vil uddanne dig til at indgå i vores blackhat-enhed, bestående af andre medarbejdere med særlige kompetencer."
"Du vil under uddannelsen være lønnet som specialkonsulent i henhold til relevant overenskomst. Ved eventuell efterfølgende ansættelse gennemføres separate lønforhandlinger."
Det skal du arbejde med
Akademiet startes op, fordi FE forventer at få betydelige udfordringer med rekruttering i de kommende år, når der skal skaffes it-folk til at klare opgaven med at beskytte Danmark og danske interesser.
"En væsentlig del af denne opgave udføres af hackere, som er specialiseret i at indhente oplysninger ved at skabe adgang til lukkede netværk, it-systemer og computere," forklarer FE.
"Den lille gruppe, der får optagelse på akademiet, er i forvejen blandt de bedste på deres felt. Akademiets opgave vil derfor ikke være at lære dem at hacke, men at målrette deres tankegang og kompetencer, så de kan bruges i FE.
Her er uddannelsen
Den nye uddannelse varer fire og en halv måned og består af tre moduler, skriver FE:
- Et basismodul om netværk, it-infrastruktur og avanceret sikkerhed.
- Et defensivt modul om, hvordan man forsvarer sig over for hackere.
- Et offensivt modul om egentlige hacker-teknikker.
"Som efterretningstjeneste skal FE medvirke til at forebygge og modvirke trusler mod Danmark og danske interesser. Det gør vi bl.a. ved at indhente oplysninger om forhold i udlandet af betydning for Danmark. FE anvender flere forskellige indhentningsdiscipliner, hvoraf netværksindhentning er en dem," forklares det blandt andet.
"Det kunne også være indhentning af oplysninger om cyberaktørers evner, hensigter og adfærd: Hvem forsøger at spionere mod eller angribe Danmark, hvad er deres kapacitet, og hvilke danske myndigheder, organisationer og virksomheder er mål for cyberspionage og cyberangreb?"
Det nye hackerakademi bliver placeret i københavnsområdet og vil optage et begrænset antal ansøgere hvert år - det sidste er ikke specificeret nærmere.
Sådan søger du ind
Hvis du skal i betragtning til hackerakademiet hos FE, skal du blandt andet kunne sige "ja" til nedenstående krav:
- Du har veludviklede programmeringsfærdigheder.
- Du har en høj matematisk/logisk intelligens.
- Du kan arbejde i et team, hvor der stilles høje krav til dig.
- Du har en ren straffeattest.
"Udvælgelsen til FE's hackerakademi er intensivt og sker løbende frem til den 24. juni 2016, hvor de bedst egnede kandidater vil blive udvalgt. Udvælgelsen vil være en kombination af online-tests og samtaler med både Forsvarets psykologer og nogle af FE's operative chefer," forklarer FE.
Du har mulighed for at søge ind på hackerakademiet her.
Læs også:
Forsvarets Efterretningstjeneste: Her er alle cyber- og hackertruslerne mod Danmark
Forsvarets Efterretningstjeneste: Sådan holder vi nysgerrige it-magter ude af Danmark