Artikel top billede

Citrix under kæmpe forvandling - to ud af tre ansatte fyret i Danmark

Citrix er på vej gennem en seriøs slankekur i disse måneder, hvor der bliver tyndet godt ud i selskabets produkter og i personalet.

It-selskabet Citrix gennemgår i disse måneder den største organisatoriske ændring i selskabets 27-årige historie.

Som Computerworld tidligere har berettet, bliver selskabet delt op i to, mens omkring hver 10. af Citrix cirka 10.000 medarbejdere må ud og lede efter nyt arbejde.

Det kan du læse mere om her: Citrix splittes op i to og fyrer hver 10. ansatte: Danske ansattes fremtid er uvis

I Danmark er 60 folk fyret i de forgangne måneder.

Alle danske fyringer er blevet foretaget i selskabets danske GoTo-udviklingsafdeling i Skelbækgade i København med direkte reference til hovedkvarteret i USA.

"Vi har simpelthen spredt os over for mange teknologiplatforme, hvilket vi nu tager konsekvensen af. Derfor gør vi nu klar til et slankere, mere effektivt og mere fokuseret Citrix, så kunderne ved, hvad de investerer i," forklarer selskabets danske landechef, Mads Skalbo, til Computerworld.

Det nye Citrix

Mads Skalbo fortæller, at det nye Citrix formentlig vil stå klart i starten af sommeren, som svarer nogenlunde til den tid, hvor selskabet afholder sin store, årlige Synergy-konference i Las Vegas, USA.

I det nye Citrix satser selskabet på sine flagskibsprodukter XenApp, XenDesktop og XenServer, mens også der er blevet plads til XenMobile-, Workspace Suit-, Sharefile- og Netscaler-produkterne.

Dermed er hele GoTo-forretningsdelen adskilt i et nyt selskab, hvor den danskfødte samarbejdsplatform Podio flytter til USA, hvor det videreudvikles som selvstændigt produkt. 

Den danske GoTo-udviklingsafdeling bliver dog nedlagt, hvilket vil sige, at afdelingens 60 folk med reference til hovedsædet i USA er fyret.

Løfte: Kunderne mærker ingenting
Citrix Danmark får samtidig tilført en lille flok fra Podio-holdet fra Skelbækgade på Vesterbro i København til Citrix Danmarks hovedkvarter på Østerbro i hovedstaden.

Disse folk skal stå for fortsat support af danske kunders eksisterende Podio-licenser.

"På trods af de nye organisationsændringer kommer de eksisterende kunder ikke til at mærke nogle forandringer," bedyrer Citrix' danske landechef Mads Skalbo.

Han fortæller, at også Citrix' cloudsatsninger efter købet af Cloud.com bliver siet fra, hvilket eksempelvis indebærer, at Cloud Portal er fortid i selskabet.

"Citrix' cloudstrategi handler om at understøtte vore kunders strategier om at flytte deres workloads ud i skyen," tilføjer Mads Skalbo. 
 
Nye ansigter på flere poster
Den danske landechef er for øvrigt efter et godt regnskabsår for Citrix Danmark med en omsætningsvækst på 19 procent også blevet landechef for Citrix i Sverige.

Han skal dermed favne over både Danmark og Sverige, hvor der er henholdsvis godt 30 og 40 medarbejdere.

Dermed er han blot ét af flere nye ansigter på topposter i selskabet, som i efteråret måtte sige farvel til den administrerende direktør Mark Templeton, der blev afløst af Kirill Tatarinov, som kommer fra Microsoft.

Det kan du læse mere om her: Kendt Microsoft-mand bliver ny topchef for Citrix

Alle forandringerne i Citrix er reelt sket, efter Elliot Management i efteråret 2015 købte små 10 procent af aktierne i selskabet.

Herefter har investeringsfolkene løbende indsat flere folk i bestyrelsen, som altså har svunget kniven over både produkter og personer i de seneste måneder i håbet om at relancere Citrix som et stærkere og mere fokuseret selskab.

Citrix presser danske partnere med nye krav


Sådan har Podio udviklet sig siden Citrix-opkøb




Brancheguiden
Brancheguide logo
Opdateres dagligt:
Den største og
mest komplette
oversigt
over danske
it-virksomheder
Hvad kan de? Hvor store er de? Hvor bor de?
EG Danmark A/S
Udvikling, salg, implementering og support af software og it-løsninger til ERP, CRM, BA, BI, e-handel og portaler. Infrastrukturløsninger og hardware. Fokus på brancheløsninger.

Nøgletal og mere info om virksomheden
Skal din virksomhed med i Guiden? Klik her

Kommende events
PCI og cloud-sikkerhed: Strategi til beskyttelse af betalingsdata

Er din organisation klar til de nye PCI DSS 4.0-krav? Deltag i vores event og få indsigt i, hvordan du navigerer i compliance-udfordringerne i en cloud-drevet verden.

16. januar 2025 | Læs mere


Strategisk It-sikkerhedsdag 2025, Aarhus: Viden om trusler og tendenser – Beskyt din virksomhed

Gå ikke glip af årets vigtigste begivenhed for it-sikkerhedsprofessionelle! Mød Danmarks førende eksperter, deltag i inspirerende diskussioner og få praktisk erfaring med de nyeste teknologier. Bliv klogere på de seneste trusler og lær, hvordan du bedst beskytter din virksomhed mod cyberangreb. Tilmeld dig nu og vær på forkant med fremtidens cybersikkerhedsudfordringer.

21. januar 2025 | Læs mere


Strategisk It-sikkerhedsdag 2025, København: Viden om trusler og tendenser – Beskyt din virksomhed

Gå ikke glip af årets vigtigste begivenhed for it-sikkerhedsprofessionelle! Mød Danmarks førende eksperter, deltag i inspirerende diskussioner og få praktisk erfaring med de nyeste teknologier. Bliv klogere på de seneste trusler og lær, hvordan du bedst beskytter din virksomhed mod cyberangreb. Tilmeld dig nu og vær på forkant med fremtidens cybersikkerhedsudfordringer.

23. januar 2025 | Læs mere