Artikel top billede

Test af VoLTE på dansk mobilnetværk: Sådan lyder de nye 4G-samtaler

Telenor har som det første danske teleselskab åbnet for Voice over LTE, VoLTE, hvor samtalerne afvikles som data på 4G-nettet. Vi har testet det. Hør lydklippet her.

Computerworld kunne for et par uger siden fortælle, at Telenor som det første danske teleselskab har åbnet for for Voice over LTE, VoLTE, hvor samtalen afvikles over 4G-dataforbindelsen.

VoLTE er et seriøst bud på fremtidens måde at tale i telefon på, og alle de fire store danske teleoperatører har konkrete lanceringsplaner for teknologien. Se tidsplanerne her.

VoLTE rummer flere fordele. Blandt andet er lydkvaliteten generelt meget højere end ved en traditionel mobilsamtale, fordi flere detaljer og nuancer kan komme med.  

Samtidig muliggør VoLTE også såkaldt WiFi Calling, der kan give en bedre mobildækning indendørs, fordi der kan skiftes automatisk imellem 4G-nettet og det lokale WiFi-netværk.

Læs også: Nu kommer VoLTE og WiFi Calling til Danmark - første teleselskab klar med 4G-samtaler

I første omgang er det dog kun VoLTE, der er i spil på Telenors netværk.

Computerworld har testet den nye form for mobilsamtaler, der altså afvikles via dataforbindelsen på LTE/4G-nettet.

"På kvalitetssiden har det en helt klar fordel: Du har meget hurtigere opkaldstid; du har en markant bedre kvalitetetsoplevelse i talekvaliteten i og med, at vi bruger HD-lydkvalitet," forklarer Peter Nødbak, netværksdirektør i Telenor, i lydklippet herunder, hvor du selv kan høre, hvordan VoLTE lyder i praksis.

Sådan lyder og fungerer VoLTE

Det er vigtigt at bemærke, at optagelsen ikke er 100 procent identisk med den oplevelse, vi havde under samtalen.

Journalistens stemme lyder blandt andet noget langt væk på grund af måden, samtalen er optaget på, og Peter Nødbaks stemme overstyrer enkelte gange - hvilket ikke var den oplevelse, vi havde under selve samtalen.

Lydklippet kan dog give en fornemmelse af, hvad VoLTE kan levere som teknologi.

Vi foretog opkaldet mellem to Galaxy S6 Edge-smartphones, der undersøtter VoLTE på Telenors net. Apples iPhones understøtter det også, og flere modeller er på vej, forklarer Peter Nødbak.  

Sådan lød det

Vi oplevede en samtale i en meget høj lydkvalitet, hvor der ikke er udfald eller forstyrrelser.

Generelt har man en oplevelse af, at personen, man taler med, står tættere på en end ved en traditionel mobilsamtale.

Lytter man godt efter, fornemmer man også flere detaljer i stemmen - men det er, indrømmet, nok mest for lyd-feinschmeckere. 

Derudover er en nøglefunktion ved VoLTE, at selve opkaldet går hurtigere igennem, end når man foretager et opkald via 2G eller 3G.

Her kunne vi registrere end mindre forbedring i forhold til den typiske oplevelse, man har med et opkald på 2G eller 3G. 

Du kan høre lydfilen herunder:

Konklusion

VoLTE er i sig selv ikke noget argument for at vælge den ene teleoperatør frem for den anden eller for at vælge et dyrere mobilabonnement eller en ny smartphone, der undersøtter teknologien.
 
VoLTE er derimod en rigtig fornuftig ny mulighed på det 4G-net, som mange af os allerede sætter pris på i forvejen. 

Den forbedrede lydkvalitet, de hurtigere opkaldstider og - inden længe - muligheden for WiFi Calling er med til gøre den samlede oplevelse langt bedre. 

Vi testede VoLTE hos Telenor, der er det første danske teleselskab, der har åbnet for teknologien. De andre danske teleselskaber er dog også på trapperne med VoLTE.

Du kan se TDC's, Telias, og 3's tidsplaner for VoLTE her.

Læs også:

Nu kommer VoLTE og WiFi Calling til Danmark - første teleselskab klar med 4G-samtaler

4G-samtaler i Danmark: Her er teleselskabernes tidsplaner for VoLTE