Sporerne efter massemorderen Anders Behring Breivik, der er dømt for bombningen i Oslo og massakren på Utøya, spøger stadig i Norge.
Det er en af grundene til, at der er et ønske om at installere it-systemer, der kan alarmere eksempelvis skolebørn, hvis en ny krise skulle dukke op.
Derfor vil flere norske kommuner gerne have en varslingsløsning til eleverne på skoler og uddannelsesinstitutioner.
Hel konkret har det givet sig udslag i et udbud, som en dansk open source-virksomhed fra indre by i København, har kastet sig over.
For cirka et år siden tog nordmændene og det danske udviklingshus Magenta således kontakt til hinanden og gav håndslag på en it-løsning, der kan tage hånd om opgaven. Der skulle leveres et alarm- og krisehåndteringssystem på en open source-platform.
Det blev startskuddel til it-systemet, Bcome Safe, der udnytter elevernes eksisterende hardware og ikke varsler via højttalere i klasseværelserne, som ellers er den normale metode på mange norske skoler.
Systemet har kostet fem millioner at udvikle, og begrundelsen for it-systemet var ganske enkel.
"Vi har valgt at se bort fra højttaler-systemerne, fordi de er kendt for at skræmme gerningsmanden. Det havde været det rene galskab, at bruge 30 millioner på et talesystem," fortæller Bjørn Venn, der er it-rådgiver og projektleder i Akershus fylkeskommune, der har bestilt systemet.
Helt nyt it-firma
Efter et lille års arbejde er systemet nu klar til at blive taget i brug i Norge, men der er store planer fra den danske producents side.
"Nu har vi udskilt produktet i et separat firma, der hedder BComeSafe. Vi har flere igangværende købsprojekter i Norge, men vi vil også til Sverige, Tyskland og engelsktalende lande med systemet," fortæller Morten Kjærsgaard fra firmaet Magenta, der oprindeligt påtog sig opgaven.
"Der er også mulighed for at benytte systemet til andre typer kommunikation som eksempelvis brand. Ved at lokalisere og beskrive kriseområder i virksomheder kan man eksempelvis nøjes med at evakuere de berørte områder fremfor hele firmaet."
Hvorfor har I kastet jer over alarm- og krisehåndteringssystem, det er da ikke i nærheden af noget, I har produceret før?
"Da vi så udbuddet, syntes vi, at det lød som et meget spændende projekt, og derfor kastede vi os ud i det. Vi ser det som vores mission at levere åbne kildekode-løsninger, der giver mening. Denne løsning giver i høj grad mening."
I skal vel også tjene penge?
Der skal vel også tjenes penge?
"Ja, selvfølgelig. Men løsningen er bygget på open source-komponenter og programmeret i Litauen, hvilket har gjort det til en meget prisbillig model. Systemet har kostet fem millioner at udvikle, men vi forventer naturligvis, at vi kan sælge det til andre."
Når det nu er open source, hvor meget af koden har I så leveret tilbage til andre?
"Det hele. Du kan hente hele programmet ganske gratis. Vores forretningsfilosofi jo netop, at giver løsningerne tilbage til andre interesserede."
Hvordan tjener I så penge?
"Implementering, konsulentydelse og styring. Der skal eksempelvis leveres opdateringer, når telefonleverandørerne leverer nye opdateringer. Vi sælger således implementering og vedligeholdelse, men hvis du selv kan det, så kan du bare hente løsningen."
I har fået tingene programmeret i Litauen. Har det været svært at styre, og er arbejdskulturen meget anderledes?
"Det har været et topprofessionelt bureau, vi har arbejdet sammen med. Der har ikke været kulturelle problemer. Det har naturligvis krævet nogle rejser til både Norge og Litauen, men det har været ret gnidningsfrit at samarbejde."
Har det været svært at bygge systemet? I må eksempelvis være tvunget ud i nogle psykologiske og pædagogiske overvejelser således, at alarmer ikke skaber paniksituationer.
"Det har krævet noget læsning og læring, men i samarbejde med de norske myndigheder har vi fundet frem til de løsninger, der giver god mening."
Egen hardware
Teknologien i BComeSafe skal give eleverne og lærerne en mulighed for at varsle alvorlige hændelser, eksempelvis trusler eller brand, via eget it-udstyr som telefoner eller bærbare computere.
Hvis en ulykke sker, eller der opstår en akut krisesituation, advarer, guider samt letter systemet beslutningsprocesser ved at give det fornødne overblik for at kunne træffe de nødvendige forholdsregler.
Systemet kan også optage video, vise koordinater og etablere sms-kontakt.
Eleverne kan hente systemets applikation og således installere varslingssystemet på pc, tablet eller mobil.
Varslinger sker med et tryk på en alarmknap i applikationen, der så kontakter skolens krise-team. Herefter kan der skabes kontakt til eksempelvis politiet eller andre myndigheder.
Systemet viser et kort over skolen og hvor personen, der udløste alarmen, befinder sig.
Hvis der er en truende person i nærheden er det muligt, at slå skærmen i sort, men stadig fortsætte dialogen, uden at den truende person kan se, at der sker en kommunikation.