Volkswagen opruster kraftigt i kampen om fremtidens bilmarked, og henter nu chefen for Apples Mac Systems Engineering afdeling, Johann Jungwirth ind som leder af den nye afdeling for digitaliserings strategi.
Her skal han referere direkte til Volkswagens CEO, Matthias Müller, lyder det i en pressemeddelelse fra Volkswagen.
Selvkørende biler og hemmelige projekter
Johann Jungwirth er absolut ingen hr. hvem som helst i bilindustrien.
Hans afdeling hos Apple arbejdede blandt andet tæt sammen med den såkaldte Special Projects Group, ligesom han tidligere har været CEO for Mercedes Benz Research & Development i Nordamerika.
Her havde Johann Jungwirth blandt andet ansvar for udviklingen af selvkørende biler, som Mercedes Benz konceptbil F015 og elektriske køretøjer.
Du kan komme med på tur i en (næsten) selvkørende bil her
Frygten for Apple
Det er en udbredt opfattelse i bilbranchen, at Johann Jungwirth var stærkt involveret i Apples udvikling af en selvkørende bil, det såkaldte Projekt Titan, skriver New York Times.
Projektet har skabt frygt for, at Apple vil gøre ved bilmarkedet, hvad iPhone gjorde ved telefonmarkedet
Volkswagen erkender da også blankt, at firmaet har skabt Joahnn Jungwirth's nye afdeling for ikke at blive forældede.
"Med den nye stilling og udnævnelsen af Jungwirth styrker Volkswagen kraftigt sin position inden for digitalisering, som er it meget vigtigt område i bilindustriens fremtid," hedder det i pressemeddelelsen.