Artikel top billede

Test: Surface Book er tæt på at være den perfekte bærbare

Stortest: Microsoft har for første gang bygget sin egen bærbare computer, Surface Book, som på mange områder er den ultimative bærbare maskine.

Microsoft har bygget sin egen bærbare computer. Og det er forståeligt, at nogle af de andre pc-producenter ikke just råber hurra over den.

For Surface Book giver brugeren alt det, som der overhovedet kan ønskes. Sådan lyder den overordnede konklusion fra vores kollegaer på vores amerikanske søstersite, Pcworld.com.

Ønsker du dig en bærbar uden kompromisser? Surface Book har det. Hvad med muligheden for at tage skærmen af og bruge det som en tablet? Selvfølgelig kan Surface Book det. Og hvad med en god batterilevetid, som overgår de andre i samme kategori?

Det har den også.

Du kan endda få en model med et dedikeret grafikkort i Surface Bookens Ultrabook-chassis - noget, som alle de andre producenter sagde ikke kunne lade sig gøre.

Herunder følger Pcworld.coms test af Surface Book. Testen er udarbejdet på to forskellige versioner af Surface Book: En med en i5-6300U-Skylake processor og 8 GB LPDDR3-RAM og en i7-6600U-Skylake processor, 16 LPDDR3-RAM og et dedikeret Nvidia-grafikkort i bunden.

Du kan dog ikke købe Surface Book i Danmark endnu, og der er intet der tyder på, at den vil blive sat til salg på det danske marked foreløbig.

Den specielle hængsel

Det første, man lægger mærke til på den nye Surface Book, er dens hængsel.

Det minder lidt om det hængselsystem, som bliver brugt på Lenovos nyere Yoga-enheder, men markant mere robust.

Er computeren lukket, slutter skærm og tastatur ikke helt tæt, hvilket resulterer i en linje 'luft' imellem tastatur og skærm.

Skærmen bliver aldrig ridset af tastaturet på denne måde, men til gengæld danner der sig plads til støv og skidt fra tastaturet, plus at maskinen virker tykkere, end den egentlig er.

Skærmen virker rimelig stiv i det, når man berører dens touch-skærm, men stadig mere bevægelig i det end for eksempel HP Spectre x360 eller Dells nye XPS 13. Men en Surface Books skærm er også tungere i det, så det er kun naturligt.

Skærmen er tungere, fordi du kan tage den af og bruge den som en tablet. Selve hængselsmekanismen åbnes ved at trykke på en dedikeret knap, et lille hak fjernes fra en sikkerhedsanordning inde i computeren, og du kan tage den af.

Kunne Microsoft ikke bare have lavet en mere almindelig måde at dele skærm og tastatur? Jo måske.

Men Surface Book handler om detaljerne. Når skærm og tastatur er sat sammen og sat så godt fast, at det ikke er muligt at skille dem ad ved at hive i computeren (den amerikanske tester har forsøgt), og er computeren død for strøm, så er det heller ikke muligt at sætte dem sammen, da anordningen styres via et elektrisk flow.

Nødvendigt? Njaaaeh. Fedt og funktionelt? Totalt.

Surface Books hemmelige våben

Surface Book består af to dele:

Øverst en skærm som også fungerer som en fuldt funktionel Windows 10-tablet med indbygget processor og op til tre timers batteritid.

Den minder meget om en nu klassisk Surface Pro 3, men blot endnu tyndere (8 mm) mens den stadig har køleriller hele vejen rundt.

Men Microsoft synes, at du skal have endnu mere computerkraft.

I bunden af computeren, som også kunne kaldes tastatur-dock til tabletten, finder du ikke bare et gigantisk batteri, men også et dedikeret grafikkort fra Nvidia.

Det vil sige, at når Surface Book er "samlet", benytter computeren Nvidia Geforce GPU'en,imens den benytter Intels integrerede grafikmotor, når du benytter den som tablet.

Hvordan Microsoft har gennemført dette, vides endnu ikke, men der er blevet gættet meget - blandt andet på en indbygget Thunderbolt-forbindelse, som ville kunne overføre den slags data.

Hvad mere smart er, at det ser ud til, at Surface Book har indbygget Nvidia's Optimus.

Optimus er en løsning, hvor Nvidia-kortet kun er slået til, når der er behov for det - selv når det er knyttet sammen med skærmen.

Det vil sige, at hvis du bruger computeren til spil eller videoredigering, er grafikkortet slået til, men sidder du og skriver i Word, benytter computeren den meget mere strømbesparende Intel HP Graphic fra Skylake-processoren.

Det er smart.

Smartest er det dog, at grafikkortet og processor er i to forskellige dele af computeren.

Det betyder, at varmefordelingen er meget mere optimal end i traditionelle computere, og det er første gang, vi ser et grafikkort i en aftagelig del af resten af computeren.

Det er en Surface - så selvfølgelig er der også en stylus

Microsoft opkøbte N-Trig - firmaet bag stylussen i Surface Pro 3 -  i løbet af sommeren, så selvfølgelig har Surface Book også teknologien derfra.

Det er dog en markant forbedret pen i forhold til på Pro 3, så Surface Book - og Surface Pro 4 - har 1.024 niveauer af tryk i sig. Det er det samme niveau, som var på de første Pro-enheder.

Pennen føles god at bruge.

Du kan skifte pen-spidsen, hvilket mange grafikere nok er glade for, og Microsoft har brugt mange mandtimer på at få pen og Surface til at spille optimalt sammen.

Blandt andet er skærmen god til ikke at registrere din hånd, når du skriver med pennen. 

Om det er brugbart eller ej, er op til dig. Nogle vil bruge pennen meget, mens andre overhovedet ikke vil bruge den.

Vidunderlig skærm

Skærmen på Surface Book er 13,5 tommer med en opløsning på de skyhøje 3.000 x 2.000 pixels - altså seks megapixel.

Den har desuden en lidt utraditionel skærmratio med nutidens standarder på 3:2, hvilket giver en god brugeroplevelse på for eksempel hjemmesider, men er knap så god, når der skal ses film.

Skærmen er et IPS-panel, som benytter speciel teknologi lånt fra blandt andet fjernsyn, som giver en utrolig god kontrast og billedkvalitet.

Og skærmen er utrolig.

Ud over at være en skærm med en af de absolut højeste opløsninger, har den også en 100 procent dækning af sRGB-skalaen, og den kan producere over 400 nits i lysstyrke. Det er ret meget, og kan give dig gode muligheder for at benytte den udendørs.

Porte: Det nødvendige

På Surface Book finder du en række nødvendige porte. To USB 3.0 type A (de "klassiske" USB-hunstik), en minidisplay-port, og en SD-kortlæser. Desuden er der en minijack-port på skærm/tablet-delen.

Det er, hvad der kan kaldes standard på en ultrabook.

Det er dog underligt, at der ikke findes hverken USB 3.1 eller Intels Thunderbolt 3.0, men man kan vel ikke få det hele. Heller ikke på den ultimative bærbar.

Mangler du stik, kan du dog tilknytte computeren til en dedikeret Surface Book Docking Station, som giver dig yderligere fire USB 3.0-, to DisplayPort-, Ethernet- og en minijack-port.

Mere om grafikkortet

Surface Book kommer i flere versioner. Pcworld.com har testet en uden og en med dedikeret GPU, og det er klart sidstnævnte, som er mest tiltalende.

Nvidia Geforce GPU'en er uspecificeret fra Microsofts side, men formodentligt er der tale om en modificeret version af Geforce 940m.

Forskellen på Surface books GPU og en 940m er, at Surface Books GPU har 1 GB af GDDR5 i stedet for de markant langsommere DDR3 i de fleste GeForce 940m-bærbare.

Mange havde forventet en stærkere GPU end den, som nu er blevet afsløret at være i Surface Book.

Flere brugere i forskellige internet-fora er irriterede over, at det ikke er en noget stærkere chip, som for eksempel 950m, men det tillader ultrabookens design endnu ikke.

CPU-evner

Takket være den nye Skylake-processor klarede begge de testede Surface Books sig godt. Den ene har en i5-6300U og den anden en i7-6600U.

Skylake-processorer kan holde en højere clock-hastighed end den tidligere Broadwell-generation selv under hårde opgaver.

Dog bliver i7-processoren ikke presset til sit yderste på grund af sin placering i det tynde design.

Der er simpelthen ikke plads nok til at håndtere den varme, det måtte give.

Ikke desto mindre yder begge stadig godt. I skemaerne herunder kan du se processorens evner i diverse situationer.

Den integrerede Intel-grafik

En af Skylakes helt store forcer er den integrerede grafik-chip.

Skylake er markant bedre end Broadwell eller Haswell-generationerne.

Mellem en Surface book i5-6300U og en XPS 13 er der cirka 32 procents forskel til fordel for Skylake.

Herunder kan du se endnu en graf, som viser forskellen.

Nvidia-chippen til spil

Lad os så endelig se på, hvad en dedikeret GPU i en ultrabook-krop kan gøre.

I grafen herunder kan du se, at en Surface Book med den integrerede GPU er 50 procent bedre end en Surface Book, som kun har den integrerede Intel Graphic HD 520.

Imod Dells XPS 13 er den 80 procent bedre.

Der er dog langt til en egentlig gamer-computer med markant bedre køling.

Dog kan du uden tvivl spille spil på den, som ikke kræver alverden. CS:GO, DOTA, League of Legends og StarCraft II kan den klare uden problemer.

De kan endda klares alene ved den integrerede HD 520, men med Nvidia GPU'en fordobles grafik-evnerne.

Det betyder, at Tomb Raider, et nyt og grafisk flot spil, snildt kunne spilles med en FPS på 71 (med en opløsning på 1.280 x 1024 og ikke "6K"-opløsningen), og DiRT Rally blev spillet med lige så høj FPS ved samme opløsningskompromis.

Det er udmærket gaming-evner til de fleste brugere, men går du efter at kunne spille spil på din computer som hovedformål, så skal du måske i stedet overveje en mere dedikeret gamer-computer.

...og til arbejde

Chippen kan dog bruges til meget mere, og det primære fokus vil nok også ligge på de arbejdsrelaterede opgaver.

Den taler direkte til folk, som vil bruge den til CAD/CAM eller andre programmer, som kræver grafiske evner.

Blandt andet har Pcworld.com testet encoding af video. Forskellen mellem en Macbook Pro 13 og en Surface Book var her på 50 procent - igen til fordel for Surface Book.

Latterlig lang batteritid

Okay så Surface Book har et flot, unikt design i gode materialer og en ydeevne i toppen af sin kategori, men vi stopper ikke der.

Microsoft lover en batterilevetid som kun få andre Windows-pc'er tør kaste sig ud i: 12 timers brug.

Det lyder som noget, som en Macbook Air kan tilbyde, men Microsofts påstand er ikke langt fra sandheden.

Alt efter, hvad du bruger af programmer og hvor meget lyd, du kører med, virker batterilevetiden til at leve op til løfterne.

i5-modellen var tændt i over 13 timer, altså længere tid end hvad Microsoft lover.

Det er det længste, vi nogensinde har set på en 13-tommer ultrabook.

Tager du skærmen af tastatur-delen, skæres batteritiden ned med en del, da størstedelen af batterierne sidder i tastatur-delen.

Dog kunne Pcworld.com stadig få batterilevetiden på tablet-delen op på lidt over 3 timer.

Hvis du spiller på den eller ser meget film, er batteritiden naturligvis mindre, men sådan er det jo med alle bærbare computere.

Derfor er det sikkert at sige, at Surface Books batterilevetid er imponerende.

Pcworld.com har ikke testet i7-6600U-versionen med det dedikerede grafikkort.

Det forventes dog, at batterilevetiden ved kontorbrug er nogenlunde den samme, men forvent dog også, at batteriet drikkes lige så hurtigt som saftevand ved en børnefødselsdag, når du starter op for spil eller grafiske programmer. Som man kunne forvente det.

Pris

Da Surface Book endnu ikke (måske aldrig?) kommer officielt til Danmark, er du nødsaget til at købe den i USA eller i et af de andre engelsktalende lande, når salget starter der.

Men taler vi om prisen, er den lige så luksuriøs som computeren selv.

For den "billigste" Surface Book (uden Nvidia GPU) er udstyret med en i5-6300U Skylake-processor, 8GB RAM, 128 SSD og selvfølgelig den flotte 3.000 x 2.000 pixel skærm.

Og det er til en pris på 1.500 dollar (cirka 9.900 kroner)

For de samme penge kan du købe dig en Dell XPS 13 med Skylake i5, 256 GB SSD, Touchskærm med QHD-opløsning. Ligeledes kan du købe en HP spectre x360 med en i7-chip, QHD-skærm og 512 GB SSD.

Surface Book er altså med andre ord noget dyrere end tilsvarende produkter - og vil du op og have i5-modellen med Nvidia-GPU'en? Ja så bliver prisen 1.900 dollar (12.500 kroner).

Går du all-in med en i7-processor, 16 GB RAM og 1TB SSD, da bliver prisen 3.200 dollar (21.000 kroner).

Og så skal du huske både amerikansk moms (på typisk 8-10 procent) plus den told, som du skal betale i den danske lufthavn.

Konklusion

To ting var interessante, da Microsoft løftede sløret for Surface Book ved sit store event i begyndelsen af oktober.

Først og fremmest var det løftet om "den ultimative bærbare", og derefter løftet om, at der ikke ville være en bærbar i sin klasse, som er hurtigere.

Begge ting som lyder som det værste marketingspjat, og som hurtigt kunne skydes ned.

Men Surface Book er den hurtigste 13-tommer computer på markedet. Det beviser benchmarks.

Der er ingen 13-tommer traditionel Ultrabook, som kan slå Surface Books dedikerede grafikchip, og Surface books CPU giver så meget kraft, som den kan i sin utrolig tynde skal.

Er den så den ultimative bærbar? Vi er uenige - for Surface Book er meget mere end bare en bærbar. Med et tryk på en knap omdannes dens overdådige skærm til en tablet-oplevelse, som ingen anden bærbar kan give dig. Og det er virkelig unikt.

Læs også: Nu kommer den første store Windows 10-opdatering: Det kan du vente dig


Loading ikon