San Francisco: Efter lidt forsinkelse er Intels næste generation af processorer, kaldet Skylake, endeligt landet.
Og det er værd at vente, hvis du står over for at købe ny bærbar eller at opgradere din stationære pc.
For den nye platform byder på ny teknologi, som både giver dig bedre ydelse og sparer på strømmen.
Samtidig har Intel arbejdet med processorernes indbyggede grafikevner, som nu tilbyder længere afspilning af FullHD-indhold og bedre afspilning af de nye flotte 4K-videoer og film.
Computerworld var med, da Intel holdt en lukket briefing i forbindelse med udviklerkonferencen IDF.
Vi har samlet de fem vigtigste pointer omkring den nye platform, hvor batterilevetid, grafik og sikkerhed er i fokus:
1. Skylake er Intels nyeste processorfamilie
Skylake er Intels nyeste processorfamilie, og Skylake afløser Broadwell-processorerne (efterår 2014), som igen afløste Haswell-processorerne (sommer 2013).
Skylake dækker over en hel række af processorer, der går fra modeller rettet mod tablets til de helt ekstreme processorer til stationære pc'er til spil og beregninger.
I forhold til de eksisterende Broadwell-processorer regner Intel med, at Skylake-familien kan give din enhed 10-15 procent mere ydelse samtidig med, at strømforbruget faldet med ca. 10-15 procent.
Specielt det sidste har stor betydning i bærbare enheder som tablets og bærbare computere.
2. Intel deler nu sine processorer op i Y-, U- og H-serierne.
Intel deler nu sine processorer op i Y-, U- og H-serierne.
Y-serien er den mindste og mest strømbesparende.
Den er målrettet til tablets og de, som Intel kalder 2-in-1´s, altså de hybridmaskiner, som kan veksle mellem bærbar- og tablet-formatet.
Intel vil dog fortsat holde fast i Core-navnet - og det er her, at det bliver lidt forvirrende.
For skal du have en bærbar eller stationær computer, så skal du have en Core i3, i5 eller i7 processor - hvor Core i3 er den svageste og billigste, Core i5 mellemmodellerne til de fleste og Core i7 topmodellerne til de helt kraftige (og dyre) maskiner.
Core i3, i5 og i7 er altså en del af U- og H-serien af processorer.
Men Y-serien, som er den mest strømbesparende med blot 4,5 watt forbrug, får sin egen Core-rangering. Derfor vil du i fremtiden finde Core m3, Core m5 og Core m7-processorer i strømbesparende enheder.
De i alt fire processorer i den nye Core m-serie er dog dybest set et forsøg fra Intels side på at rebrande og forklare forskellene i den lidt skuffende Core M-processor fra 2014.
Core M skulle have leveret en god balance mellem ydelse, batteriforbrug og blæserløse designs, men de Core M-udstyrede pc-modeller, som vi på Computerworld indtil videre har testet, har føltes langsomme - og med en batterilevetid, der ikke har overgået andre og kraftigere modeller.
Den nye m-serie af processorer er målrettet tynde mobile enheder som Intels Compute Stick, så forvent ikke at kunne købe dem i løs vægt til eventuelle hjemmebyg.
3. Du skal have nyt bundkort - og nok også ny RAM - for at køre Skylake
Som vi før har skrevet om, så kræver Intels nye processorer en ny sokkel og en ny type RAM, hvis du vil bygge dem ind i dit eksisterende system.
Dermed skal du ud og have fat i et nyt motherboard.
Det skyldes, at de nye Skylake-processorer benytter sig af socket LGA1151.
De kan derfor ikke passe i LGA 1150, som findes på motherboards til Hasswell og Broadwell.
Det er blandt andet på grund af behovet for DDR4-RAM og en ny strømtilførsel til chippen, som kræver den nye socket.
Køber du en bærbar, har producenten taget sig af alt det, og du skal bare holde øje med, at du ikke er ved at købe en maskine med en af de ældre Broadwell-processorer - heller ikke selv om det er et godt tilbud.
En af grundene til at de nye Skylake-systemer kan suge mindre batteri samtidig med at den samlede ydelse går op, er Speed Shift-teknologien.
Normalt er det dit styresystem, som fortæller processoren, hvor hurtigt den skal køre. Det er en proces, som kan tage op til 30 millisekunder.
Det er stadig smartere end i gamle dage, hvor processorerne bare knoklede derudaf - men med Intel Speed Shift sker kommunikationen uden styresystemet, og ifølge Intel er skiftetiden nede på et enkelt millisekund.
Den bedste sammenligning er at tænke på en bil med et moderne lynhurtigt syv-trins automatgear - og så gearskiftet i en 20-30 år gammel bil med tre-trins automatgear.
Den moderne bil arbejder bedre, fordi de mange gear og hastigheden i skiftene sikrer, at motoren altid ligger, hvor den er mest økonomisk
På samme måde er Speed Shift-teknologien med til at sikre, at processoren altid arbejder mest optimalt i spændet mellem kraft og strømforbrug.
4. Hvordan sikrer jeg mig, at det er en PC med Skylake jeg køber - og hvad skal jeg købe?
Alle Intels nye processorer hedder noget med 6XXX - fra topmodellen i7-6920HQ til den ydmyge i3-6100U. Undtagelsen er Pentium 4405U, men den skal du alligevel holde dig langt fra.
Folk, som arbejder med videoredigering eller forventer at spille store komplicerede spil, skal fortsat gå efter en quadcore i7-processor fra H-serien af processorer - men som noget nyt er der nu også quadcore i5-processorer til dem, som vil have ydelse, men samtidig spare lidt.
Er du bare ude efter en allround maskine, er hele i5-serien stadig et solidt bud. Og vil du spille, skal en i5 kombineres med et dedikeret grafikkort fra Nvidia eller AMD.
Det er fortsat vores indtryk, at i3-modellen først bør overvejes, hvis budgettet meget stramt - ligesom modeller med m-serien af processorer primært er til enheder hvor vægt/størrelse er vigtigere end ydelse.
5. En PC-processor er ikke længere bare en PC-processor, den kan meget mere
En processor er ikke længere bare en processor, viser Intels introduktion af Skylake-familien.
Blandt andet betyder fokuseringen på de mobile enheder, at processoren er tæt knyttet til chipsettet, som følger med bundkortet.
Det er dog ikke så ringe endda, for det har givet Intel mulighed for at fokusere på bestemte områder, som selskabet mener, at forbrugerne har efterspurgt.
Med Skylake har Intel fokuseret på bedre integreret grafik til de enheder, som ikke har et dedikeret grafikkort eller som bruger Intels, når der ikke spilles af strømhensyn.
Ud over bedre 3D-grafik så siger Intel, at Skylake kan afspille HD-video en time længere med samme strømforbrug, og at de kan afspille 4K-video uden at selv små billige maskiner går i knæ med hylende blæsere.
Skylake leverer desuden muligheden for Thunderbolt 3 via USB-C forbindelsen.
Kort fortalt er Thunderbolt så kraftig, at en bærbar kan kobles til et eksternt grafikkort og levere 3D-grafik til en ekstern skærm, ligesom hvis der var tale om en stationær pc.
Intels nyeste processor understøtter desuden Intels eget Realsense 3D kamera, som kan måle dybden i billedet og blandt andet bruges til ansigtsgenkendelse i stedet for traditionelle passwords.
Kameraerne skulle være gode nok til at kunne skelne mellem tvillinger.
De nye processorer har desuden understøttelse af DirectX12, OpenGL 4.4, OpenCL 2.0, Intel Widi og WiGig (til den slag trådløse dockingstationer som Computerworld prøvede i februar 2015).
Og så mente Intels Gregory Bryant, chef for desktop-platformen hos processor-giganten, ikke, at tiden er løbet fra de stationære pc'rt, selv om vi skulle næsten en time ind i præsentationen, før de blev nævnt. Der skulle efter sigende være over 500 designs på vej fra Intel-partnere.
Læs også historien om hvordan din processor blev til: Amerikanske atomraketter banede vejen for din pc-processor - nu truer telefonerne Intel