Microsoft meddelte allerede i januar, at Windows Phone bliver aflivet som styresystem, og at det fremover i stedet bliver det nye Windows 10, der kommer til at køre på Lumia-telefonerne.
Argumentet er, at man som bruger skal kunne få en mere integreret oplevelse på tværs af Windows-enhederne.
"Med suiten af apps, der kommer med Lumia, vil du kunne bruge Mail og Kalender lige så let på din telefon som på din pc. Du kan let arbejde med PowerPoint-præsentationer, redigere Word-dokumenter og få gavn af anden rig funktionalitet i Office, mens du er på farten," har Microsoft forklaret.
Læs også: Windows Phone elimineret: Sådan skal Windows 10 køre på din smartphone
Mange virksomheder udtrykker i øjeblikket stor interesse for Windows 10 til pc'er og tablets.
Mens Windows 7 har været en ubetinget succes i virksomhederne, har forholdet til Windows 8 været noget mere anstrengt. Windows 10 er derfor på mange måder en imødeset kombination af alt det, der fungerede godt i det klassiske Windows med de mange nye funktioner, der skaber et mere moderne styresystem.
iPhone sidder tungt på virksomhederne
Men mens Windows som pc-platform aldrig har været truet i virksomhederne, så har iPhone for længst fået etableret sig som den naturlige smartphone i de fleste virksomheder.
Logikken har typisk været, at iPhone og iOS er en klippestabil, sikker og brugervenlig pakke, som medarbejderne tager godt imod.
Når det gælder Android, er billedet lidt mere mudret hvad angår de mange forskellige typer hardware og de mange forskellige OS-versioner, der opdateres i forskellige tempi (sådan er opfattelsen i hvert fald mange steder).
Windows Phone har været en interessant overvejelse for mange virksomheder, og nogle steder har man også taget den platform ind, men den er aldrig kommet op i en niveau, hvor den kan bide skeer med iPhone rent udbredelsesmæssigt.
Det får man med det nye Windows til smartphones
I løbet af efteråret kommer Windows 10 Mobile og dermed - ifølge Microsoft - en langt mere integreret oplevelse på tværs af de forskellige Windows-devices.
Det betyder blandt andet, at brugernes personlige indstillinger, brugergrænsefladen og de forskellige Microsofts-teknologier (herunder Cortana) kommer til at se ud og fungere på samme måde på tværs af enheder.
Det er normalt kvaliteter, man som it-organisation vil sætte stor pris på, da det alt andet lige kan være med til at minimere support-behovet i organisationen og gør det lettere at sikre en ensartethed på tværs af medarbejdernes devices.
Udfordringen for Microsoft er imidlertid, at iPhone har fået etableret sig så godt i virksomhederne.
Amerikanske Good Technology har tidligere vurderet, at 72 procent af alle smartphones, der blev aktiveret i første kvartal 2015, var iOS-smartphones, mens der stod Android på 26 procent og Windows Phone på blot én procent.
Læs også: Android og Windows haler ind på iPhone og iPad i virksomhederne
Tallene kan ikke nødvendigvis overføres til en dansk kontekst, men der er næppe tvivl om, at styrkeforholdet hedder iPhone - Android - Windows.
Spørgsmålet er så, om det nye Windows 10 Mobile kan ændre ret meget ved det, uanset hvor godt og helstøbt et produkt, det måtte være, og uanset hvor interessante de nye Lumia-smartphones, der ventes senere i år, bliver?
Se video-demo
Her kan du se en gennemgang af preview-udgaven af Windows 10 til smartphones.
Artiklen fortsætter under videoen ...
CIO'er tror igen på Microsoft
Washington Post har en interessant klumme af forskeren Vivek Wadhwa, der blandt andet er tilknyttet Stanford University, Duke University og Singularity University.
Her skriver han om de mange fordele ved Windows 10 oven på skuffelsen Windows 8 - men også om en samtale, han for nylig har haft med en gruppe amerikanske CIO'er om deres syn på Microsoft og det nye Windows.
"Størstedelen sagde, at de køber Microsofts Surface Pro-tablets til deres brugere og opgraderer desktop-maskiner til Windows 10," fortæller Vivek Wadhwa i sin klumme.
"CIO'erne sagde, at Microsoft er en meget bedre virksomhed at forhandle med end Apple, der er blevet kendt for arrogance og mangel på opmærksomhed på behovet hos virksomhedskunder."
Læs også: Fra problembarn til dengse: Sådan bliver iPhone en firmatelefon
Vivek Wadhwa skriver, at Microsoft er en virksomhed med mange loyale fans i erhvervslivet.
"Det er tydeligt, at Microsoft er tilbage for fuld kraft. Det er en god ting: Apple og Google har desperat brug for konkurrencen, som Microsoft nu igen vil sikre."
Er iPhone urokkelig?
Selvom klummen i Washington Post naturligvis blot er en enkelt persons observationer, er det interessant, om den optimisme, Microsoft nu oplever med Windows 10, også kommer til at smitte af på Windows som en smartphone-platform?
Windows 10 Mobile bygger på den samme kerne som Windows 10 til pc'er og tablets.
Det er ét styresystem med én kerne og ét sæt af applikationer og funktioner, der fungerer på tværs af de forskellige enheder.
Det hele er leveret af Microsoft, der også står bag Office, SharePoint, Lync, Exchange, Dynamics og andre uhyre populære software-løsninger til erhvervslivet.
På papiret er det et uhyggeligt stærkt bud på en ny smartphone-platform til virksomheder.
Men spørgsmålet er, om selv det våben vil kunne ryste Apples iPhone på tronen som den foretrukne smartphone i virksomhederne?
Læs også:
Windows Phone elimineret: Sådan skal Windows 10 køre på din smartphone
Regningen stiger: Microsofts Nokia-opkøb har kostet gigant-beløb
Android og Windows haler ind på iPhone og iPad i virksomhederne
Fra problembarn til dengse: Sådan bliver iPhone en firmatelefon