Artikel top billede

(Foto: Dan Jensen) (Foto: Dan Jensen)

Dansk it-iværksætter tjener kassen på million-salg: Men fortsætter i firmaet

Interview: Det danske it-selskab nSense var egentlig slet ikke til salg. Men så udviklede en samarbejds-aftale sig pludselig. Nu har finske F-Secure købt firmaet for 112 millioner kroner. Stifter Jens Thonke bliver rig af salget, men fortsætter med at arbejde. "Men min pension er da nogenlunde sikret nu," siger han.

Interview: Det var en pludselig udvikling i en langvarig forretnings-relation, der har ført til, at det danske it-sikkerhedsselskab nSense nu er blevet opkøbt af den finske it-gigant F-Secure.

Handlen er så ny, at direktør og medstifter af nSense, Jens Thonke, endnu ikke har modtaget sine nye visitkort, selv om han siden 1. juni formelt har været ansat i F-Secure.

Finnerne betaler 112 millioner kroner for det danske selskab med omkring 70 ansatte, der har stifter og direktør Jens Thonke og stifter Joakim Sandström som stor-aktionærer, mens yderligere ni ansatte ejer aktier i selskabet.

Du kan læse mere om opkøbet her: Sikkerheds-kæmpe køber dansk it-selskab for 112 millioner kroner

Jens Thonke vil ikke fortælle, hvor meget han scorer på salget af sit selskab, da F-Secure som børsnoteret selskab er underlagt forskellige restriktioner.

"Men jeg kan da godt sige, at både Joakim Sandström og jeg har fået vores pensioner nogenlunde sikret med salget. Vi har ikke hidtil som iværksættere haft nogen pensions-opsparing, men det er altså nogenlunde sikret nu, ha ha," siger han til Computerworld.

Slet ikke meningen

Det var egentlig slet ikke meningen, at nSense skulle sælge.

Virksomheden med afdelinger i Danmark, Norge, Polen og Finland har været i rigtig god gænge i nogle år, siger Jens Thonke, der tidligere har afvist opkøbs-tilnærmelser fra andre selskaber.

"Vi var heller ikke lydhøre over for F-Secure med det samme, og vi var faktisk ikke rigtigt interesserede," siger han.

Men det ændrede sig i løbet af de drøftelser, som selskaberne har ført i det seneste halve års tid, og som ikke mindst bygger på et godt kendskab til hinandens produkter og kulturer.

F-Secure har været kunde hos nSense i en årrække, og nSense henvendte sig i fjor til det finske selskab i forbindelse med udviklingen af en ny sikkerheds-løsning - et slags cyber security alarm-system - til automatisk detektering af angreb og trusler fra nettet.

Her ønskede nSense at kunne drage nytte af F-Secures store udviklings-lab, der beskæftiger mere end 100 teknikere.

"Og så udviklede dialogen sig derfra. F-Secure mente pludselig, at vi skulle gøre noget mere ud af det, og at vi sammen kunne udvikle et unikt produkt, som kunne være et rent europæisk alternativ til de løsninger, som andre tilbyder," siger Jens Thonke.

Hertil kommer, at F-Secure ifølge den danske direktør ofte har modtaget forespørgsler fra egne kunder om den type ydelser og services, som nSense leverer.

Med til at underbygge beslutningen om at sælge livsværket til finnerne var også. at det finske selskab ifølge Jens Thonke deler vision og værdier med nSense.

"Det er ting som ordentlighed, ærlighed, høj kvalitet og hårdt arbejde. De værdier deler vi. Og så sætter vi i både nSense og F-Secure en ære i at udfordre kunderne hele tiden på, om det, de gør, nu også er godt nok," siger Jens Thonke.

Chef for ny business-line

Han bliver med opkøbet sat i spidsen for den afdeling, der skal stå for det nye produkt, som ventes lanceret i årets løb.

Efter lanceringen blivet det hans opgave at få sat gang i salget og få bragt det nye produkt ud på det europæiske marked.

"Ambitionen er, at vi skal vækste ganske meget," siger han.

Sådan nåede de frem til prisen

nSense-koncernen har 17 ansatte i Danmark, to i Norge, 35 i Finland og 16 i Polen.

Den danske afdeling kom i fjor ud med et overskud på omkring 2,5 millioner kroner.

Jens Thonke vil med henvisning til F-Secures børs-status ikke fortælle, hvad nSense samlet omsætter for i de fire lande, hvor selskabet er tilstede, eller hvad koncernens samlede overskud er.

Hvordan er I nået frem til en pris på 118 millioner kroner?

"Det er jo et spørgsmål om udbud og efterspørgsel. F-Secure betaler for både vores produkter samt for 'brainwaren' hos vores meget dygtige konsulenter. Og så har vi nogle produkter, der kan skaleres, hvilket jo betyder, at man kan regne med nogle helt andre multipler," siger Jens Thonke.

Tjener I nok på handlen til at I kan trække jer tilbage og nyde det søde liv?

"Det har vi slet ingen ambitioner om, og det vil der helt sikkert ikke komme noget godt ud af. Det er lidt skægt, for mange tænker, at det må helt fantastisk at tjene så mange penge, at man kan trække sig tilbage. Men sandheden er jo, at det ikke er interessant ikke at lave noget. Det kan sikkert være spændende nok at sidde og drikke hvidvin i tre måneder, men så bliver man jo træt af det," siger Jens Thonke.

"Vi har altid arbejdet hårdt, og det bliver nok ikke mindre nu," siger han.

Den nye fremtid

Fremfor at have fokus på den nye rigdom og de mange millioner, ligger fokus nu på at føre nSense og F-Secure videre.

"Det er jo sindssygt spændende lige nu, og sådan tror jeg, at alle ejerne af nSense har det. Dette opkøb giver helt fantastiske muligheder for os, som vi ikke har haft på egen hånd," siger Jens Thonke.

F-Secure har kontorer i 25 lande, mange tusinder kunder og omsætter for omkring en milliard kroner om året.

"I første omgang har vi jo rigtigt meget fokus på at komme videre med god interaktion mellem de to virksomheder, så vi kan udnytte de nye muligheder på bedste vis," siger direktøren.




Brancheguiden
Brancheguide logo
Opdateres dagligt:
Den største og
mest komplette
oversigt
over danske
it-virksomheder
Hvad kan de? Hvor store er de? Hvor bor de?
itm8 A/S
Outsourcing, hosting, decentral drift, servicedesk, konsulentydelser, salg og udleje af handelsvarer, udvikling af software.

Nøgletal og mere info om virksomheden
Skal din virksomhed med i Guiden? Klik her

Kommende events
PCI og cloud-sikkerhed: Strategi til beskyttelse af betalingsdata

Er din organisation klar til de nye PCI DSS 4.0-krav? Deltag i vores event og få indsigt i, hvordan du navigerer i compliance-udfordringerne i en cloud-drevet verden.

16. januar 2025 | Læs mere


Strategisk It-sikkerhedsdag 2025, Aarhus: Viden om trusler og tendenser – Beskyt din virksomhed

Gå ikke glip af årets vigtigste begivenhed for it-sikkerhedsprofessionelle! Mød Danmarks førende eksperter, deltag i inspirerende diskussioner og få praktisk erfaring med de nyeste teknologier. Bliv klogere på de seneste trusler og lær, hvordan du bedst beskytter din virksomhed mod cyberangreb. Tilmeld dig nu og vær på forkant med fremtidens cybersikkerhedsudfordringer.

21. januar 2025 | Læs mere


Strategisk It-sikkerhedsdag 2025, København: Viden om trusler og tendenser – Beskyt din virksomhed

Gå ikke glip af årets vigtigste begivenhed for it-sikkerhedsprofessionelle! Mød Danmarks førende eksperter, deltag i inspirerende diskussioner og få praktisk erfaring med de nyeste teknologier. Bliv klogere på de seneste trusler og lær, hvordan du bedst beskytter din virksomhed mod cyberangreb. Tilmeld dig nu og vær på forkant med fremtidens cybersikkerhedsudfordringer.

23. januar 2025 | Læs mere