Apples berømte chef-designer Jonathan Ive stopper i sin nuværende position i virksomheden.
Det har Apples administrerende direktør Tim Cook meddelt i en intern mail, som Apple-mediet 9to5mac er kommet i besiddelse af.
I stedet bliver Jonathan Ive nu udstyret med en ny titel "Chief Design Officer."
Tim Cook oplyser i den interne mail, at der er tale om en forfremmelse, men i praksis betyder jobskiftet også, at Jonathan Ive ikke længere bliver en del af det daglige designarbejde i Apple.
I mailen oplyser Tim Cook, at Jonathan Ive i fremtiden skal beskæftige sig med "aktuelle designprojekter, nye ideer og fremtidige initiativer".
Stigende ansvar
Jonathan Ive har i årene efter Steve Jobs død fået i stigende ansvar hos Apple, og i 2012 til fik Ive udvidet sit ansvarsområde til udover hardwaredesign også at omfatte Apples grafiske brugerflader.
De ansvarsområder bliver nu overtaget af henholdsvis Richard Howarth, der bliver chef for Apples industrielle design, og Allan Dye, der bliver chef for brugerflade-design.
Både Howarth og Dye er i forvejen ansatte hos Apple, og de har begge spillet nøgleroller i udviklingen af henholdsvis iPhonen og Apple Watch.
Samme rolle som Steve Jobs?
Ovefor det amerikanske erhvervsmedie Bloomberg vurderer Apple-analytikeren Neil Cybart, at Jonathan Ives nye ansvarsområder kommer til at minde om dem, som Steve Jobs i mange år havde i virksomheden.
Det er velkendt, at Steve Jobs ofte definerede sin egen rolle i Apple som en "redaktør". Det skyldes, at han var optaget af produkterne i en helt anden grad end mange andre i lignende positioner.
Han forfinede produkterne, forkastede dem og godkendte dem. Men han var ikke opfinderen af produkterne. Dermed spillede han på mange måder samme rolle, som en redaktør på et forlag, magasin eller avis.
Men spørgsmålet er om Apple med den nye position til Jonathan Ive cementerer hans rolle, som Apples nye "chefredaktør", eller om der måske snarere er tale om en retrætepost til Ive, der på trods af en alder på 48 år allerede er en veteran i Apple-sammenhæng.
Ive har været ansat i Apple siden 1992, og han har spillet en afgørende rolle i Apples genrejsning.
Da Steve Jobs i slutningen af 90'erne kom tilbage til Apple, der på det tidspunkt var sammenbruddets rand, så han straks potentialet i den unge britiske designer, der hidtil havde siddet gemt væk i et afsideslignende designstudie i Apples hovedkvarter.
Sammen startede Jobs og Ive et tæt parløb, der resulterede i nogle af de mest ikoniske produkter i nyere tid, og i 2012 blev Ive udnævnt til "Commanders of the Order of the British Empire" af det britiske kongehus, hvilket betyder, at han nu har ret til at kalde sig Sir.
Er Ive udbrændt?
I et helt nyt portrætinterview med den britiske avis The Telegraph, fortæller Ive, at han forventer at få mere tid til at rejse, når han den 1. juli indtager den nye jobposition.
Derudover røber Ive også, at han i det nye job blandt andet vil fokusere på designet af Apples mange detailbutikker samt det nye såkaldte "rumskibs-hovedkvarter" som Apple i øjeblikket opfører i Californien.
For få måneder siden blev Ive desuden portrætteret i det amerikanske magasin The New Yorker.
Her bliver Jonathan Ive beskrevet som "værende træt" og på grænsen til at være udbrændt efter et år, som han i artiklen beskriver som det sværeste år, siden har startede hos Apple.
Gennem det seneste år har Ive været ansvarlig for lanceringen af Apple Watch samtidig med, at han også har haft ansvaret for Apples hardware- og softwaredesign. I tiden op til artiklen blev skrevet blev Ive desuden ramt af en lungbetændelse, som han selv forklarer med et stort arbejdspres.
"Jeg brændte mig selv ned til et punkt, hvor jeg ikke længere havde det godt," fortæller Ive i artiklen.
Steve Jobs enke, Laureen Powell Jobs, siger i artiklen, at det måske vil give mening, at give Ive en ny og mindre krævende position i firmaet.
"Det vil måske være muligt at finde en lidt anderledes struktur, der er mere bæredygtig," siger hun og tilføjer, at det ofte har omkostninger, når folk i en årrække arbejder så hårdt, som Jonathan Ive og hendes mand har gjort gennem næsten to årtier.
Betydning for aktiekursen
Jonathan Ives position i Apple er så betydningsfuld, at det formodentligt vil påvirke virksomhedens aktiekurs, hvis han pludselig tog en brat afsked med virksomheden og forlod den øjeblikkeligt.
Men der har tidligere gået rygter om hans afsked.
I 2011 skrev den britiske avis Sunday Times, at Jonathan Ive drømte om at flytte hjem til England, men at han var for værdifuld for Apple til at det kunne lade sig gøre.
Og i portrættet i The New Yorker får vi ligeledes fortalt historien om, at Ive i 2007 overvejede at forlade Apple og vende hjem til England.
I 2007 havde Ive netop købt et stort hus i Somerset i det vestlige England, hans børn havde nået skolealderen, og Apple havde lige lanceret den første iPhone.
Ifølge designeren Clive Grinyer, der er venner med Jonathan Ive, overvejede Ive at gå på tidlig pension og i stedet bruge tiden på at designe udvalgte luksusprodukter.
En plan der dog ifølge Grinyer blev skrinlagt på grund af iPhonens enorme succes og Steve Jobs' forværrede helbredstilstand.
"Pludselig så det ud som, at iPhonen ville forandre hele verden, og jeg tror, at det var en byrde for ham," siger Grinyer til The New Yorker og uddyber:
"Han ville gerne følge det til dørs, men jeg ved, at det ikke har var hans oprindelige plan."
I artiklen afviser Ive dog selv, at han har haft planer om at flytte til England permanent, og artiklen i The Sunday Times beskriver han som "upræcis".
Læs også:
Apple og Motorola i infight: Beskylder hinanden for "forfejlet design" og "uhyrlige priser