Vi skal formentlig ikke vente mere end et par måneder endnu, før vi alle kan få Windows 10 på vores computere og Windows-tablets. Men du kan allerede nu prøve en test-version af Windows 10 - kvit og frit - og vente tilbage til Windows 8, uden at du mister dine eksisterende filer.
For nogen er det næppe en nyhed, men for andre kan det være en god mulighed for at afprøve det kommende Windows-system.
Tidligere har det nemlig været et større bøvl at komme fra en Technical Preview-version tilbage til en stabil Windows-udgave.
Du kan hente den nyeste version af Windows 10 Technical Preview her.
Da Windows 10 Technical Preview er og bliver beta-software, så kan ting gå galt. Husk derfor altid at lave en back-up - bare for en sikkerheds skyld.
Installation
Installationen er ganske enkel og til at overskue. Efter at du har klikket på den downloadede iso-fil, finder du installationsfilen under "Denne PC".
Installationen tillader, at du gemmer alle dine personlige filer, så du kan bruge Windows 10, som du ville bruge Windows 8. På den måde kan du også tjekke, om dine eksisterende programmer allerede nu virker til Windows 10.
Husk dog på, at det endnu kun er et Technical Preview.
Installationen tager et sted mellem 15 minutter og en halv time, men derefter er du også klar til at køre Windows 10. Voila!
I Windows 10 Technical Preview kan du prøve en lang række af de nye features, som kommer med i Windows 10, og Microsoft udsender fra tid til anden nye opdateringer.
Du kan se en liste over det nyeste indhold her.
Tilbage til Windows 8
Når du bliver træt af Windows 10 - eller du bare er færdig med at teste - kan du meget nemt gå tilbage til Windows 8 igen.
Om det også virker med Windows 7, har vi ikke testet, men i hvert fald kan du i Windows 10 med to klik gå tilbage til Windows 8 uden at miste nogle filer - hverken dem fra før du installerede Windows 10, eller dem du har lavet under din test.
Under indstillinger finder du "back-up and recovery", og her kan du vælge et par muligheder for at gendanne Windows. Her finder du den smarte mulighed for at gå tilbage til Windows 8, og klikker du ja - imens din computer har tilsat et strømstik - så er du på cirka ti minutter tilbage i vante omgivelser i Windows 8.
Alle omtalte tidsintervaller kommer fra gentagne tests på HP's Spectre x360, så tiderne kan variere alt efter din hardware.
Læs også:
Tre vigtige facts om Windows 10: Det skal du vide om det nye styresystem