Flere børn og unge skal have muligheden for at smage på livet i it-branchen.
Derfor er Computerworld gået sammen med Coding Pirates for at skabe et lokalt forum, hvor børn og unge kan stifte bekendtskab med programmeringssprog, robotter og spil- samt konceptudvikling.
Coding Pirates er en succesfuld forening stiftet af den læreruddannede Martin Exner og baseret på frivillige, som har til formål at lære børn og unge mellem 7 og 17 at programmere - og en forening som Computerworld har skrevet om før.
Ny afdeling i Herlev
Coding Pirates har allerede flere afdelinger i København, blandt andet på ITU, Københavns Universitet, på Islands Brygge og i Hellerup samt i Aarhus i samarbejde med Aarhus Universitet .
Med samarbejdet med Computerworld kan foreningen en gang om ugen byde et hold børn og unge velkommen i Computerworlds lokaler i Herlev.
I forbindelse med opstarten inviterer Coding Pirates Computerworld-afdelingen børn, unge og forældre til et lanceringsevent d. 9. april 2015 kl. 17-18.30 i Computerworlds lokaler på Hørkær 18, 2730 Herlev.
På lanceringseventet kan du høre mere om, hvad det kræver at deltage, og hvad man arbejder med af spændende projekter i Coding Pirates.
Er du i øvrigt it-kyndig og har lyst til at lære fra dig over for børn og unge, så kunne vi godt bruge et par frivillige mere til at hjælpe og/eller undervise i de små workshops, der skal introducere børn og unge til teknologier som Small Basic, KODU Gamelab, Python eller Lego Mindstorms.
Er du interesseret i at kigge forbi - eller har lyst til at give en hånd og sikre næste generation af it-folk - så læs nærmere om eventet og tilmeld dig.