Dagens fyringsrunde hos IBM Danmark er nu blevet gennemført.
Allerede tirsdag kunne Computerworld fortælle, at det var meldt ud internt i IBM, at der skulle ske afskedigelser i virksomheden.
Onsdag erfarer vi, at det konkret er omkring 90 medarbejdere, der er blevet afskediget, og at det primært drejer sig om medarbejdere fra afdelingen Strategisk Outsourcing i Brøndby.
Derudover har der forud for begivenhederne i dag været mulighed for at søge om frivillige fratrædelser, og omkring 10 medarbejdere forlader IBM Danmark med den aftale i hånden.
Læs også: Fyringsrunde i IBM Danmark: Medarbejdere mister jobbet onsdag
En del af globale tilpasninger i IBM
Benedicte Strøm, der er kommunikationschef i IBM Danmark, bekræfter, at der har fundet afskedigelser sted, og hun udtaler samtidig:
"Personalereduktionen er nu gennemført som planlagt, og det har været en emotionel dag, vi har været igennem."
"Reduktionen sker i forlængelse af IBM's regnskab for nylig (det globale, red.), hvor vi offentliggjorde, at vi har hensat 600 millioner dollars til rebalancering af arbejdsstyrken."
Læs også: Derfor er der ingen vej uden om gigantisk fyringsrunde i IBM
Ikke slut med tilpasninger
Benedicte Strøm forklarer videre:
"Vi kommer til også fortsat at se løbende tilpasninger til de forandringer, der sker i markedet."
"Vi følger kunderne, og hvis kunderne kræver noget af et marked, som vi ikke kan levere her, så går vi jo med - især når det er vækstmarkeder," siger hun med henvisning til blandt andet cloud, mobility, sikkerhed, social og analytics.
Computerworld har tidligere interviewet daværende administrerende direktør Lars Mikkelgaard-Jensen om det drastiske fald i antallet af medarbejdere i IBM Danmark. Her kom han med den samme melding:
"På nogle områder er det et krav og et ønske fra vores kunder, at man vil have det til en mere konkurrencedygtig pris, end hvis man producerer i Danmark," forklarede han blandt andet sidste efterår.
"Det vil sige, at hvis man ser på antal årsværk, der bliver produceret til IBM Danmark, så er det større end nogensinde. Det bliver bare produceret i Indien og andre steder."
"Dermed går vores lokale arbejdsstyrke på nogle områder ned, også i den udstrækning, vi flytter forretningen over på nogle af de nye vækstområder."
1.000 færre medarbejdere
Dagens fyringsrunde er langt fra den første i IBM Danmark, der i de senere år har sagt farvel til ganske mange medarbejdere.
Alene fra 2010- til 2013-regnskabet faldt antallet af ansatte med mere end 1.000, fra 3.870 ansatte til 2.836.
IBM Danmark oplyser, at der i 2014-regnskabet vil komme til at være registreret omkring 2.600 ansatte i IBM Danmark.
Læs også: Fyringsrunde i IBM Danmark: Medarbejdere mister jobbet onsdag
Røde regnskabstal
Den danske afdeling af den globale it-gigant udnævnte den 6. januar en ny administrerende direktør, Lars Erik Clausen.
Han overtager et IBM Danmark, der er under et betydeligt pres, når man ser på regnskaberne:
Virksomheden kom i 2013 ud med et underskud på 78 millioner. Selvom 2012 bød på et beskedent overskud på 6,4 millioner kroner efter skat, så har IBM Danmark over en årrække kørt med underskud.
Eksempelvis var der 56 millioner i minus på bundlinjen i 2011 og næsten 140 millioner i 2010. Omsætningen faldt fra 2010 til 2013 med mere end en milliard danske kroner.
Set i det lys er dagens afskedigelser ikke den store overraskelse - men derimod et tiltag på linje med det, vi i de senere år også har set gentagne gange hos selskaber som CSC og KMD.
De er, ligesom IBM, under pres på et it-marked præget af store omvæltninger, og hvor nye konkurrenter buldrer frem.
Læs også: Antallet af ansatte rasler ned hos danske it-giganter
I gang med stor transformation
Også på internationalt plan har IBM visse udfordringer.
I IBM's årsregnskab for 2014 på globalt plan endte nettoresultat på 15,8 milliarder dollars, lige omkring 100 milliarder kroner. Det er syv procent lavere end året før.
Omsætningen i 2014 lå på 92,8 milliarder dollars, omkring 595 milliarder kroner, hvilket er seks procent lavere end i 2013.
Derfor er det også klart, at der skal ske yderligere forandringer i IBM i den kommende tid, hvilket også it-gigantens CEO, Virginia Rometty, lagde vægt på i årsregnskabet.
"Vi gør betydelige fremskridt i vores transformation ved at fortsætte med at flytte IBM's forretning til mere værdifulde områder og ved at investere og positionere os selv i forhold til det mere langsigtede."
I slutningen af januar skabte det international opsigt, da det velansete finansmagasin Forbes bragte en historie om, at IBM på globalt plan ville gennemføre et hemmeligt "Project Chrome" - den største omorganisering i IBM's historie med massive afskedigelser.
IBM afviste dog efterfølgende klart, at det skulle dreje sig de 26 procent af IBM's medarbejdere, der blev nævnt hos Forbes.
Læs også:
Derfor er der ingen vej uden om gigantisk fyringsrunde i IBM
Fyringsrunde i IBM Danmark: Medarbejdere mister jobbet onsdag
Årsregnskab: Presset IBM står overfor én afgørende udfordring
Derfor er der blevet 1.000 færre ansatte i IBM Danmark
Her er dommen: Dette IBM Danmark efterlader Lars Mikkelgaard-Jensen til sin efterfølger