Interview: Det store selskab BMC har holdt relativt lav profil i nogle år, men træder nu frem på scenen igen som et nyt og helt ombygget selskab, der har indrettet sig efter nye, cloud-baserede tider, hvor virksomhedernes it-setup bliver stedse mere kompleks, agil og foranderlig.
"Automatisering er et nøgleord i at få det her cloud til at fungere, for med cloud skal it-afdelingen jo hele tiden deploye og afinstallere systemer. Nogle gange skal de køre en uge. Andre gange en måned. Men man kan ikke blive konkurrence-dygtig, hvis ikke man kan automatisere de processer. Der ligger her en klar opportunity for os," siger Bo Gyldenvang, nordisk chef for BMC.
Den lange omstilling
Det er et nyt BMC med redesignede produkter og et nyt syn på kunderne, der nu træder frem fra skyggerne.
BMC var engang børsnoteret og derfor vældig opsat på at være fremme i skoene for at sikre kendskab til selskabet og dets produkter.
Selskabet havde 'mange penge i banken og var højprofitabelt," som Bo Lundvang formulerer det, men væksten var lille - helt nede på en-to procent om året.
"Og det er altså ikke godt nok for et software-firma. Vi har helt sikkert ikke være inde alle steder, hvor vi skulle være. Alt for mange ting er sket, uden at vi har været med. Men det er slut nu," siger Bo Gyldenvang.
Men i 2013 blev BMC pludselig opkøbt af kapitalfonden Bain Capital, der omgående afnoterede hele butikken fra den amerikanske fondsbørs.
Det kan du læse mere om her: Kapitalfond vil købe kendt it-firma for 50 milliarder.
Bag kulisserne var sagen dengang klar: BMC var nødt til at omstille sig fra sit udgangspunkt som leverandør af klassiske softwaresystemer til en tid præget af cloud computing.
Selskabet leverer avancerede systemer til især de større selskaber, der tidligt begyndte at snuse til netop cloud computing.
Netop cloud computing - hvor virksomhederne nemt kan både købe og afmelde it-løsninger - er allerede godt i gang med at ændre CIO'ens rolle fra at være it-driftsmand til at være en slags it-broker, der hele tiden sørger for, at virksomhedens it-infrastruktur består af det til en hver tid mest fremmende for forretningens konkurrence-dygtighed.
Som leverandør af it-services kan omstillingen imidlertid være vanskelig - i hvert fald hvis man som BMC har været børs-noteret, hvilket jo betyder, at markedet reagerer på selv de mindste tegn.
"Den cloud-baserede tilgang til løsningerne rammer jo de traditionelle software-firmaer utroligt hårdt, fordi man ikke længere kan sælge sin software og få nogle penge med det samme, men i stedet får betaling løbende i mindre bidder. Det betyder, at omsætningen falder med det samme, mens omstillingen også ville tage flere omkostninger," siger Bo Gyldenvang..
Ifølge ham har BMC længe været klar med de cloud-baserede løsninger, men selskabet har holdt sig tilbage,.
"Vi har nok været bange for at trykke på speederen, fordi aktiekursen jo ville rasle ned, fordi omsætningen ville falde. Så egentligt var det heldigt, at Bain Capital købte os og lagde 150 millioner dollar til investeringer og krævede, at vi straks skulle sætte gang i en transformation over mod skyen," siger Bo Gyldenvang.
For mange produkter
Omstillingen har blandt andet medført, at BMC har relanceret en række produkter, der er blevet redesignet og gentænkt, ligesom der er blevet ryddet op i produktporteføljen, som var blevet ret omfattende.
Hovedkonkurrenterne er IBM, HP og CA, der alle leverer løsninger inden for monitorering, it-service-management, automatisering og performance-analyse.
Centralt er det ifølge Bo Gyldenvang, at BMC-produkterne nu skal udvikles med brugernes nye vaner i centrum. De anvender i modsætning til tidligere en lang række platforme: Pc'er, tablet-computere, smartphone og lignende.
Og dem skal løsningerne kunne flyde frit imellem.
"Som slutbruger i et firma skal man føle, at it er noget, der er bygget for dig, og som du anvender helt naturligt. Det har fået os til at gentænke produkterne, så de kan være tættere på den måde, som den enkelte medarbejdere fungerer på. De skal for eksempel være tilgængelige på alle devices og stor udstrækning ligge i skyen," siger Bo Gyldenvang.
It-afdelingen skal (også) være konkurrencedygtig
En stor del af værdien skal hentes i at kigge på mulighederne for at hente værdi i de dunkle hjørner af virksomhedernes processer.
"Der ligger en kæmpe-opportunity i at kunne få processerne til at hænge sammen, for det er jo der, at de fleste problemer opstår. Basal monitorering er ikke så svært, men det kan det være lynhurtigt at finde ud af, hvad der er galt, hvis en bruger siger, at en applikation pludselig kører langsomt," siger direktøren.
Han peger på, at det jo kan 'skyldes fem servere, der underperformer samtidigt.'
Her skal systemet kunne orientere it-afdelingen, der skal løse problemet, meddele til brugeren, at 'det er løst om fem minutter og så lukke sagen.'
"Det er noget, der ellers kan tage 14 dage, og der er altså store besparelser, hvis man kan få automatiseret de her processer," siger Bo Gyldenvang.
For it-chefen er det ifølge ham afgørende at have styr på disse processer.
"For it-afdelingen skal altså være super-konkurrencedygtig for at bevare sin position i firmaet. Ellers begynde marketing-direktøren jo bare at købe it for næsen af it-afdelingen," siger han.
Folk fra Pixar
En stor del af relanceringen har derfor handlet om at ændre fokus til nu at handle om at forstå, hvordan kunderne tænker og indrette produkt-porteføljen derefter.
BMC har nu delt selskabet op i fire forretnings-enheder, ITSM, analyse, automatisering og workload, der hver især har fået egen topchef, en såkaldt 'president, ligesom op mod 90 procent af selskabets produkter har fået helt nye interfaces.
Kapitalfond-ejeren har eksempelvis ifølge Bo Gyldenvang krævet, at BMC ansatte folk fra animations-selskabet Pixar til at sidde med i udviklingen.
Herhjemme har BMC omkring 20 ansatte, men flere er på vej i den satsning, som nu venter lige rundt om hjørnet.
"Det er en kæmpe omvæltning, men der er også et meget stort potentiale. Nu skal vi til at eksekvere.
Her er vækst-mulighederne
Ifølge Bo Gyldenvang har BMC godt fat i de allerstørste selskaber - stort set alle C20-selskaber er ifølge ham blandt kunderne.
Men i geleddet lige under de allerstørste er der et meget stort potentiale for selskabet, når der nu bliver lukket helt op for salgsfremstød og salgssluserne.
Herhjemme vil det sige blandt Top 50-selskaberne.
Ifølge BMC's egne målinger anvender blot omkring en tredjedel af disse selskaber i dag BMC's løsninger.
"Samtidig kan vi se, at den tredjedel, der er kunder, typisk anvender rigtigt mange af vores løsninger. Så vi ser store vækstmuligheder i de to tredjedele, der i dag er fraværende," siger Bo Gyldenvang.
Samtidig vil selskabet via forskellige partnerskaber forsøge at komme ud blandt de små og mellemstore virksomheder med blandt andet løsnignger til workload-automatisering.
Nyt fokus - på nye kunder
Bo Gyldenvang erkender, at selskabet ikke har været 'dygtigt nok' til at nå ud til de nye kunde-muligheder, men i stedet har haft en tendens til i stedet at fokusere på at sælge mere til de eksisterende kunder.
"Vi var blevet for meget generalister og for lidt specialister, og vi har ikke været stærke nok til at komme ud til nye kunder for at præsentere vores herligheder. Det kan vi se, fordi vi typisk slet ikke er inde eller også er rigtigt meget inde hos kunderne," siger Bo Gyldenvang.
Virksomhederne har imidlertid brug for specialister, der kan rådgive og løse udfordringer inden for specifikke områder, og det er en erkendelse, som BMC i høj grad har taget alvorligt.
"Vi har jo ikke fokuseret på at være generalister. Det har bare været en udvikling. BMC har jo købt tre-fire firmaer om året i årevis, og pludselig kan en sælger eller en konsulent simpelthen ikke gabe over mere. Men det er klart, at vi ikke har været inde alle de steder, hvor vi skulle være. Det ændrer vi på nu," siger Bo Gyldenvang.
Målet er klart: BMC i Norden skal i løbet af det kommende år vokse med 17 procent. Selskabets mål er at være vokset til dobbelt størrelse inden for de kommende fire år.
"Man siger jo, at en virksomhed skal genopfinde sig selv hvert andet år, og jeg tror, at vi enten var blevet opkøbt eller hakket op i bidder, hvis ikke vi havde gennemført denne omstilling," siger Bo Gyldenvang.
Læs også:
Mød tre danske it-afdelinger: Knivskarpt fokus på drift, innovation og projektstyring
Denne it-type kan ødelægge din virksomhed: Men næsten ingen er på sporet af den
Otte vigtige software-tendenser for din virksomhed: Her er otte trends for enterprise software
Hackerne kommer - og du kan (næsten) intet gøre
Besked til it-afdelingerne: I kan snart blive splittet op i to hold