Artikel top billede

Barack Obama melder sig ind kampen mod kryptering: Staten skal have adgang

USA's præsident Barack Obama og den britiske premierminister vil kryptering til livs, så statsmagten kan få adgang til folks data.

Efter NSA-whistlebloweren Edvard Snowden afslørede, hvor meget USA's regering er i stand til at overvåge, har flere it-selskaber haft travlt med at markedsføre produkter med indbygget kryptering.

Blandt andre har sværvægtere som Apple og Google på henholdsvis deres iOS- og Android-enheder indbygget kryptering, så hverken staten, hackere eller tys-tys-kilder kan lure med, når it-giganternes kunder kommunikerer med hinanden.

I kølvandet på terrorangrebet på satiremagasinet Charlie Hebdo har først den engelske premierminister David Cameron og senest den amerikanske præsident Barack Obama meldt sig ind i kampen mod krypterede telefoner og andre computerenheder, som staten ikke kan læse med på.

David Cameron er parat med lovgivning, der kan give politiet og efterretningstjenester hjemmel i lovgivningen til at få adgang til kommunikation på krypterede enheder.

Hans tilgang har åbenbart smittet af på Barack Obama, som den engelsk premierminister mødtes med for nyligt.

For USA's præsident vil også gøre det muligt for politiet at læse med, når nogen skriver kærestebreve eller kritiserer staten på deres krypterede telefoner fra enten Apple eller Google.

"Hvis vi finder beviser for planlægningen af et terroristangreb, så selvom vi har et telefonnummer, mail- og social media-adresse, så kan vi ikke tilgå den viden, og det er et problem," lyder budskabet fra Barack Obama ifølge The Wall Street Journal.

Patrioterne hjælper regeringen

Barack Obama fortalte ved samme lejlighed, at han er helt sikker på, at de amerikanske it-folk og teknologiskfirmaer gerne vil hjælpe regeringen med at kunne tilgå de ellers krypterede informationer.

"De er patrioter," forklarer præsident Obama.

Han håber, der er en måde at gøre kommunikationen hemmelig i privatlivets navn, mens ordensmagten altså samtidig skal kunne tilgå den elektroniske kommunikation med en dommerkendelse i hånden.

Den tankegang vækker måske minder om den såkaldte clipper chip, som den amerikanske efterretningstjeneste NSA forsøgte at få indført i starten og midten af 1990'erne, så NSA-folkene kunne lytte med på folks telefonsamtaler.

Den chip var hverken noget hit blandt forbrugere eller fabrikanterne, og den blev skrottet i 1996.

Præsidenten lyder som FBI

Det har i denne omgang ikke skortet til opbakning for, at de offentlige myndigheder kan få snablen ned i befolkningens private datasæt.

Smartphone-krypteringen fik sidste år både det amerikanske Justitsministerium og forbundspolitiet FBI helt op på stikkerne i forsvaret for vigtigheden af, at ordensmagten kan få adgang til folks digitale informationer.

Barack Obamas udmelding er det første egentlige angreb fra Det Hvide Hus mod krypteringsbrugen. 

"Han lyder mere som Jim Comey end noget andet," siger tidligere NSA-rådgiver Stewart Baker til The Wall Street Journal med henvisning til FBI-direktør Jim Comey, som længe har bakket op om, at politiet skal have adgang til de krypterede data.

It-rådgiveren i den amerikanske borgerrettighedsorganisation 'American Civil Liberties Union', Christopher Soghoian, ryster på hovedet over præsidentens standpunkt.

"Hvordan kan Obama i den samme tale snakke om at tage skridt mod et stærkere cyberforsvar og samtidig klage over kryptering," spørger han retorisk.

Læs også:
EL om genindførsel af internet-overvågning efter terrorangreb: "Fuldstændig tåbeligt"

Myndighed: Derfor kan ny iPhone-kryptering koste børn livet

Android og iOS-kryptering får politiets alarmklokker til at ringe

FBI pudser 200 år gammel lov på Apple: Nu skal iPhones altså dekrypteres




Brancheguiden
Brancheguide logo
Opdateres dagligt:
Den største og
mest komplette
oversigt
over danske
it-virksomheder
Hvad kan de? Hvor store er de? Hvor bor de?
Jobindex Media A/S
Salg af telemarketing og research for it-branchen, it-kurser og konferencer

Nøgletal og mere info om virksomheden
Skal din virksomhed med i Guiden? Klik her

Kommende events
PCI og cloud-sikkerhed: Strategi til beskyttelse af betalingsdata

Er din organisation klar til de nye PCI DSS 4.0-krav? Deltag i vores event og få indsigt i, hvordan du navigerer i compliance-udfordringerne i en cloud-drevet verden.

16. januar 2025 | Læs mere


Strategisk It-sikkerhedsdag 2025, Aarhus: Viden om trusler og tendenser – Beskyt din virksomhed

Gå ikke glip af årets vigtigste begivenhed for it-sikkerhedsprofessionelle! Mød Danmarks førende eksperter, deltag i inspirerende diskussioner og få praktisk erfaring med de nyeste teknologier. Bliv klogere på de seneste trusler og lær, hvordan du bedst beskytter din virksomhed mod cyberangreb. Tilmeld dig nu og vær på forkant med fremtidens cybersikkerhedsudfordringer.

21. januar 2025 | Læs mere


Strategisk It-sikkerhedsdag 2025, København: Viden om trusler og tendenser – Beskyt din virksomhed

Gå ikke glip af årets vigtigste begivenhed for it-sikkerhedsprofessionelle! Mød Danmarks førende eksperter, deltag i inspirerende diskussioner og få praktisk erfaring med de nyeste teknologier. Bliv klogere på de seneste trusler og lær, hvordan du bedst beskytter din virksomhed mod cyberangreb. Tilmeld dig nu og vær på forkant med fremtidens cybersikkerhedsudfordringer.

23. januar 2025 | Læs mere