It-komet 2014: I slutningen af sidste årti havde den danske televirksomhed RTX store problemer. Det ene blodrøde regnskabstal afløste det andet, og der var udskiftninger i bestyrelsen og topledelsen. Det stod så grelt til, at RTX i en artikel på Computerworld.dk måtte forsikre omverdenen om, at virksomheden skam var fast besluttet på at overleve.
Men i dag, seks år senere, er den historie, der omgiver virksomheden, en helt anden. RTX er igen en af den danske it-branches succeshistorier, og virksomheden har netop erobret en andenplads i Computerworlds vækstkonkurrence it-komet 2014, der bygger på regnskabstal fra 2012 og 2013.
Du kan læse mere om konkurrencen her.
Her kan du downloade hele Computerworlds årsnummer med listerne over alle vinderne.
Efterfølgende har RTX offentliggjort sit regnskab for 2013-2014, der endnu en gang viser en markant fremgang for virksomheden. Det seneste regnskab viser således en omsætningsstigning på 19,4 procent og et resultat på 55,5 millioner kroner mod 32,6 millioner i 2012-2013 og blot 1,9 millioner i 2011-2012.
RTX har specialiseret sig i trådløse løsninger og leverer konsulentydelser, producerer komponenter og såkaldte white label-produkter til en lang række store virksomheder, der anvender trådløse funktioner i deres produkter.
Eksempelvis leverer RTX trådløse løsninger til virksomheder som Microsoft og Philips, og desuden producerer virksomheden trådløse telefoner for franske Alcatel-Lucent. De trådløse telefoner er klassiske trådløse telefoner, der ikke tilsluttes mobilnettet som en mobiltelefon, men i stedet tilsluttes enten en ip-telefoniløsning, en Skype-forbindelse eller en helt almindelig fastnetlinje.
Håndsæt driver væksten
Ifølge RTX' administrerende direktør, Flemming Hynkemejer, er det især virksomhedens produktion af klassiske trådløse telefoner, der i øjeblikket driver væksten i virksomheden.
"Det er et ret stort replacement-marked for virksomheder, der ikke nødvendigvis investerer i helt nye tele-løsninger, men alligevel vælger at opgradere deres ældre løsninger med nye telefoner. Det betyder, at vores håndsæt-forretning brager derudaf, og den er vokset med 40 procent alene det sidste år. Så det har været en enorm vækst," siger han.
I en tid, hvor de fleste af os går rundt med smartphones med lynhurtige 3G- eller 4G-forbindelser i lommen, kan man foranlediges til at tro, at denne type trådløse telefoner er noget, der hører fortiden til. Men ifølge Flemming Hynkemejer er det et marked, der er i fortsat vækst.
"De analyser, som vi får, viser en vækst på mellem tre og fem procent i de kommende år. Smartphones har overtaget en del af markedet, men omvendt oplever vi også, at folk udskifter deres fastnetløsninger med en mere avanceret trådløs ip-telefoniløsning, og det mere end opvejer det, som vi taber til smartphones," siger han.
De positive prognoser afspejler sig også i forventningerne til fremtiden, hvor virksomheden forudser, at omsætningen i løbet af de kommende år vil vokse fra 288 millioner til knap 350 millioner.
RTX leverer telefonenerne og de medfølgende basestationer, der fragter signalet rundt i bygningen. Denne form for infrastruktur er især populær i brancher, hvor der enten ikke er adgang til et mobilnet, eller hvor mobilnettet vurderes at være for upålideligt.
Det er eksempelvis tilfældet på mange hospitaler.
"Tænk, hvis de bruger almindelige mobiltelefoner på et hospital, og der sker en katastrofe, hvor mobilnettet samtidig går ned, og det dermed bliver umuligt at kommunikere internt på hospitalet? Det vil i sig selv være en katastrofe. Derfor vil mange hospitaler naturligvis gerne have en infrastruktur, som de selv har kontrol over," siger han.
Flemming Hynkemejer forklarer, at der også bliver solgt mange trådløse telefoner til krydstogt-industrien, hvor de ansatte på skibene ikke har adgang til mobilnettet, når de befinder sig på havet.
Finger med i Xbox-spillet
Selv om navnet RTX næppe klinger velkendt i de almindelige forbrugeres øre, er der en stor sandsynlighed for, at den almindelige forbruger alligevel har haft et produkt i hånden, hvor RTX har haft en finger med i spillet.
Eksempelvis kan brugere af Microsofts populære spillekonsol Xbox delvist takke RTX for deres drømmemål i FIFA eller det seneste vellykkede bankkup i Grand Theft Auto. RTX har nemlig blandt andet designet den teknologi, der sikrer den trådløse forbindelse mellem controlleren og konsollen på Microsofts Xbox 360.
RTX bidrager også til Microsofts nyeste konsol, Xbox One, hvor RTX producerer og leverer nogle af de systemer, der bliver brugt til at teste konsollens trådløse forbindelser, før produktet bliver sendt ud til at forbrugerne.
Hele det testarbejde er noget, som vi producerer og leverer. Det er en automatisk proces, der eksempelvis tester, om controlleren sender det, som den skal sende, og om den kan finde rundt i frekvensbåndet, selv om der opstår forstyrrelser, forklarer Flemming Hynkemejer.
Designede for dansk iværksætter-succes
Arbejdet med Xbox'en udføres af RTX' såkaldte designservice-division, der tilbyder konsulenydelser og producerer Wi-Fi-moduler og halvfabrikata til en række forskellige store kunder på den globale scene.
Denne division har også spillet en væsentlig rolle i udviklingen af den danske iværksættersucces Airtame, der sidste år opnåede stor popularitet med en lille dongle, som kan sættes i et fjernsyns HDMI-stik og herefter gør det muligt trådløst at overføre lyd og billede til tvet fra en computer, smartphone eller tablet. Et koncept, der har vist sig ekstremt populært.
Populariteten er blandt andet kommet til udtryk ved, at Airtame har hentet i nærheden af 7,5 millioner kroner i finansiering på crowdfunding-siden Indiegogo, og på den store amerikanske gadget-messe CES i Las Vegas blev Airtame af tech-bloggen Engadget kåret til det bedste produkt på messen.
Airtame er en lille dansk iværksættervirksomhed, men i arbejdet med at udvikle Airtame-enheden har virksomheden haft behov for konsulentbistand fra en virksomhed med mere erfaring inden for trådløse løsninger. Her har RTX hjulpet med at udforme designet af den trådløse teknologi, som Airtame bygger på, forklarer Flemming Hynkemejer.
De havde behov for at finde nogen, der virkeligt forstod sig på wireless. Og her kunne vi hjælpe dem med at lave et design, der eksempelvis sikrer den bedst mulige modtagelse, når enheden sidder bag et fjernsyn eller på toppen af projektor, siger han.
For en virksomhed, der ofte servicerer store kunder, er det et lidt usædvanligt projekt, som RTX har kastet sig ud i.
Airtame er jo en lille startup-virksomhed, og vores kunder er ellers normalt ret store virksomheder, så det er en lidt atypisk kunde for os. Men det er et rigtigt fedt produkt, som de har lavet, og derfor har jeg har også selv bedt om at få en Airtame, når den kommer på markedet, siger Flemming Hynkemejer.
Vejen tilbage til vækstsporet
Løfter arven efter nordjysk teledrøm
RTX er et produkt af det danske teleeventyr, der voksede frem i Nordjylland for knap 15 år siden.
Den daværende regering under ledelse af Poul Nyrup Rasmussen besluttede, at Nordjylland skulle agere forsøgsområde i bestræbelserne på at skabe en højteknologisk vækstzone i Danmark. En slags koldt Silicon Valley.
Det digitale Nordjylland blev projektet døbt, og i årene omkring årtusindeskiftet slog virksomheder som Siemens og Motorola sig ned på Aalborg-egnen, hvor de blandt andet nød godt af samarbejdet med Aalborg Universitet.
RTX og de andre televirksomheder i Nordjylland kom til at udgøre det, der siden blev kendt som den nordjyske teleklynge.
I dag er det stort set kun RTX, der er tilbage, men også RTX var tæt på at tabe kampen tilbage i de hårde år i starten af finanskrisen.
Virksomheden har været igennem en succesfuld turnaround, som blandt andet skyldes, at virksomheden er kommet tættere på kunderne og er blevet bedre til at forstå kundernes behov, lyder det fra Flemming Hynkemejer.
Han forklarer, at slutbrugerne af RTX teleløsninger i stigende grad har behov for mere specifikke løsninger, der imødekommer de enkelte virksomheders særlige behov.
"Det betyder, at produkterne skal være meget differentierede og meget mere målrettet mod den enkelte bruger. Det kræver derfor også, at vi har en større forståelse for den enkelte bruger. Det kan eksempelvis være en sekretær eller en sygeplejerske," siger han.
Ja, og hvordan gør I egentligt det? For jeg forestiller mig, at I fortrinsvist er ingeniører, der til dagligt bevæger sig i en helt anden verden end en sygeplejerske eller en sekretær.
"Vi sender blandt andet vores sælgere på løbende uddannelse i at opsamle data. Vi skal lære af kundernes erfaringer, og de erfaringer skal vi tage med tilbage i vores laboratorium. Vores sælgere skal være endnu bedre til at komme tilbage og sige: Jeg har hørt sådan og sådan har vi ikke en teknologi, der gør, at vi kan lave en prototype, som kan løse det problem?," forklarer Flemming Hynkemejer.
I dag spiller brugen af denne slags prototyper en nøglerolle i den måde, virksomheden arbejder på. Selv om prototyperne kun er halvfærdige, er de et effektivt redskab, når perspektiverne i virksomhedens teknologi skal tydeliggøres over for virksomhedens kunderne.
Det er et eksempel på, hvordan vi har ændret virksomheden gennem de seneste år. Vi havde for nylig en kunde, som vi præsenterede en prototype for, og det var først, da kunden så prototypen, at han blev bevidst om, hvad han ville have. Da han så prototypen, var hans reaktion: Det er præcis det, som jeg leder efter, fortæller Flemming Hynkemejer.
Eksempelvis har RTX produceret en terminal, der bruges som turguidesystem om bord på krydstogtskibe. Terminalen er et produkt af RTX arbejde med prototyper, og det er en modificeret udgave af virksomhedens trådløse telefoner. Terminalen er udstyret med gps og en særlig tourguide-app, og passagerer på krydstogtskibene kan tage terminalerne med, når de går i land. Her kan de bruge dem til at læse tekster samt se billeder og videoer af de lokale attraktioner.
Finanskrisen hjalp RTX
Selv om finanskrisen har været hård at komme igennem, har RTX paradoksalt nok også nydt godt af den. Flemming Hynkemejer forklarer, at mange af virksomhedens kunder har været tvunget til besparelser, som har vist sig at åbne døren for RTX.
"Mange af vores kunder har valgt at fokusere på kerneforretningen, og de har i stedet outsourcet andre ydelser. Hvis deres produkt blot har indeholdt trådløs teknologi uden at være en del af produktets kerneydelse, har de valgt at outsource det. Det har betydet, at vi er kommet betydeligt på tættere på kunderne, fordi de nu i højere grad ser os som partnere," siger han.
Men frygter I så ikke, at kunderne begynder at insource opgaverne, når der kommer gang i hjulene igen?
"Det kunne sagtens være, men hvis kunderne oplever, at den ydelse, som de får hos os, er bedre og mere sikker, end da de selv gjorde det, så tror jeg ikke på, at det kommer til ske. De får en langt mere effektiv drift, når de bruger os, fordi de får præcis den ydelse, som de har brug for, og de slipper for at have kapacitetsomkostningen i deres eget regnskab. Om de insourcer igen? I dont know. Men der er i hvert fald masser af gode grunde til ikke at gøre det," siger han.
Troen på fremtiden er så stor, at RTX snart skal udvide medarbejderstaben yderligere.
I dag har virksomheden 160 ansatte, der er fordelt på tre lokationer i San Diego, Hongkong og Nørresundby.
Hovedsædet i Nørresundby er dog langt den største afdeling, og her skal RTX i den kommende tid ansætte yderligere 10 ingeniører.
Læs også:
Dansk softwarefirma vokser med 431 procent på et år