Microsofts Office 365 har længe været en dundrende succes for softwaregirganten, der har hentet den ene store kunde efter den anden, mens eksempelvis Google Apps-løsningen har haft langt sværere ved at få luft under vinderne på disse breddegrader.
Blandt de store kunder her i Danmark finder man blandt andre ISS, A.P. Møller - Mærsk, Dong Energy og Coloplast.
Vi har tidligere bragt interviews med CIO'erne i Svendborg Kommune, Grundfos og Chr. Hansen, der alle har valgt at skifte til Microsofts cloud-løsning.
Men det er trods ikke alle store organisationer, der svinger kreditkortet og opretter et abonnement til Microsofts cloud-tjenesten.
I hvert fald er det ikke alle medarbejderne, der skal have Office 365.
PostNord, der er midt i at opgradere 10.000 svenske pc-arbejdspladser, og inden længe kommer op på ialt 17.000, når også de danske kommer med, har eksempelvis et lidt andet syn på økonomien i Office 365.
Det skriver vores kolleger på Computersweden.
PostNord er sammen med HP i færd med at rulle ny hardware med Windows 8.1 ud til 10.000 brugere i Sverige, der tidligere har kørt med Windows XP.
"Det er vi i fuld gang med og det er et vigtigt skridt. Vi regner med at være klar med det i første kvartal næste år," siger CIO Joss Delissen og tilføjer, at næste led i projektet er, at en en fuld nordisk løsning skal rulles ud.
Office 365 er for dyrt - ikke alle får det
I interviewet på Computersweden bliver Joss Delissen spurgt, hvordan det ser ud med cloud-tjenesterne - for han har tidligere talt om Office 365?
"Vi har kigget på Office 365, men med den prissætningsmodel, der er nu, kan vi ganske enkelt ikke gå den vej for alle," svarer Joss Delissen.
"Vi kigger i stedet på, hvem der skal have hvad og hviken løsning, samtidig med at vi tager næste skridt for alle vores flere end 17.000 it-arbejdspladser," lyder det videre.
Historien melder ikke noget om, hvor mange der ikke får Office 365, og hvad de så i stedet skal have,
Medarbejderne får dog med det nye Windows 8.1 via en Citrix-løsning i langt højere grad mulighed for selv at tage eget grej med på arbejde.
Joss Delissen vil på nuværende tidspunkt ikke kommentere på, hvad prisen er på den store pc-modernisering.
Selvom det ikke fremgår af historien hos Computersweden, er det oplagt, at en del af forklaringen på, at PostNord mener, at Office 365 er noget pebret, at virksomheden har en del it-brugere, der ikke sidder foran computeren dagen lang.
Er cloud for dyrt?
Det er dog langt fra første gang, at en CIO nævner, at cloud-priserne er for høje.
En Business Solution Manager hos Ikea har tidligere i år udtalt, at risikoen ved cloud stadig er for høj, og at besparelserne er for små.
"Er besparelsen på bare 10 procent, vil risikoen ved cloud blive opfattet som værende for stor," lød forklaringen fra Ikea.
Vi har også tidligere skrevet om en britisk undersøgelse med deltagelse af 50 britiske CIO'er og it-chefer, hvor næsten tre ud af fire af de pågældende it-chefer havde forventet, at overgangen til cloud-baserede it-løsninger ville have udløst besparelser og lavere omkostninger.
Men kun 41 procent af it-cheferne kunne faktisk fortælle, at de havde fået barberet it-omkostningerne ned ved at overgå til cloud-baserede løsninger.
Læs også:
Postens CIO: Sådan outsourcer vi for en milliard
Stor cloud-test: Office 365 versus Google Apps i 2014
Før du flytter til Office 365 og Google Apps: Det skal du huske